x
Annonce
Mindeord

Egyptens afsatte præsident Mubarak er død

Den afsatte egyptiske præsident Hosni Mubarak vinker til sine tilhængere under et hospitalsophold i 2015. Foto: Mohamed Abd El Ghany/Reuters

Han var en af veteranerne i såvel egyptisk som mellemøstlig politik. Men tirsdag 25. februar kunne han ikke mere. Muhammed Hosni Mubarak, Egyptens tidligere præsident, er død i en alder af 91 år. Han døde på et egyptisk hospital i hovedstaden Kairo, hvor han var indlagt, rapporterer statsligt egyptisk tv.

Ofte har præsidentposter i Mellemøsten vist sig at være livstidsstillinger, og det satsede Mubarak formentlig også på. Han blev præsident i 1981, men 11. februar 2011 var det pludselig slut. De folkelige protester i Nordafrika mod enevældige præsidenter skyllede ind over Egyptens grænser, og Mubarak blev tvunget til at gå af. Det skete ikke uden modstand. Regimets sikkerhedsstyrker dræbte anslået 850 demonstranter, inden Mubarak meddelte, at han gik af.

Mubaraks afgang fra præsidentposten i 2011 førte til Egyptens første demokratiske valg. Her blev den nu afdøde islamistiske præsident Mohamed Mursi indsat. Han sad dog kun et enkelt år, før hans styre blev afsat af daværende hærchef Abdel Fattah al-Sisi. Sisi har siddet som præsident siden 2014.

Efter at være blevet væltet fra præsidentposten i 2011 blev Mubarak fængslet. Og i foråret 2012 blev han idømt fængsel på livstid for sin rolle i styrets forsøg på at nedkæmpe oprøret. Men en appeldomstol krævede, at sagen skulle gå om. Det endte med, at anklagerne mod Mubarak blev forkastet. Han blev løsladt igen i marts 2017 efter at være blevet frikendt for alle anklager.

Størstedelen af de seks år, han sad i fængsel, blev tilbragt på et militærhospital - angiveligt under noget bedre forhold end i de fængsler, hans eget styre kastede sine modstandere i.

Mubarak blev født 4. maj 1928 i landsbyen Kafr Moselha i Minufiya-provinsen i Nildeltaet. Netop denne egn har ry for at lægge stor vægt på uddannelse og karriere for bysbørnene, og adskillige drenge fra byen er endt på ministerposter i Kairo.

Det gik også godt for Hosni Mubarak, der efter endt skolegang valgte at gøre karriere i militæret. Han kom i luftvåbnet, blev uddannet pilot i 1950'erne og blev blandt andet trænet i det daværende Sovjetunionen, som var allieret med Egypten. Det gik dog knap så godt for det egyptiske luftvåben, som Israel udraderede under krigen i 1967. Men Egyptens daværende stærke mand, Gabel Abdel Nasser, gav Mubarak til opgave at genopbygge luftvåbnet.

Mubarak blev stabschef i luftvåbnet og senere, i 1972, øverstkommanderende for Egyptens væbnede styrker. Som sådan var han dybt involveret i planlægningen af det egyptisk-syriske overraskelsesangreb på Israel i 1973. Her tabte de to arabiske lande endnu en krig til Israel, men angrebet formåede at presse israelerne, hvilket i den arabiske verden blev udlagt som en sejr, som den egyptiske præsident, Anwar Sadat, brugte som fundamentet for tilnærmelser til Israel. Sadat gjorde i 1975 Mubarak til sin vicepræsident, og han var også involveret i de forhandlinger, der førte til fredsaftalen med Israel i 1979. To år senere blev Sadat myrdet i Kairo, og Mubarak fik så den præsidentpost, han sad på, indtil folket i 2011 sagde stop.

Efter attentatet på Sadat blev der indført undtagelsestilstand i Egypten, og den var i kraft i hele Mubaraks præsidenttid. Han brugte undtagelseslovene til at holde oppositionen nede, herunder islamisterne i Det Muslimske Broderskab.

Som præsident trak Mubarak sit land i retning af Vesten, og han brugte meget krudt på at forsøge at mægle imellem israelere og palæstinensere. Men det var i hans lange præsidenttid småt med fremskridt for egypterne, der stadig plages af stor fattigdom og stor arbejdsløshed. Indimellem har der også været terrorangreb i landet, blandt andet imod turistmål. Som præsident blev Mubarak ifølge den britiske tv-station BBC udsat for mindst seks attentatforsøg.

Mubarak efterlader sig sin hustru, Suzanne Sabet, og to børn, sønnerne Alaa og Gamal.

/ritzau

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce