Annonce
Mærkedage

Ejendomsmægleren begyndte med politik

Pernille Sams er et kendt ansigt. Det tidligere folketingsmedlem, der fylder 60 år onsdag den 27. november, var i år med i det årlige velgørenhedsarrangement Stjernegolf sammen med andre kendte fra både sports- og underholdningsverdenen. (Arkivfoto) Dam, Niels Henrik/Ritzau Scanpix
Pernille Sams blev for alvor kendt i "Liebhaverne", men har lavet meget både før og siden. Hun har været i Folketinget og i dyreverdenen. Onsdag fylder hun 60.

60 år: Hun er et kendt ansigt og har arbejdet med alt fra politik til huse og tv.

I dag lever hun af at sælge ejendomme, men bruger også sin tid på at hjælpe dyr i nød. Onsdag den 27. november fylder hun 60 år.

Pernille Sams' karriere begyndte i det politiske. I starten af 1980'erne arbejdede hun som jurist for den konservative folketingsgruppe.

I 1987 blev hun så selv valgt til Folketinget. Her nåede hun blandt andet at blive næstformand for folketingsgruppen og erhvervs- og boligordfører.

Det kan være, at hendes ordførerskab inspirerede hende til det næste karrierehop.

For siden sit farvel til Slotsholmen i 2001 har hun brugt uddannelsen som ejendomsmægler til at drive sit eget firma med speciale i at sælge dyre boliger - såkaldte liebhaverejendomme.

Firmaet Pernille Sams Ejendomsmæglerfirma fylder ligesom Pernille Sams selv rundt. Det er i år 20 år siden, hun stiftede det.

Hendes navn blev for alvor landskendt, da hun i 00'erne trådte ind i stuerne i boligprogrammet "Liebhaverne".

I programmet, der kørte på TV2, vurderede hun eksklusive ejendomme sammen med makkeren Jan Fog.

Pernille Sams har haft et utal af bestyrelsesposter. Hun har siddet i bestyrelsen i Sund & Bælt, der driver de faste forbindelser over Storebælt, Øresund og engang også Femern Bælt.

I dag sidder hun i bestyrelsen hos Dansk Ejendomsmæglerforening og i repræsentantskabet for pensionsforeningen Velliv.

Hun er også formand for World Animal Protection Danmark. Organisationen arbejder for at beskytte dyr mod udnyttelse og mishandling, og det ligger Pernille Sams' hjerte nært.

- Det ligger mig meget på sinde, at dyr skal have et godt liv, behandles ordentligt og med respekt, sagde hun i 2017, da hun blev udnævnt som formand.

Pernille Sams er gift med Preben Pamsgaard. De har været gift i over 30 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Løkke tilbage i Thyborøn i høj sol

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Hvis det kunne svare sig at køre på el, gjorde vi det allesammen

Jeg overvejer at købe en elbil. Eller rettere - jeg overvejer på et lidt useriøst plan, om jeg har grund til at overveje det på et lidt mere et seriøst plan. Den slags beslutninger tager tid. Tanken skal have lov at modnes i mit nordvestjyske sind, og selv om jeg efterhånden er klar til elbilen, er den måske ikke helt klar til mig. Sådan rent økonomisk. Min første bil var en Ford. En pilrådden Escort fra 1986. Det var den model, som blev produceret i Brasilien og som havde en 1,3 liters motor, der var lige så tørstig, som bilen var upålidelig. Jeg havde den i et års tid, inden jeg blev magelig og opgraderede den til noget mere driftsikkert. I løbet af det år bidrog jeg i helt ustyrlig grad til det, vi i dag kender som klimaforandringer. Det vil jeg godt beklage. Men vi var ikke klogere dengang - jeg var i hvert fald ikke. Det var min første bil, og følelsen af frihed var enorm der bag rettet, så den kørte nærmest i døgndrift. Modellen var ikke bare en benzinsluger. Den var også en af de sidste, som krævede fuldfed 98 oktan benzin - med bly, naturligvis. Og hvis udstødningen under det larmende, himmelblå vidunder nogensinde havde rummet et filter, så var det for længst udtjent, da jeg overtog ejerskabet. En familie i Lemvig havde bragt den tæt på bilkirkegården, og jeg sørgede for at sende den i graven med manér. Det passer selvfølgelig ikke helt, når jeg skriver, at vi ikke var klogere dengang. Det var i 90'erne, og selvfølgelig vidste vi alle, at bilernes udstødning ikke gjorde noget godt for miljøet. Klimaet fyldte bare ikke så meget i den offentlige debat og endnu mindre i hovedet på en ung mand bag rettet i sin første bil. Da jeg skiftede Forden ud, var jeg dog meget fokuseret på at købe en model med et mere diskret brændstofforbrug. Jeg kan desværre ikke prale af, at det var af ideologiske hensyn. Det handlede udelukkede om prisen. Den gamle Ford klarede omkring otte kilometer på en liter blyholdig benzin. Den nye tog blyfri og kørte en halv gang længere på en liter. Fremskridt. Siden har jeg haft en del forskellige biler, og hvert skifte har gjort det en smule mindre belastende for miljøet, at jeg tillader mig privatbilens luksus. Eller det bilder jeg mig i hvert fald ind. Jeg får hovedpine af at tænke på, hvad det kræver at regne det samlede "klimaaftryk" for en bil ud. Produktion, fragt og brændstof er slemt nok. Men tænk bare på den øgede velstand hos medarbejdere i fjerne lande, der har arbejdet med at producere bilen. Og deres øgede forbrug. Nej - det bliver for komplekst. Jeg holder mig til brændstoffet og polerer en smule på min falmende glorie. Min nuværende bil har alle tænkelige filtre og kører dejligt langt på literen. Det var faktisk årsagen til købet. Jeg er måske nok blevet små 25 år ældre, men når jeg skal være helt ærlig, så er det stadig den nederste linje i økonomien, der er afgørende for mit valg af køretøj. Vi skrev i denne uge om, at Holstebro Kommune ligger næstsidst bland landets kommuner, når man ser på, hvor stor en andel af bilerne, der er regulære elbiler. Det er der rigtig mange, rigtig gode grunde til. Elbilens begrænsede rækkevidde er ofte et argument for ikke at skifte. Jeg bruger selv samme argument. Men jeg ved også, at det ikke er helt sandt. Jeg er helt overbevist om, at jeg ville have skiftet min dieselbil ud med en elbil, hvis det var en økonomisk fordel for mig. Og jeg er næppe alene. Den samlede økonomi er afgørende for mange, når de køber bil, og lige så snart elbilen vinder i udregningen, så skal I bare se, hvordan vi alle - også i Nordvestjylland - er klar til at skifte forbrændingsmotoren ud. Mens vi venter på, at det også kan svare sig for pengepungen at køre på el, fortsætter jeg med at skamme mig en smule over mit bidrag til planetens opvarmning. Men kun lidt. For jeg har en stor tro på, at den teknologiske udvikling nok skal redde os alle sammen. Det er en mere behagelig tanke end det modsatte. Og udviklingen har da trods alt gjort det af med den blå røg fra min gamle Escort.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];