Annonce
Mærkedage

Et finansielt multitalent

Jeppe Christiansen var selv med til at etablere Maj Invest, som i dag er en betydelig spiller i den danske finansverden. (Arkivfoto) Michael Bothager/Ritzau Scanpix
Jeppe Christiansen har et imponerende investerings-cv og er et eftertragtet navn til de største bestyrelser i dansk erhvervsliv. Den 25. november fylder han 60.

60 år: Man skal ikke gå mange skridt i toppen af den danske finansverden, før man bumper ind i Jeppe Christiansen.

Den erfarne direktør, der mandag den 25. november fylder 60 år, har sat sine fingeraftryk i mange hjørner af erhvervslivet herhjemme.

Jeppe Christiansen er Virum-dreng og økonomuddannet fra Københavns Universitet.

Han kom ind i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) i 1987 og blev fondschef året efter. Erfaringerne fra ti år hos LD sikrede ham derefter en direktørpost i Danske Bank fra 1998 til 2004. Jeppe Christiansen vendte tilbage til LD-universet, da han fik chancen for at etablere LD Invest, der i dag er kendt som Maj Invest. Et rådgivnings- og investeringsselskab med grene ud i mange hjørner af den finansielle verden.

Maj Invest er blevet en enorm succes, der har mangedoblet den oprindelige investering og holdt liv i LD, som ellers var under afvikling.

Det har også givet Jeppe Christiansen personlig gevinst, da han selv skød et tocifret millionbeløb ind i projektet. I dag er det et trecifret millionbeløb, der står i hans holdingfirma.

Der har dog også været uheldige sager. Jeppe Christiansen blev undersøgt af Kammeradvokaten, da LD-penge var med til at redde et kriseramt svensk selskab, som direktøren selv havde købt aktier i.

Han fik kritik for inhabilitet i den og andre sager, men havde ikke gjort noget ulovligt.

Og karrieren har ikke ligefrem lidt overlast. Han er bestyrelsesformand i Haldor Topsøe, næstformand i Novo Nordisk og sidder med i bestyrelserne for både Novo-fondens og Lego-familiens investeringsselskaber.

Investeringsdirektøren blev også udnævnt til adjungeret professor i finansiering på Copenhagen Business School, CBS, i 2016.

Jeppe Christiansen er også kendt for sine månedlige klummer for Maj Invest, hvor han udbreder sig om tendenser på de globale markeder. De citeres flittigt i erhvervsmedierne.

Ved siden af investeringsarbejdet slapper han af sammen med familien eller i træningstøjet. Som yngre var han eliteløber på maratondistancen, men han erkender selv, at han ikke holder helt samme tempo i dag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Løkke tilbage i Thyborøn i høj sol

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Hvis det kunne svare sig at køre på el, gjorde vi det allesammen

Jeg overvejer at købe en elbil. Eller rettere - jeg overvejer på et lidt useriøst plan, om jeg har grund til at overveje det på et lidt mere et seriøst plan. Den slags beslutninger tager tid. Tanken skal have lov at modnes i mit nordvestjyske sind, og selv om jeg efterhånden er klar til elbilen, er den måske ikke helt klar til mig. Sådan rent økonomisk. Min første bil var en Ford. En pilrådden Escort fra 1986. Det var den model, som blev produceret i Brasilien og som havde en 1,3 liters motor, der var lige så tørstig, som bilen var upålidelig. Jeg havde den i et års tid, inden jeg blev magelig og opgraderede den til noget mere driftsikkert. I løbet af det år bidrog jeg i helt ustyrlig grad til det, vi i dag kender som klimaforandringer. Det vil jeg godt beklage. Men vi var ikke klogere dengang - jeg var i hvert fald ikke. Det var min første bil, og følelsen af frihed var enorm der bag rettet, så den kørte nærmest i døgndrift. Modellen var ikke bare en benzinsluger. Den var også en af de sidste, som krævede fuldfed 98 oktan benzin - med bly, naturligvis. Og hvis udstødningen under det larmende, himmelblå vidunder nogensinde havde rummet et filter, så var det for længst udtjent, da jeg overtog ejerskabet. En familie i Lemvig havde bragt den tæt på bilkirkegården, og jeg sørgede for at sende den i graven med manér. Det passer selvfølgelig ikke helt, når jeg skriver, at vi ikke var klogere dengang. Det var i 90'erne, og selvfølgelig vidste vi alle, at bilernes udstødning ikke gjorde noget godt for miljøet. Klimaet fyldte bare ikke så meget i den offentlige debat og endnu mindre i hovedet på en ung mand bag rettet i sin første bil. Da jeg skiftede Forden ud, var jeg dog meget fokuseret på at købe en model med et mere diskret brændstofforbrug. Jeg kan desværre ikke prale af, at det var af ideologiske hensyn. Det handlede udelukkede om prisen. Den gamle Ford klarede omkring otte kilometer på en liter blyholdig benzin. Den nye tog blyfri og kørte en halv gang længere på en liter. Fremskridt. Siden har jeg haft en del forskellige biler, og hvert skifte har gjort det en smule mindre belastende for miljøet, at jeg tillader mig privatbilens luksus. Eller det bilder jeg mig i hvert fald ind. Jeg får hovedpine af at tænke på, hvad det kræver at regne det samlede "klimaaftryk" for en bil ud. Produktion, fragt og brændstof er slemt nok. Men tænk bare på den øgede velstand hos medarbejdere i fjerne lande, der har arbejdet med at producere bilen. Og deres øgede forbrug. Nej - det bliver for komplekst. Jeg holder mig til brændstoffet og polerer en smule på min falmende glorie. Min nuværende bil har alle tænkelige filtre og kører dejligt langt på literen. Det var faktisk årsagen til købet. Jeg er måske nok blevet små 25 år ældre, men når jeg skal være helt ærlig, så er det stadig den nederste linje i økonomien, der er afgørende for mit valg af køretøj. Vi skrev i denne uge om, at Holstebro Kommune ligger næstsidst bland landets kommuner, når man ser på, hvor stor en andel af bilerne, der er regulære elbiler. Det er der rigtig mange, rigtig gode grunde til. Elbilens begrænsede rækkevidde er ofte et argument for ikke at skifte. Jeg bruger selv samme argument. Men jeg ved også, at det ikke er helt sandt. Jeg er helt overbevist om, at jeg ville have skiftet min dieselbil ud med en elbil, hvis det var en økonomisk fordel for mig. Og jeg er næppe alene. Den samlede økonomi er afgørende for mange, når de køber bil, og lige så snart elbilen vinder i udregningen, så skal I bare se, hvordan vi alle - også i Nordvestjylland - er klar til at skifte forbrændingsmotoren ud. Mens vi venter på, at det også kan svare sig for pengepungen at køre på el, fortsætter jeg med at skamme mig en smule over mit bidrag til planetens opvarmning. Men kun lidt. For jeg har en stor tro på, at den teknologiske udvikling nok skal redde os alle sammen. Det er en mere behagelig tanke end det modsatte. Og udviklingen har da trods alt gjort det af med den blå røg fra min gamle Escort.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];