x
Annonce
Udland

Drengespejdere i USA søger konkurs efter sager om overgreb

Jim Urquhart/Reuters
Bevægelsen står over for et stort antal erstatningskrav, efter at det er blevet lettere at indlede retssager.

Drengespejdernes organisation i USA har tirsdag indgivet en konkursbegæring. Det sker, efter at der gennem årtier er blevet rejst et stort antal sager om sexovergreb mod børn mod bevægelsen.

Annonce

Konkursbegæringen ventes ikke at gå ud over organisationens programmer, hvor der lægges vægt på selvtillid og praktisk sans ved udendørsaktiviteter og lejrliv.

Spejderbevægelsen kæmper i forvejen med faldende medlemstal og stridigheder om, hvorvidt den skal optage homoseksuelle og åbne op for piger og kvinder.

Organisationen, der på engelsk hedder The Boy Scouts of America, har hovedkvarter i Irving, Texas. Den har erklæret, at den oprigtigt undskylder over for alle, som har været offer for sexovergreb. Samtidig opfordrer den alle ofre til at stå frem.

Bevægelsen, som blev oprettet i 1910, er blevet overvældet af hundredvis af sagsanlæg i forskellige delstater - deriblandt New York.

Her har ny lovgivning gjort det lettere at indlede en retssag på baggrund af beskyldninger om sexmisbrug, selv i tilfælde hvor ovregrebene ligger langt tilbage i tiden.

Lovændringerne er blevet gennemført i forbindelse med, at #MeToo bevægelsen har vundet frem, der har haft til formål at ændre holdninger i offentligheden og øge opbakningen til personer, som står frem og siger, at de er blevet misbrugt.

Resultatet er en lang række sagsanlæg mod kirkeleder, læger, skoler - og spejdere.

I en erklæring fra The Boy Scouts hedder det, at "vi kan leve op til vort sociale og moralske ansvar om at yde ofrene en retfærdig erstatning".

Bevægelsen understreger, at den samtidig vil sørge for at gennemføre missionen om "at hjælpe unge, familier og lokalsamfund".

Paul Mones, som repræsenterer hundredvis af mænd, som hævder, at de har været udsat for sexovergreb som spejdere, siger, at konkursbegæringen er indgivet, fordi sexovergreb begået af voksne spejderledere har været holdt skjult i årtier.

Konkursbegæringen gør det muligt for sagsøgerne at samle alle sager i en retssag og forhandle om et forlig. Alternativt skulle bevægelsen gå ind i et meget stort antal retssager, hvor ofrene risikerer ikke at få tilkendt erstatninger.

En lignende strategi har været anvendt i retssager om katolske præsters og amerikanske gymnastiklederes sexmisbrug af børn.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce