Annonce
Søndag ifølge

En symptomfri coronasmittet - og de raske med alle symptomerne

Knap så positivt er det, at man også bliver involveret i de andre testofres hosten, sprutten og ubehag, når den væmmelige vatpinds skraben i svælget aktiverer opkastreflekserne.

Kender du Karl Jensens Vej i Holstebro? Langt de fleste læsere - selv dem med stort lokalkendskab i Holstebro - må sikkert melde pas. Men den findes. En undseelig lille stump asfalt for enden af V. F. Welshs Vej. Helt nede i bunden af parkeringspladsen ved sygehuset. Jeg kendte den heller ikke. Ikke før onsdag i denne uge, hvor jeg ligesom en masse andre her fra området stillede op i køen for at blive testet for coronavirus. Lad mig blot udløse spændingen med det samme. Testen var negativ - jeg er ikke smittet. Men det vender vi tilbage til.

I Holstebro foregår den slags ikke i et hvidt telt, men i rigtige bygninger, som ligger i forbindelse med sygehuset. Det gør dog ikke følelsen af at være havnet i en interimistisk håndtering af en krisesituation mindre autentisk. Det hele er faktisk en ret uvirkelig oplevelse. Normalt er vi vant til en høj grad af privatliv, når vi frekventerer sundhedsvæsenet. Ikke her. Men det er helt ok. Sådan må det være. Medarbejderne gør, hvad de skal, og det går hurtigt. Og så kan man følge med i det hele. Man kan se den omfattende sikkerhedsprocedure og rengøringen efter hver patient. Knap så positivt er det, at man også bliver involveret i de andre testofres hosten, sprutten og ubehag, når den væmmelige vatpinds skraben i svælget aktiverer opkastreflekserne. Det hele foregår for åbent tæppe, om man så må sige.

Turen til Karl Jensens Vej var lidt af en firmaudflugt. Der var nemlig ret mange medarbejdere fra avisen, som måtte den vej i denne uge. Fredag ugen før fandt en af journalisterne på redaktionen i Holstebro ud af, at han havde opholdt sig sammen med en smittet. Selv om han havde det fint og ikke kunne præstere skyggen af symptomer, blev vi enige om, at han skulle holde sig væk fra arbejdspladsen, til vi var sikre på, at han ikke udviklede symptomer - eller til han var testet negativ. Bare for en sikkerheds skyld. Mandag blev han testet - stadig uden symptomer. Tirsdag kom svaret. Corona.

Efter flere uger med stort set tomme kontorer, var vi ellers så småt begyndt at vende tilbage til arbejdspladserne. Dog langt fra alle medarbejdere og selvfølgelig med god plads mellem bordene. Vi holder afstand, spritter af og tænker os om. Meldingen om journalistens smitte gav alligevel anledning til bekymring. En hel uge sammen med en smittet... Sygdommen er lumsk, hører vi igen og igen, så alle medarbejdere, der havde arbejdet sammen med ham, blev sendt hjem med opfordring til at lade sig teste. Ergo: Firmaudflugt til Karl Jensens Vej.

Resultatet var glædeligt. Der er stadig kun den samme medarbejder, der er smittet, og han er forskanset bag hjemmets døre. Han har det fint, i øvrigt. Han havde godt nok et par dage med nedsat smagssans - ellers fejler han intet. Han passer sit arbejde og har stadig ingen symptomer. Helt anderledes så det ud hjemme hos mig i de timer, hvor jeg ventede på svaret på testen. Jeg nåede igennem omtrent alle symptomer torsdag formiddag. Alt fra hosteanfald til halsirritation og en snert af hovedpine. Kaffen smagte heller ikke rigtig af noget. Og var der ikke også antydningen af en feber? Jo, det kunne der godt være. Det var selvfølgelig indbildning det hele - og måske overdriver jeg det også en lille smule her. Men frygten for at være smittet kan mange sikkert nikke genkendende til. Flere af mine kolleger kunne i hvert fald. Vi scanner med jævne mellemrum kropsfunktionerne for at mærke efter, om der er noget at bekymre sig over. Og er man som jeg, finder man som regel noget, hvis man bare leder længe nok.

Jeg var glad og lettet over, at der ikke var flere smittede blandt avisens medarbejdere. Og jeg er selvfølgelig lettet over, at jeg selv trak frinummer. Men hvis man nu kunne være heldig at komme gennem hele turen med nedsat smagsevne et par dage som værste konsekvens… Så ville jeg nok efterhånden foretrække at få det overstået.

For en god ordens skyld: Journalisten med corona har ikke været ude at interviewe nogen, mens han har været smittet. Han har udelukkende arbejdet ved skærmen - og det gør han stadig.

Chefredaktør Søren Egebjerg Pedersen. Foto: Morten Stricker
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

To mænd sigtet for forsætlig brandstiftelse

Annonce