Annonce
Livsstil

Får min hustru min tjenestemandspension udbetalt, når jeg dør?

Illustration: Julie Gry Sveistrup

? Hej Monica Kromann - jeg er separeret, men ikke skilt, fra min tidligere hustru. Vi har et fælles barn, og jeg har et barn fra et andet forhold. Vi er begge tjenestemænd, hun er stadigvæk aktiv, og jeg er pensioneret. I tilfælde af min død vil min tjenestemandspension så blive udbetalt til min hustru?

Jeg ser frem til dit svar.

Hilsen Lars

! Hej Lars - tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse.

Såfremt du og din hustru fortsat er separeret, eller hvis I bliver skilt, kan din hustru bevare retten til ægtefællepension efter din død i visse tilfælde.

Det afgørende er, hvornår I blev separeret, idet loven om bevarelse af ret til ægtefællepension ved separation og skilsmisse trådte i kraft 1. januar 2007, hvilket er det afgørende skæringstidspunkt for, hvilke betingelser der skal være opfyldt.

I det tilfælde, hvor I blev separeret før 1. januar 2007, og hvor I ikke er blevet skilt før dødsfaldet, har din hustru ret til ægtefællepension efter de almindelige regler, hvis det opløste ægteskab var indgået:

- inden du som den afdøde tjenestemand fyldte 65 år.

- før du som tjenestemand blev afskediget med ret til tjenestemandspension.

- mindst tre måneder før dødsfaldet.

Er I blevet skilt eller separeret 1. januar 2007 eller senere, kan der være ret til ægtefællepension, hvis:

- din hustru ikke har giftet sig igen.

- jeres ægteskab har varet i mindst fem år, inden datoen for separationen eller skilsmissen.

- det ikke er bestemt i vilkårene for separationen/skilsmissen, at retten til ægtefællepension bortfalder.

- det er et vilkår for separationen/skilsmissen, at tjenestemanden har pligt til at betale underholdsbidrag. Dette skal enten være et underholdsbidrag, som Familieretshuset har fastsat, eller være et af jer aftalt bidrag.

Med venlig hilsen

Monica Kromann, advokat (H)

Annonce
Forsiden netop nu
Sødag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Duften af kaffe, tryksværte, horn og gifler

Findes der stadig en bager, som sælger gifler og horn? De var på hitlisten - i hvert fald min personlige - i de tidligere 80'ere, når morgenmaden bød på friske rundstykker. Jeg frygter, at det lyse hvedebrød for længst er blevet overhalet af udviklingen i form af mere eksotiske og mættende alternativer. Men måske findes de endnu gemt af vejen på bageste hylde i bagerierne. I givet fald har jeg overset og forsømt dem i årevis. Jeg tror faktisk, at sådan et friskbagt horn med masser af birkes ville gå godt til dagens avis. Jeg vil forsøge at finde et til genlæsningen af disse linjer søndag morgen. Der er nemlig noget at fejre denne søndag. Din søndagsavis fylder år for første gang, og både fødselsdag og søndag rimer for mig på morgenbord med kaffe og friske rundstykker. Og søndag er så småt også begyndt at være ensbetydende med morgenavis. Igen. I min barndom fulgtes søndags-rundstykkerne altid med Jyllands-Posten, og duften af tryksværten hørte derfor med til det samlede sanseindtryk, som for mig indrammede en rigtig søndag morgen. Derfor kom jeg til at tænke på 80'ernes morgenbrød, da jeg skulle skrive om mit eget forhold til søndagsavisen. Efter lange perioder uden en avis på ugens sidste dag har jeg nu i et år haft fornøjelsen af min egen søndagsavis. Og hvor har det været fantastisk at få mulighed for at sende den på gaden. Det har været et spændende år, hvor vi på redaktionen har skullet vænne os til nye arbejdsgange og nye deadlines for at kunne levere en avis alle årets dage. Men mest af alt har det været spændende at få lov til at bruge lidt mere tid og plads på at fortælle spændende historier. Hver uge har søndagsavisen en artikel, som vi bruger lidt mere krudt på end alt det andet. På redaktionen kalder vi den for "den lange", og det dækker den sag eller historie, som vi ruller ud over flere sider og typisk også på forsiden af søndagsavisen. Det handler ofte om et spændende menneske, men som i dag kan det også handle om en sag. I dag følger vi op på en anden 1-års fødselar, nemlig motorvejen. Den prydede også den første søndagsavis, og derfor er det relevant med et kig på, hvordan det nu er gået efter åbningen. I gårsdagens avis fulgte vi også op på en række af de historier, som vi har bragt i løbet af det første år med søndagsavisen. Og det var let at finde spændende sager at genbesøge. Da jeg gennemgik de første 52 søndagsaviser for at udvælge dem, sad jeg tilbage med en umiskendelig stolthedsfølelse over de mange gode historier, vi har fortalt det seneste år. Og med lysten til at fortælle endnu flere. Både i søndagsavisen og i aviserne resten af ugens dage. Det kan virke helt bagvendt at udgive en ny papiravis i en tid, hvor den digitale udvikling presser avisoplag over hele verden ned. Men jeg er glad for, at vi gjorde det. Læserne har vist, at de gerne vil læse avis om søndagen. Det er jeg naturligvis utrolig glad for. Dommedagsprofeter har i årevis spået den trykte avis samme skæbne, som jeg frygter er overgået morgenbrødet fra min barndom. Men jeg tror på, at avisen stadig har en fremtid. Også på papir. Og det i særdeleshed om søndagen, hvor der er endnu mere tid til fordybelse. Og jeg håber, at søndagsavisen efterhånden er blevet en fast del af ritualerne i de Nordvestjyske hjem søndag morgen. Måske er den ovenikøbet med til at præge næste generations opfattelse af, hvad der hører til en rigtig søndag, ligesom Jyllands-Posten var for mig. Om det så er indholdet af avisen eller bare duften af den. Rigtig god søndag!

Kultur

Ausumgaard dropper forårsmarkedet

Annonce