Holstebro

Erklæringer om skønhed i en hvid limousine

Jeppe tjekker, at maskerne sidder, som de skal, mens han snakker løs om skønhed, og passagererne forsøger at regne ud, hvem de sidder ved siden af. Fotos. Morten Stricker

I april og maj besøger Kunstpartiet ved borgmesterkandidat Jeppe og førstedame Linda ti kunstmuseer i Jylland for at få bud på, hvad skønhed er. Hjemme i Holstebro bliver der budt på kaffe og en snak om æstetik.

Holstebro: "Du er inviteret til samtalekaffe i Bomhuset med forskellige personligheder for at diskutere månedens emne Æstetik mandag den 24. april klokken 15" står der i invitationen.

Afsenderen er Kunstpartiet ved den selvbestaltede borgmesterkandidat Jeppe (skuespilleren Giuseppe Bonifati) og hans førstedame Linda (Linda Sugataghy), der i april har været på turné i deres meget lange, hvide limousine til ti jyske kunstmuseer i søgen efter en definition på skønhed.

Kunstpartiets motto er "Skønhed frem for alt", så museumsdirektørerne for museerne i Holstebro, Herning, Videbæk, Ikast, Aalborg, Viborg, Lemvig, Randers, Kolding og Esbjerg har alle været på tur i limo'en, mens de har givet deres bud på, hvad skønhed er.

Dette emne i 13. måned af Jeppes valgkamp, "Æstetik", kulminerer den 4., 5. og 6. maj i Skive, hvor Jeppe og Linda deltager i Off Road Festival finalen med en performance.

Jeppe og Linda

Hvis man ser på Kunstpartiets hjemmeside - kunstpartiet.com - kan man læse følgende om intentionerne bag det 18 måneder lange projekt:Bomhuset er ikke et gemmested for partiet, men et hjem for en mand og en kvinde, Jeppe og Linda, to fremmede, som stræber efter at blive integreret i det danske samfund. Drømmen om at blive borgmester og førstedame er et påskud for at komme i kontakt med folk fra forskellige miljøer og gennem en kunstnerisk samspil reflektere over forskellighed - et vilkår, som Holstebro deler med resten af Europa.

H. C. Østerby hjælpes ind i limousinen af førstedamen - ikke hans, men Jeppes - mens den lange bils chauffør morer sig.

Bind for øjnene

Men der er længe til den 4. maj, da Dagbladets journalist begiver sig til samtalekaffe den 24. april - uden at ane, hvad hun går ind til. Det er nemlig en hemmelighed, har Kunstpartiets hovedkvarter i Bomhuset svaret. Det er også en hemmelighed, hvem de øvrige deltagere er.

- Den her skal du have på, siger førstedamen Linda på engelsk - det er Jeppe, der har gjort en dyd af at lære dansk, og som er blevet fantastisk god til det - og kindkysser, mens hun trækker en lyserød maske ned over journalistens øjne.

Derpå bliver jeg ledt ind i limousinen. Der er andre derinde, for jeg træder på nogle fødder på vej ned mod bagsædet, hvor jeg bliver presset ind i hjørnet og får et glas stukket i hånden. Det er champagne.

Min sidemand præsenterer sig. Det er Jens Ardal fra kunstner-duo'en Jens og Morten, der holder til på slagterigrunden. Rundt omkring begynder de andre også at præsentere sig, mens vi kan høre Dagbladets fotograf - der heldigvis ikke er udstyret med maske - knipse billeder. I selskabet, der nu ruller roligt af sted i limousinen, er Ulrik Skeel fra Odin Teatret, Holstebro Kunstmuseums direktør Folke Kjems, borgmester H. C. Østerby og Belsac-direktør Camilla Dalager.

Giuseppe Bonifati, altså Jeppe, synger en smægtende italiensk sang, og en efter en får vi lov at smide maskerne. Det er en lettelse. Så bliver der skålet, museumsdirektørernes bud på skønhed bliver læst op, mens Jeppe opfordrer alle til at stemme på ham og Kunstpartiet.

Da H. C. Østerby bliver spurgt, om han kunne tænke sig at føre en lignende limo-og-champagne-valgkamp, sukker han og siger: "Hvis det bare var så let". Men han har dog overvejet at indgå i valgforbund med Jeppe, der skovler stemmer hjem, når han synger italienske kærlighedssange.

Efter en lille køretur er der kaffe i Bomhuset. Og en om æstetik, som går hen og bliver interessant, fordi flere af deltagerne faktisk har noget at sige om det emne. Jeppe lytter. Og nikker.

Hans 18 måneder lange kontinuerlige dag-og-nat forestilling som kampagne for at blive borgmester i Holstebro vil kulminere i juni under Holstebro Festuge - altså længe før "det rigtige kommunalvalg". Jeppe skal holde tale på dansk, og der bliver helt sikkert en performance fra Kunstpartiet - måske endda et valg?

- Jeg ved ikke rigtigt. Måske laver vi et valg. Et lille et, smiler Jeppe.

Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro

Er du den nye millionær?

Sport

Mathiesen slutter som treer i Madrid

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce