Læserbrev

EU. Et spørgsmål om 'borgerlig feminisme'

Pernille Weiss. Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Debat: Der er noget, jeg gerne vil spørge om: Kan man blive kendt på familiepolitik? Udelukkende? Nok ikke i Danmark, hvilket forklarer, hvorfor der i den nys overståede valgkamp blev talt relativt lidt om familiepolitik. Andre emner fyldte mere: Klimaet, pensionen, arveafgiften, sundhedsvæsnet etc. Noget tyder på, at familiepolitik i nyere tid i aldrig rigtig slår an som et selvstændigt emne, hvor partierne over en bred kam har en tydelig politik på andet og mere end normeringerne i børneinstitutionerne og irritation (med rette) over at EU blander sig med øremærket barsel til mænd. Dette til trods for at den tidligere børne- og socialminister faktisk dagsordensatte flere centrale spørgsmål vedrørende børnefamiliernes trivsel.

Men nu sker der noget hos vores svenske broderfolk, som måske varsler nye tider eller i al fald noget, vi så også kan trække på smilebåndet af - som vi gør det blandt andet af deres politikker for intetkøn.

En ung svensk kristendemokrat, Ebba Busch Thor, stiger op mod den politiske himmel som selvudnævnt "borgerlig feminist". Dette definerer hun tilsyneladende med det enkle budskab, at staten skal holde fingrene fra familierne og deres måder at prioritere på. Selvom barselsreglerne i forvejen er en del bedre end i Danmark, så foreslår hun endnu mere understøttelse til kvinder, der vælger familielivet over arbejdslivet. Om dette princip også glæder for mænd, der ønsker det samme – og familier, der er enige om netop den prioritering, vides ikke. Formentligt ikke – for hun kalder sig jo feminist.

Jeg er helt enig i, at staten skal holde fingrene langt væk fra at blande sig i familiernes prioriteringer. Det har vi faktisk en god, dansk tradition for, idet orlovspolitikker mestendels ligger i overenskomstforhandlingerne. Men til trods for, at Ebba Busch Thor ikke vil have, at statens skal blande sig, så er det netop det, hun efterlyser, når hun foreslår flere ressourcer til den hjemmegående (kvinde). Noget tyder på at princippernes enkelthed og hermed opmærksomhedsskabende provokation foretrækkes frem for politik, der hænger sammen og er retfærdig.

Ligeledes er det interessant, at hun tillader sig at definere sin politik som "borgerlig feminisme", når hun samtidigt negligerer de nøgterne kendsgerninger mellem far og mor: ulige pension, ulige løn, ulige karriereudviklingsmuligheder og især de læssevis af fakta om, at fag, brancher, bestyrelser og så videre oplever en uhensigtsmæssig skæv kønsfordeling.

På et punkt er jeg dog enig med hende. Heller ikke jeg ønsker kvindekvoter. Bevar mig vel. Det må overenskomstforhandlerne og virksomhederne selv bestemme – og stå til ansvar for. Men jeg nægter at benægte fakta, og jeg agter at gøre noget ved den ligestillingsudfordring, der visselig består i at mange brancher, og rigtig mange virksomheder ganske enkelt ved for lidt om de mange fordele, der er ved at have en større andel af kvinder om bord. Ikke fordi kønnet i sig selv gør den afgørende forskel, men fordi man – når man tillader at se på de ressourcer forskellige køn, aldre, erfaringer og personligheder besidder og sætte dem i forhold til de udfordringer, potentialer og muligheder, ens fag eller virksomhed har, så vil der alt andet lige være sund og frugtbar fornuft i at få flere kvinder på banen. Det har ikke noget med borgerlig feminisme at gøre – det er borgerlig sund fornuft.

Det agter jeg selv at gøre i det ene af de tre udvalg i EU, jeg er medlem af: FEMM, der oversat til dansk betyder "Kvinde- og Ligestillingsudvalget". Vi har brug for meget mere respekt for familiens ret (og ansvar) til selvbestemmelse og vi har brug for flere fakta om, hvad der styrker ligestillingen som en vigtig ingrediens i Europas konkurrencedygtighed, så arbejdspladserne blomstre til gavn for familierne og for samfundsudviklingen. Dét er for mig borgerlig politik.

For mig giver begrebet "borgerlig feminisme" ingen mening og jeg troede faktisk, at vi i Norden var på vej i en mere ligestillingsorienteret retning. Når jeg taler med mine børns generation, er det i al fald det jeg forstår, at de efterlyser. Uanset køn.

Jeg kan jo tage fejl og derfor håber jeg, at flere vil følge og reflektere over de svenske tilstande for såkaldt "borgerlig feminisme": Måske kan vi lære noget. Jeg er selv i tvivl – men hvad mener du?

Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Mathiesen slutter som treer i Madrid

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce