Annonce
Mærkedage

En forsigtig ældre vismand fra Korea

Ban Ki-moon, der den 13. juni fylder 75, rejser stadig rundt i verden og holder taler. I marts talte han i Hainan-provinsen i Kina i organisationen Boao, en slags asiatisk udgave af Verdens Økonomiske Forum i Davos. str/Ritzau Scanpix
FN's tidligere generalsekretær Ban Ki-moon fylder 75 år nu. Han har sluppet de diplomatiske tøjler i New York, men mødes stadig med andre tidligere ledere.

75 år: Der findes en ærefuld klub, som det er de færreste forundt at blive optaget i.

Men sydkoreaneren Ban Ki-moon er en af dem, der er kommet med i klubben "The Elders".

Det er her, at flere verdensledere mødes, når de har smidt ansvaret fra sig.

Her, hvor ældre kvinder og mænd med erfaring og visdom drøfter tidens gang.

Hvor personer som Gro Harlem Brundtland, Jimmy Carter og Desmond Tutu kan mødes.

Ban Ki-moon er ældre. Han fylder 75 år den 13. juni og har været med i "The Elders" i et år.

Det, der var adgangsbilletten, var hans næsten ti år som generalsekretær for FN. Han havde posten i perioden fra 2007 til 2016.

Han har arbejdet med nogle af klodens største problemer som krig, fattigdomsbekæmpelse og klimaspørgsmål.

De årlige klimakonferencer sker i FN-regi. Det var Ban Ki-moon, der var generalsekretær, da den såkaldte Paris-aftale, hvor verdens lande blev enige om i samlet flok at arbejde for at reducere den globale opvarmning, kom på plads i 2015.

Han var også generalsekretær, da krigen i Syrien brød ud i 2011, og den har FN - eller andre - trods mange og lange forhandlinger fortsat ikke fået standset.

Det var ikke alle, der var begejstret for den tidligere sydkoreanske udenrigsminister Ban Ki-moon, da han fik den høje post i FN-hovedkvarteret i New York.

Hans facon var anderledes end i hvert fald kulturen i vestligt diplomati.

Han var mere afdæmpet, ingen skulle fornærmes.

BBC har skrevet, at kritikere savnede karisma. De savnede også, at han turde kritisere manglende menneskerettigheder i store lande som Rusland og Kina.

I 2009, da han stadig var i sin første periode som generalsekretær, kom der fokus på hans lederevner, da et notat fra Norges daværende FN-ambassadør, Mona Juhl, lækkede til norsk presse.

Heri stod, at Ban Ki-moon "kæmper for at vise lederegenskaber".

- Han glimrer ved sit fravær, når brede globale spørgsmål drøftes. Hans ledelse har været væk under finanskrisen, og han er usynlig i miljøspørgsmål, skrev den norske ambassadør.

Han så selv anderledes på det. Han regnede sig for brobygger.

- Jeg ser blød ud på overfladen, men har en indre styrke, når det gælder, skal han engang have sagt.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.

Annonce