x
Annonce
Struer

Efter tre år i smertehelvede har Camilla det nu godt

Operationen, der foregik på Rigshospitalet, tog omkring syv timer. Foto: Morten Stricker
29-årige Camilla Højgaard Hansen blev i fire år kastet rundt i sundhedssystemet med en ødelagt ryg og stærke smerter, uden at nogen kunne give hende en diagnose eller hjælpe hende. Nu er hun på vej ud på den anden side og kan se lyst på livet igen

Struer: Hun åbner selv døren og byder indenfor. Spørger om man vil have en kop kaffe. Trisser rundt i lejligheden og ordner småting, mens hun tørrer de sidste tallerkener af og sætter det rene opvask til side. Går ind i stuen og sætter sig på sengen med benene over kors med et lille, fredfyldt smil på læben. Måske lidt stift, men det er også kun naturligt, når man tænker på, at hendes rygsøjle nu er blevet udstyret med 32 skruer - 16 på hver side. Og sting hele vejen ned langs ryggen til slutningen af lænden. Operationen virkede næsten bedre, end både Camilla Højgaard Hansen og hendes mand Yarob Mahmoud havde turdet håbe.

- Det er helt fantastisk, siger hun.

Smilet bliver større.

Annonce

Jeg er næsten selv i chok over, hvor godt jeg har det.

Camilla Højgaard Hansen

I chok

Da Dagbladet besøgte 29-årige Camilla Højgaard Hansen for første gang i juli sidste år, så situationen helt anderledes ud. Camilla kunne næsten ikke gå, og hun var stort set lænket til sengen døgnet rundt på grund af svær skoliose, der havde resulteret i at Camillas krop hældte foroverbøjet frem i en vinkel på 90 grader samt 90 grader i venstre side. Hun var voldsomt plaget af diskusprolapser og diskusprotusioner, og hendes hældning i siden gjorde, at hendes nederste ribben trykkede mod hendes hofte. Hendes ben kunne næsten ikke bære hende, hun havde voldsomme smerter døgnet rundt, og det var umuligt at smertedække.

Sådan havde det været i tre år - og det blev hele tiden værre. Camilla besøgte et virvar af læger og fysioterapeuter, blev scannet og undersøgt og trykket på, men ingen kunne finde en diagnose og dermed ingen optimal behandling. Hun havde været nødt til at droppe sit studie og stod nu til at måtte droppe endnu et, da hun fysisk ikke ville være i stand til at varetage en praktikplads. Hun kunne ikke selv komme på toilettet, hun kunne ikke selv gå i bad, lave mad, støvsuge eller gå med parrets to hunde. Hun var afhængig af sin mand og svigerfamilie, og situationen så ærligt talt en smule sort ud.

- Adskillige fysioterapeuter og kiropraktorer har allerede opgivet at hjælpe mig. Altså, ender det her med, at jeg kan blive lam? Det er jeg da bange for. Får jeg nogensinde min uddannelse? Hvad kommer der til at ske, hvis jeg aldrig slipper af med smerterne? Hvilke mén kan jeg ende med at få? Det tænker jeg meget over. Jeg synes, det er grotesk, at et hold i ryggen for snart tre år siden gør, at jeg nu sidder her, sagde hun dengang.

Men nu er der kommet andre boller på suppen og skruer i ryggen. I starten af februar fik hun endelig efter mere end tre års ventetid den operation, som hun selv følte ville kunne hjælpe hende til et bedre liv, en såkaldt stivgørende operation i ryggen, der nu har rettet ryggen op. Skævheden og hældningen til venstre er helt væk, og i stedet har Camillas gode humør og tro på fremtiden fundet plads.

- Allerede dagen efter operationen var jeg oppe at gå med et gangstativ. Jeg er næsten selv i chok over, hvor godt jeg har det, siger hun.

Hele hendes ansigtsmimik har ændret sig. Hvor bekymringer og frustrationer før satte tydelige tegn i hendes unge ansigt, er det nu som om, at alt omkring hende, både mentalt og fysisk, er opløftet. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at hun før operationen blev målt til at have en højde på 130 centimeter, som efterfølgende er vokset til 159 - blot én centimeter lavere end før hun fik rygproblemer.

Ikke en belastning

Før operationen måtte Camilla Højgaard Hansen og hendes mand dog igennem en sidste udfordring. Operationen skulle foregå på Rigshospitalet i København, da Camilla havde gjort brug af det frie sygehusvalg, da hun ikke følte at hospitalet i Aarhus, som hun ellers var tilknyttet, kunne gøre nok for hende. Men det betød, at hun selv skulle finde ud af at komme hjem efter operationen, der varede i omkring syv timer. Noget, der fik både borgere og lokale regionsrådspolitikere til at råbe vagt i gevær.

Det gik dog ok, hvis man spørger Camilla.

- Jeg fik noget ekstra smertestillende og noget morfin med fra hospitalet, og jeg sad på en dyne og havde puder i ryggen. Vi holdt vist to pauser undervejs, og selv om jeg var rimelig presset af smerter, da vi kom hjem, så gik det ret glidende, siger hun.

Der er heller ikke noget, der er for stor en udfordring til hende lige nu, og ikke noget, der kan ødelægge hendes humør.

- Jeg var ude at gå en lang tur den anden dag forbi Fakta, ad Peter Bangs Vej, Nørmarkvej og langs stien hjem. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gået så langt, siger hun med en smule stolthed i stemmen.

Der er også kommet styr på studiet, for til april starter hun i praktik som finansøkonom, og hun regner med at være helt færdig til november. Hendes mand har fået opholdstilladelse i landet, og de venter blot på, at han får sit CPR-nummer, så han kan begynde at arbejde.

- Der er ikke flere nederlag, siger Camilla.

- Det er virkelig fantastisk at føle sig normal igen og ikke føle, at man er en belastning for folk. Når man sidder i en situation, som jeg gjorde, så kan man nemt komme til at føle sig ubrugelig, uduelig... Men nu stoler jeg på min krop, og jeg er ikke længere bange for at falde, siger hun.

Camilla Højgaard Hansens smertehelvede ser nu ud til endelig at være forbi. Foto: Morten Stricker

Lang vej igen

Lige nu er hun helt smertedækket af stærke piller, og der kommer til at gå omkring et år, før Camilla Højgaard Hansen er helt på toppen igen. Så lang tid tager det for kroppen at hele efter operationen, har hun fået at vide. Hun skal langsomt genoptræne sine muskler og på et tidspunkt trappes ud af pillerne. Der er endnu meget arbejde foran hende. Men hun har allerede vundet så meget. Pludselig er der plads til tanker om et større sted at bo, en uddannelse og et job, måske børn...

Og så det lidt mere nære. De sejre, der sker nu. Som da Yarob og Camilla giver deres fire-årige hund Flacko halsbånd på og begiver sig ud på en gåtur med ham. Den ellers så velopdragne Flacko er næsten manisk, fuld af energi, og hopper og springer rundt. Han er næsten svær at holde stille, og det er Yarob, der tager selen, selv om Flacko, ifølge parret, er "mors hund". Bare for en sikkerheds skyld.

- Han er slet ikke vant til, at jeg er med ude, når han går tur, siger Camilla.

Og smiler.

Sådan så parrets liv ud første gang Dagbladet besøgte Camilla og hendes mand Yarob. Camilla var lænket til sengen med stærke smerter, og måtte have hjælp til alt. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Røntgenbilledet til venstre viser Camillas ryg før operationen - til højre efter. Foto: Morten Stricker
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Annonce