Annonce
Erhverv

Erhvervsklummen: De betroede talenter og indlånet

David Bakkegaard Karsbøl, chefstrateg i Sparinvest. Pr-foto

Kære læser: Sæt ikke Deres penge på indlånskonti. Og hvis mit ord ikke er tilstrækkeligt til at overbevise Dem, lyt da i denne anledning til Jesu ord om sagen.

Flittige læsere af bøgernes bog vil kende til lignelsen om de betroede talenter. Faktisk fremgår lignelsen i hele fire udgaver: både i Markusevangeliet, Lukasevangeliet, det såkaldte apokryfe Nazaræerevangelium og Matthæusevangeliet. Så der må være noget om snakken.

Ifølge lignelsen betror en rigmand tre af sine tjenere dele af sin formue, mens han er bortrejst. Den ene får fem talenter (datidens møntenhed), den næste får to, og den sidste får kun en enkelt. De to første investerer talenterne og fordobler inden rigmandens hjemkomst investeringens værdi (kapitalbeskatningen var væsentligt lavere dengang), mens den sidste graver den ene talent ned for at undgå risiko. Ved rigmandens hjemkomst får de to første ros. Den sidste får skældud, fordi den konservative tilgang ikke havde resulteret i et afkast til rigmanden.

Der er megen sandhed i denne lignelse. Uden risiko kan man som udgangspunkt ikke forvente nævneværdigt afkast. I dag kan man faktisk slet ikke forvente en forrentning på en risikofri investering, idet renten er nul. Det svarer ret præcist til at grave sine penge ned og tage dem op igen senere.

Relaterer vi lignelsen til vore dage, er der dog en endnu mere kontroversiel sandhed i lignelsen. Ved vore dages negative renter svarer indlån næsten til at grave sine penge ned.

Jeg skal være den første til at sige, at investeringsafkast – hvad enten det drejer sig om aktier eller obligationer i alle afskygninger – vil være ganske lave over de kommende år, men de vil stadig i en blandet portefølje som gennemsnit være noget højere end den rente, man kan forvente at få på en indlånskonto (og som man i mange tilfælde endda skal forvente at betale for at have pengene stående). Hvis man derfor kan tåle den risiko, som er forbundet med en ren aktieinvestering, vil man mindst kunne forvente et væsentligt større afkast end ved at ”begrave pengene” i form af indlån.

Det samlede indlån i danske banker slår i disse år med jævne mellemrum rekorder. Vi har lige rundet 900 mia. kroner, hvilket svarer til godt 200.000 kroner pr. voksne dansker. Selvom dette beløb også dækker over virksomheders indlån, er det stadig et meget højt tal. Pengene burde blive investeret i stedet – selvom afkastet i aktiemarkedet vil være lavere end normalt over de kommende 10-20 år. Efter min vurdering kan investorer i globale aktier forvente et sted omkring 5 procent om året over de kommende 10 år.

Synes De, at 5 procent i afkast efter skat lyder højt? Så husk, at S&P500, som er det aktieindeks, vi har længst historik på, siden 1871 har givet et afkast på 9,79 pct. før skat frem til i dag. Under den værste 20-års periode frem til 1949 (hvor starttidspunktet dermed var lige før det store krak i 1929) gav indekset et afkast på 2,1 pct. før skat.

99 pct. af tiden har indekset dog leveret et 20-årigt afkast, der var højere end 3,9 pct. før skat, og 90 pct. af tiden har det været bedre end 5,8 pct.

Hvis der i stedet er tale om løbende investeringer, hvor man hvert år investeret det samme beløb (justeret for inflation), bliver man knap så afhængig af, om aktiemarkedet er dyrt eller billigt ved begyndelsen eller slutningen af ens investering. Ved løbende investeringer svarer den årlige forrentning i aktiemarkedet i den værste 20-årige periode (1919-1932) til 2,8 pct., mens den bedste (1979-1999) gav hele 20 pct.

Husk også på, at der har været talrige krige, spændinger, idiotiske og utilregnelige politikere, recessioner, dommedagsprofetier, truende ældrebyrder, yngrebyrder, underfinansierede pensionssystemer, atomkriser, pest, kolera og nonsens siden 1871. På kort sigt er det altid nemt at se huller i osten, men på langt sigt bliver aktieinvestorer betalt for at løbe en risiko. Og de bliver rigeligt belønnet i forhold til de investorer, som investerer i sikrere alternativer og derved ”graver pengene ned”

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce