Annonce
Danmark

En hyldest til viagra-bukserne - jeg glæder mig til at få et par

Peter Rasmussen, chefredaktør på Avisen Danmark. Arkivfoto

En gang i mellem kan man få fornemmelsen af, at de holder sammen på det hele. Det er dem, man møder til læserarrangementer, biblioteksforedrag, kirkekoncerter, sommerrevyer og alt mulig andet, der kræver, at man forlader hjemmet og udvider sin horisont.

Det handler selvfølgelig om det grå guld eller seniorerne. En gang blev de kaldt ældrebyrden. Nu gemmer de sig i begrebet ”det demografiske træk”. Mere præcist, kan vi også bare kalde dem folk over 65.

For grå er de egentlig ikke. Ingen aldersgruppe har vel i virkeligheden en mere farverig tilgang til livet end netop 65 plusserne. Det er her, de storblomstrede kjoler og de røde brillestel kommer i brug. Det er her, de store sommerhatte foldes ud, og hvor man ikke er bange for at give den gas med både makeup og hårfarve. For mændene er det typisk bukserne, der dukker op i farver, som man sjældent finder i den konforme, jeans-farvede garderobe hos folk under 40.

Lidt uretfærdigt bliver de kaldt viagra-bukser som en drillende kommentar til, at ungdommes mod og farverigdom er vendt tilbage i benklæderne hos de modne herrer.

Men vigtigst er det måske, at det også er den aldersgruppe, der følger med. Det er dem, der holder avis og lytter til radio og lige snupper de vigtigste nyhedsudsendelser om aftenen i tv. Måske fordi de har tid til det. Eller måske i virkeligheden fordi, at det har de altid gjort.

Og præcis derfor er de sjove at få til bords eller som rejseledsagere. De er nemme at tale med, fordi de som regel er velorienterede om det meste og ved lidt om resten.

Sådan synes jeg ikke helt min egen generationer er. Vi har en tendens til at bore os ned i specialer og detaljer, hvor vi ved en ufattelig masse om noget og ikke ret meget om resten. Vi går til koncerter med bands, vi kender i forvejen og er medlem Facebook-grupper med folk, der mener det samme som os selv, og vi læser de bøger, vi har fået anbefalet af vores venner.

På den måde glæder jeg mig til at blive 65 plus og med største selvfølgelighed kan dukke op til et foredrag, som jeg ingen forventninger har til og på forhånd ikke ved en skid om, men bare kommer for at blive klogere. Jeg glæder mig til at tage med min avis på besøg hos virksomheder som jeg intet ved om i forvejen. Og jeg glæder mig til at opnå status som fast gæst ved den lokale sommerrevy, så man bliver inviteret med til premieren.

Og så glæder jeg mig til at få et par af de der røde bukser - som et synligt tegn på, at der stadig er liv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Overskud, der ikke kan beskattes

Man skal nærmest have et hjerte af sten, hvis man ikke kan blive bare lidt glad i låget af gårsdagens historie om de 350 ældre borgere, der var til julefrokost med steg, sild, Richard Ragnvald og brune kartofler. Er man i tvivl om, hvorvidt det var en succes, der skabte glæde blandt de ældre, skal man bare se på de medfølgende fotos, der er en sand eksplosion af glæde. Deltagerne var alle "brugere" af Kær.dk, Privathjælpen og TKC Mad, der havde lavet julefrokosten for deres private kunder, der i det daglige får leveret pleje, omsorg eller mad - og som sådan kan man godt kalde det "kundepleje" og "loyalitetsopbyggende". Man kan også bare lade mundvigene vende opad og anerkende, at de ældre faktisk havde en dejlig og festlig dag sammen med andre ligesindede - hvilket man alt for sjældent hører om. Når der kommer historier fra ældre- og plejesektoren er det oftest rædselsberetninger om dårlig bemanding, uværdige forhold med for få bade og borgere, der må finde sig i først at blive taget op ad sengen til middag af et evigt skiftende personale, der sætter dagsordenen. Der er næppe megen tvivl om, at mange kommuner enten ikke har prioriteret ældreservicen højt nok eller for længe har ignoreret den demografiske udvikling, og dermed ikke i tide har taget højde for det stigende pres på ældresektoren. Og der er næppe heller tvivl om, at man mange steder i ældresektoren vil have gavn af at være nogle flere hænder. Men historien om julefrokosten viser bare også, at alt ikke drejer sig om flere penge. De ansatte i de tre firmaer bag arrangementet bruger deres fritid på at servere og sikre, at julefrokosten kan afholdes. Det er et udtryk for både arbejdsglæde og nærvær. Det er overskud af den slags, som heldigvis ikke kan beskattes, men som der er så meget brug for. Det gælder både i forhold til at rekruttere personale til ældreplejen, og det gælder i forhold til troen på, at alt ikke bare kan måles og tidssættes i et kommunalt Excel ark. Godt gået.

Annonce