Debat

En helt særlig del af Danmark

Sønderjylland er noget særligt. Det vil de fleste sønderjyder skrive under på. Og forklaringen er historisk. I over 600 år udviklede Sønderjylland sig som et hertugdømme, der var tydeligt anderledes end resten af Danmark, og i årene 1864-1920 var landsdelen ligefrem en del af Tyskland. I 1920 blev den delt, så den ene del af det historiske Sønderjylland blev dansk, mens den sydlige del forblev tysk. Det er en lang og kompliceret historie, men den begynder et sted. Et afgørende år er 1232, da Valdemar Sejr udnævnte sin søn Abel til hertug af (Sønder-)Jylland.

Det hele var led i, at kongen var i gang med at forberede generationsskiftet. Danmark var et valgrige, hvor kongen skulle vælges og ikke bare arvede tronen. Man valgte normalt inden for kongefamilien, men der var et spillerum for forhandling og magtkampe. Kongefamilien havde dog nogle gange held til at få valgt en tronfølger, mens kongen selv levede. Det havde kongen allerede gjort i 1215, men nu var tronfølgeren død, så man måtte på den igen. Løsningen lå lige for. Den ældste søn af kongens andet ægteskab, Erik, rykkede op og blev udpeget til tronfølger.

I sig selv har det ikke mere at gøre med Sønderjylland end med Sydsjælland. Valdemar Sejr tænkte imidlertid også på sine andre børn, som blev hertuger og grever i hjørner af riget. Eriks bror Abel blev udnævnt til hertug af Jylland. Det havde andre været før ham. Valdemar Sejr havde selv haft titlen i den periode, hvor hans storebror Knud var konge, og i nogle år før 1232 havde Erik været hertug af Jylland. Nu fik Abel den titel, der var ved at være tradition for at give til søn nummer to. Traditionen sagde også, at titlen i praksis kun gjaldt den sydlige del af den jyske halvø. Grænsen var Skodborg Å – som senere kom til at hedde Kongeåen.

Var Sønderjylland noget særligt, siden det var den del af riget, kongens næstældste søn skulle være hertug af? Svaret er både ja og nej, men mest nej. Områderne længst mod syd var ganske vist meget forskellige fra resten af Danmark. Marsken i sydvest var bosat med frisiske indvandrere, og området syd for Danevirke var blevet koloniseret sydfra. Begge steder havde tilflytterne beholdt deres sprog og indrettet sig anderledes, end det var almindeligt i Danmark. Men det meste af Sønderjylland var ikke mere forskelligt fra Fyn, end Fyn var fra Jylland.

Det danske rige bestod af flere landsdele eller lande, som man sagde. Vigtigst var de tre store lande: Jylland, Sjælland og Skåne. De var ikke bare fysisk adskilt ved sund og bælter, men også temmelig forskellige. Kongen var godt nok (næsten) altid konge af Danmark og ikke af Jylland eller Sjælland for sig, men han var det ikke på helt samme måde i de tre lande. Da man i årtierne omkring 1200 fik en omfattende moderne skriftlig lovgivning i form af store lovbøger, fik de tre lande hver sin. Midtpunkt for de tre lande var landstingene i Viborg, Ringsted og Lund. Det var forsamlinger af stormænd og andre fra området. Tingene fandt sted med mellemrum for at vælge og hylde konger og vedtage love, men også for at holde ret.

Jylland, Sjælland og Skåne var ikke ene om at være lande og have landsting. Det gjaldt også Fyn, Langeland, Lolland, Falster, Halland og Blekinge, som dog ikke havde helt samme status som de store lande. Først og fremmest fik de ikke egne love. Til rækken af lande med eget landsting, men ikke egen lov, hører Sønderjylland. Her kendes et landsting på Urnehoved vest for Aabenraa fra begyndelsen af 1100-tallet. Vi hører dog kun om det ganske få gange i historien. På mange andre måder var det meste af Sønderjylland en almindelig del af Jylland. Da Valdemar Sejr i 1241 som en af sine sidste regeringshandlinger fik vedtaget Jyske Lov, kom den også til at gælde i Sønderjylland, selv om området var lovet til sønnen som hertugdømme. Administrativt var Sønderjylland inddelt i sysler og herreder ligesom resten af Jylland, og man vurderede jord på samme måde og brugte samme mønt.

Før 1232 blev Sønderjylland ikke en gang opfattet som et særligt område. Det ser man allertydeligst af, at området endnu ikke havde et navn. Når man var i Sønderjylland, var man i Jylland. Der var navne på forskellige lokale områder, men der var ikke noget navn, som samlede landet fra Kongeåen til Ejderen. Det er ganske afgørende. Uden et navn er det svært at opfatte et område som en enhed, der hænger sammen indad og er afgrænset udad. Det var også derfor, at hertugerne blev hertuger af Jylland. Det blev anderledes efter 1232. Abels slægt holdt fast ved området mellem Ejderen og Skodborg Å, til den uddøde i 1375. I løbet af den periode lykkedes det dem at gøre Sønderjylland til en næsten selvstændig stat, og i samme tidsrum fik landsdelen sit eget navn. Fra anden halvdel af 1200-tallet blev det almindeligt at tale om Sønderjylland.

Sønderjylland har haft en lang og kompliceret historie derefter. Området blev ved med at være et hertugdømme til 1867, da det blev en del af Preussen. Undervejs nåede det både at blive tæt forbundet med det sydlige naboland Holsten og skifte navn til Slesvig i slutningen af 1300-tallet. Det blev der ikke ændret på, da danske konger igen kom til at regere området efter 1460. Det var således en afgørende udvikling, der blev sat i gang i 1200-tallet.

Navnet Sønderjylland gik næsten i glemmebogen, til danske kredse genoplivede det i 1800-tallet. Navnet var blevet til som led i Sønderjyllands løsrivelse fra Danmark, men i 1800-tallet blev det tværtimod brugt som udtryk for den historiske forbindelse til Danmark. Blot det at tale om Sønderjylland var et bevis på dansk sindelag. Ordet blev stadig brugt om hele det historiske hertugdømme, men det er blevet anderledes efter 1920. Nu bruges det mest om den del, der blev dansk. På den måde indrammer navnet Sønderjylland landsdelens særlige historie og fortæller både om adskillelse og genforening i forhold til det øvrige Danmark. Men det blev til som led i det første, og det var i 1200-tallet, at Sønderjylland blev til og begyndte at blive noget særligt.

100 danmarkshistorier:

Maj måneds bog i serien 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag er ”Hertugdømmet” af Carsten Porskrog Rasmussen. Bogen fortæller hovedtræk af Sønderjyllands historie 1232-1799. Historieprojektet er baseret på 100 bøger a 100 sider, skrevet af 100 historikere. Se mere på 100danmarkshistorier.dk

Som abonnent på en af Jysk Fynske Mediers aviser kan man tegne billigt abonnement her: https://jfm.bestilavis.dk/100/

Carsten Porskrog Rasmussen
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Speedway

Fik frataget finaleløb: Jeg må indrømme, at jeg er rasende

112

42-årig sigtet for blufærdighedskrænkelse

Kultur

Venø Festival fik sin dåb: Strømsvigt og regnvejr, men glade gæster

Holstebro

Bedre mobildækning til Sørvad

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: På gensyn om otte-ti år

For et par uger siden så du dem alle vegne. Glade, unge mennesker med huer i alle farver, som vidnede om, at års ungdomsuddannelse var vel overstået. Nu ser du dem ikke mere. Hverken huerne eller de unge mennesker. Huerne er lagt på hylden og bliver måske fundet frem igen i et nostalgisk øjeblik om mange år. Det samme gælder for hverdagen i Nordvestjylland for rigtig mange af dem. Lige nu er de måske på ferie i udlandet eller i fuld gang med et sommerferiejob, som skal polstre økonomien, inden det går løs. Men om få uger er de fleste af dem i gang med næste kapitel i livet. Et kapitel, som byder på studieliv i en af landets største byer. Væk fra Nordvestjylland. Da jeg selv for godt 20 år siden - i øsende regnvejr i øvrigt - tog turen rundt i Holstebro med hestevogn, hvid hue og en solid promille, havde jeg ingen anelse om, hvad jeg skulle ende med at foretage mig. Dengang fandtes ingen politisk fremdriftsreform som med bonus på karakterskalaen pressede på for en hurtig og effektiv studietid. Jeg havde tid nok. Og jeg havde heller ikke travlt med at komme væk fra området. Men allerede dengang hørte det til undtagelserne. Mange stak af til Aarhus umiddelbart efter studenterfesterne - få valgte København. Jeg endte også i Aarhus, men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg på et tidspunkt skulle hjem igen. Befolkningsudviklingen i Nordvestjylland er ikke direkte skræmmende. Men i mange områder bliver indbyggerne ældre og ældre - og i visse områder er der ligefrem tilbagegang i indbyggertallet. Det gælder for eksempel Struer Kommune. Heldigvis er der gang i rigtig mange initiativer, som skal gøre det endnu mere attraktivt at bo netop her - og ikke mindst initiativer, som skal fortælle om, hvor attraktivt her allerede er. Men den slags preller naturligvis af på de unge med udlængsel, og det er også i orden. Når blot nogle af dem vender tilbage igen. Vi er klar til at tage godt imod dem med trygge forhold, venlige naboer og gode boliger til overkommelige priser. Alt det, vi kender så godt. Tidligere på året var jeg på besøg hos en 9.-klasse på Parkskolen i Struer. En snak om fremtiden afslørede, at klassen ikke rummede en eneste elev, som umiddelbart havde lyst til at bo i Struer. Studier, København og Aarhus over hele linjen. En enkelt gik dog så vidt til at lufte muligheden for at kunne vende tilbage på et tidspunkt. Og lige der er håbet og fremtiden for vores landsdel. Dem, der vender tilbage. Der er selvfølgelig - og heldigvis - også en del af ungdomsårgangen, som bliver her. Nogle har valgt de studier, som findes netop her, og andre flytter i øvrigt hertil af samme årsag. Nogle har afsluttet erhvervsskolernes uddannelse og er nu på vej ud på det arbejdsmarked, som skriger efter deres kvalificerede arbejdskraft. Dem skal vi være ekstra glade for. De er livsnødvendige for de lokale virksomheder, og de er med til at sikre et attraktivt og ungt miljø, som kan lokke flere tilbage igen. Den gode nyhed er, at vi ikke behøver lefle for de unge. Når vi her i avisen taler med tilflyttere - eller tilbageflyttere - så kommer de stort set altid af de samme årsager. Og det er i øvrigt af de samme årsager, at vi andre bor her. Fordi det gode job er her. Fordi kulturlivet og idrætsforeningerne trives. Fordi det hele er tæt på naturen. Fordi naboen er venlig og hjælpsom. Slet og ret fordi her er rart at bo.

112

Amok i nat: Stjal teleskoplæsser, spiddede bil og fortsatte ind i anden bil

Lemvig For abonnenter

Nordea-fonden siger stop for Lemvig prisen

Navne For abonnenter

Efter hjerneblødning: - Jeg havde aldrig tænkt over, at livet kunne blive ændret så pludseligt

Struer

Nu svømmer de igen fra Venø til Humlum

Annonce