Annonce
Læserbrev

EU. Det grønne guld i vandhanerne

Debat: Prøv at tæl hvor mange gange, du drejer på vandhanen. Eller andre gør det for dig. I løbet af dagen.

Der kan du selv se! Det er ikke til at sige præcist. Dels fordi det er rigtig mange gange, og især fordi vi gør det i fuld tillid til at vandet er rent og sikkert for os at drikke, bade vore børn i, blande i deres saftevand og nøde vore ældre og svage til at nippe i sig for at undgå at blive dehydreret. Vi har i Danmark haft rent vand i hanerne så lang tid tilbage vi kan huske, og som en del af de kommunale institutioner, er lokale vandværker ligeså naturlige som folkeskoler, busstationer og biblioteker. Vandværker er en fundamental del af et velfungerende samfunds infrastruktur, da vand indgår i alt levende. Intet vand - intet liv.

I Danmark - og mange andre steder i den udviklede del af verden - er vi også vant til at vand er billigt og forbruges i et ret simpelt kredsløb: Vi åbner for hanen, bruger vandet, sender resten gennem rensningsanlægget tilbage til grundvandet, hvorefter det pumpes op igen. Vi tænker nærmest ikke over det. Men fremtidens vandteknologier åbner op for meget mere værdiskabelse af vand. Vand kan faktisk blive et stort bidrag til de andre vedvarende energikilder så som vind og sol! Det så jeg selv i Jylland i sidste uge.

Jeg besøgte nemlig to meget innovative vandværker i Jylland: Billund og Marselisborg. Formålet var at kvalificere min indsigt i vand, som et af de helt store europapolitiske emner, jeg skal arbejde med i de kommende år. Jeg er nemlig - og min unge EP-alder til trods - allerede blevet såkaldt ‘skyggeordfører’ på færdiggørelsen af en næsten-færdig forordning vedrørende minimumkrav til spildevand. Altså især den sundhedsmæssige vinkel. Den opgave vil jeg skrive om i et andet indlæg om et par uger, når jeg har fået endevendt og forstået denne ordentligt. I dette lille indlæg vil jeg dele med jer, hvordan det er, at energi og vand hænger sammen som meget mere end de gammeldags vandmøller, der drev møllerens sten rundt eller de vandturbiner, der indgik i de første generationer af elværker.

Dét, jeg så i Jylland, og som også sker andre steder (ex Vandcenter Syd på Fyn og BIOFOS i København) viser, at man ved at blande spildevandet op med kildesorteret husholdningsaffald sætter en kemisk proces i gang, som skaber grøn energi, der kan lagres til senere brug, når vinden ikke blæser og solen ikke skinner. Se dét er jo super! Forsyningssikkerhed af energi er jo afgørende for at vores samfund kan fungere i en fremtid, hvor mere og mere elektrificeres og energibehovet kun går opad.

Samtidig er jeg glad for at se, at teknologierne for at udnytte husholdningsaffaldet ordentligt - når nu vi i vore køkkener har stået og snasket med det - ser ud til at fungere. Jeg bliver simpelthen så ærgerlig, når jeg finder ud af, at vi stadigvæk ikke bruger alt det kildesorterede affald til at lave mest mulig grøn energi - men bare smider det hele i en blandet pærevælling ind i forbrændingsovnene alligevel.

Skal vi have skovlen under klimaudfordringerne, skal vi bruge de teknologier, der er virker bedst. Jeg vil smide det, jeg så i Billund og Aarhus, ind i mit arbejde i Europa-Parlamentet. På den måde kan Danmark trods vores størrelse gøre en kæmpe forskel. Og jeg vil krydse fingrene for at denne cirkulære logik får mulighed for at blomstre meget mere i hele Danmark, så vi også på dét punkt kan blive en rollemodel for resten af verden.

Annonce
Pernille Weiss er her på vandværksbesøg i Jylland. Pressefoto
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Lad nu bare forældrene være forældre på deres måde

Ingen ferieuge uden historier i medierne, som til hverdag næppe havde fået stor opmærksomhed. Nogle kalder det lidt nedladende agurketids-historier, men ofte kaster den slags ret interessante ting af sig. Og ofte giver ferie hos politikere og embedsmænd mulighed for at fortælle noget om helt almindelige mennesker. Det er som udgangspunkt positivt. Denne efterårsferies store historie uden stor relevans er historien om forældre, der ønsker at få deres børns skolefoto manipuleret. Ikke mindst harmen over disse forældre og den massive afstandtagen til redigering af virkeligheden har fyldt meget. Meningsdannere og politikere - og mange andre - har med glæde delt deres egne gulnede skolefotos på sociale medier. Ledsaget af mere eller mindre harmdirrende kommentarer om nutidens forældres forkvaklede syn på udseendet. Det er en automatredaktion, og den er ærligt talt kedelig. Det er også helt ligetil at lange ud efter forældregenerationen og dennes tilgang til børn og opdragelse. For den er unægtelig anderledes end den forriges. For slet ikke at tale om forskellen, hvis vi går to generationer tilbage. Vi kan hurtigt blive enige om, at børn skal have lov at være børn, og at vi skal passe på med, hvor store krav om perfektion, vi flasker dem op med. Men udviklingen giver altså nye muligheder, som de unge ser som noget helt naturligt. Til hverdag er der digitale filtre på billederne, så det hele tager sig lidt bedre ud. Og selv måske skal være en af de rigtig gode dage, hvis vi i virkeligheden skal leve op til udseendet på billedet, foretrækker vi helt naturligt den pæne udgave, når vi viser os frem. Hvorfor skulle det være anderledes for børnene? Hvor langt skal man alternativt gå for at sikre autenticitet i billederne? Skal det tages om, hvis øjnene er halvt lukkede? Skolefotoet er i sig selv ret ligegyldigt for samfundet. Men historien er interessant, fordi den siger noget om os. Og det gør reaktionerne i høj grad også. Børnene skal have lov at være børn, ja. Men skal forældrene ikke også have lov til at være forældre på den måde, de nu finder rigtigt?

Annonce