x
Annonce
Erhverv

Erhvervsredaktøren: Vi er nødt til at tale om Kina

Kina lukkede midlertidigt det fødevaremarked i Wuhan, hvor den seneste coronavirus havde sit udspring. Arkivfoto: Reuters/Ritzau Scanpix

Ugens gode nyhed kom fra millionbyen Wuhan i Kina, hvor der for første gang siden coronavirussens udbrud ikke blev fundet nye smittetilfælde i et helt døgn.

Imens kæmper resten af jordkloden med at få bekæmpet den virus, der tog sit udspring i et blodigt og beskidt fødevaremarked i netop Wuhan. Et marked, hvor man slagter vilde dyr på stedet, fordi det er noget, man har gjort i mange år. En kinesisk elite holder fast i, at dyrene rummer særlige sundhedsmæssige egenskaber, mens flertallet af moderne kinesere ikke kunne drømme om at spise de sære dyr.

Den første patient blev fundet allerede i midten af november, men lægen, der slog alarm, fik besked om at holde mund. Dygtige læger kan spotte en pandemi-trussel, når de ser den, men myndighederne valgte at holde oplysningerne tilbage, imens stadigt flere patienter med den ukendte virussygdom blev indlagt på byens hospitaler.

Dermed tabte Kina - og nu resten af verden - det forspring, der kunne have holdt coronavirussen i skak. Takket være et styre, der er mere optaget af kontrol end af gennemsigtighed og folkesundhed.

Har Kina så beklaget over for verdenssamfundet, at man ikke tog corona alvorligt? Har man lovet at lukke de kontroversielle fødevaremarkeder med vilde dyr? Nej, men det kinesiske styre har til gengæld håndfast krævet en undskyldning fra Jyllands-Posten, fordi avisen bragte en tegning af det kinesiske flag pyntet med coronavirus.

Situationen er alvorlig og trist, men den rummer et særskilt problem: Kina har udviklet sig til Danmarks absolut hurtigst voksende eksportmarked. Stort set alle vores industrikæmper som Danfoss, Grundfos, Lego, Vestas og Ecco har set store, årlige vækstrater på det kinesiske marked.

Danish Crown skovler milliarder hjem til danske svineproducenter, der kan sælge alt det kød til Kina, som de overhovedet kan skaffe til historisk høje priser. De gamle hovedmarkeder i Europa og Nordamerika blegner ved siden af de muligheder, der konstant åbner sig i Kina.

Men man skal holde tungen lige i munden, når man driver så store forretninger i et udemokratisk land som Kina. ”Vi har ikke råd til ikke at være i Kina,” lyder en typisk forklaring, når danske erhvervsfolk skal sætte ord på deres vedholdende indsats i verdens folkerigeste republik.

I 2020 er det coronavirussen, der definerer vores hverdagsliv og den globale økonomis velbefindende. Sidste år var der en anden sag, hvor Kina udløste svedige armhuler hos de vestlige virksomheder. Vi husker Hongkong-protesterne, hvor hundredtusinder af Hongkong-borgere demonstrerede mod skærpet lovgivning, der gjorde det muligt at udlevere borgere til retsforfølgelse i Kina.

Vestlige virksomheder blev klemt mellem to negle. Demonstranterne brugte en særlig app på deres Apple Iphones til at overvåge, hvor politiet befandt sig. Det lykkedes hurtigt for det kinesiske kommunistparti at få amerikanske Apple til at fjerne app’en med en forklaring om, at den var farlig for politiet. De fleste kunne se, at Apple blot beskyttede forholdet til et af sine vigtigste markeder og produktionslande, men det var ikke kønt.

De fleste kan også se, at der er store problemer i Kina med grundlæggende menneskerettigheder, men virksomhederne klør alligevel på. Det samme gør de danske myndigheder, som sidste år - efter 10 års diplomatisk arbejde - fik lov at låne to kinesiske pandabjørne til Københavns Zoo som en anerkendelse af de gode relationer.

Når coronakrisen ikke blot letter over Wuhan, men også over resten af verden, vil eksporteventyret til Kina fortsætte. Men samtidig må man gå ud fra, at verdenssamfundet kan enes om at stille krav til kineserne. Til en start kunne de passende lukke markederne med de vilde dyr.

Man må gå ud fra, at verdenssamfundet kan enes om at stille krav til kineserne. Til en start kunne de passende lukke markederne med de vilde dyr.
Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce