Debat

DR2-serie udstiller rovdrift på mennesker og ressourcer. ’Ranes Museum’ viser de sørgelige konsekvenser af offentlige nedskæringer

Michala Linn

Nedskæringer: Man sidder med en underlig smag i munden efter sidste afsnit af Ranes Museums anden sæson på DR2. For selvom museumsdirektør Rane Willerslev er sympatisk, hårdtarbejdende og underholdende i sin kamp for museets overlevelse, ligger den underliggende præmis og skurrer. Årsagen til alle direktørens trængsler, nemlig præmissen om at "Nationalmuseet skal spare, koste hvad det vil."

Og koste, det gør det: Rane Willerslev må konstatere, at han er blevet mere gråhåret, og at hans generelle helbred begynder at lider under, at han hverken får nok søvn, har tid til frokostpause eller har overskud til andet madlavning end frysepizza. ”Jeg kan godt mærke, at flommevommen bliver større, og energien svinder ud, og når jeg kigger mig selv i spejlet, så tror jeg, det er løgn,” konstaterer Willerslev i afsnit 5. Det får alle alarmklokker om risiko for stress og udbrændthed til at ringe.

Derudover har det også mere strukturelle konsekvenser: Man må man opsige flere af museets lejekontrakter, 35-40 medarbejdere mister deres stilling og de medarbejdere, der er tilbage, skal udfylde hullerne fra deres tidligere kollegaer. Mest tåkrummende bliver det, da Ranes sekretær bliver tvunget til at sige op, fordi hun, som følge af fyringsrunden, pålægges ekstra arbejdsopgaver (svarende til en hel dags arbejde). Den erfarne og uundværlige sekretær kan simpelthen ikke nå den øgede arbejdsmængde, som hun vurderer som ”urealistisk”. Og Willerslev må rådvild konkludere: ”Jeg ved ikke, hvem der skulle kunne overtage hendes rolle.”

Det spørgsmål har i mine øjne to mulige svar: Intet dødeligt menneske eller en medarbejder, der slider sig selv ihjel. Nogen må råbe, at ”kejseren er nøgen!” Besparelserne er ikke et grundvilkår, som vi må acceptere og leve med. Det har i flere år været et politisk mål, at hospitaler, uddannelses- og kulturinstitutioner, som Nationalmuseet, skulle underlægges årlige besparelser. Samtidig skal de levere – ikke bare samme kvalitet – men bedre kvalitet på flere områder. For vi skal jo kunne konkurrere med det internationale marked. Hvornår påpeger nogen den åbenlyse sandhed, at man ikke kan få samme ydelser og kvalitet for stadigt færre midler. Og hvornår stiller nogle spørgsmålet: ”Når den danske økonomi går fremad, og pengene tages fra velfærdssamfundets kerneydelser - hvor ryger alle de besparede penge så hen?”

Jovist, man kan også sige, at ”nød lærer nøgen kvinde at spinde” – eller rettere ”nødsituation lærer nøgen kvinde at spinde.” Således må man også tage hatten af for museets ansatte, der udviser stor kreativitet og nytænkning i en meget presset situation. Men når nøden bliver en kronisk tilstand, drives der rov på kreativiteten, og de depoter, vi skal bruge i uforudsete situationer, bliver udtømt. ”Kvinden” bliver med andre ord afkræftet, syg, overbelastet og stresset. Det er ulogisk, at det skulle kunne lade sig gøre at give 150 procent på arbejdet hver dag. Jeg er oprigtigt bekymret for de offentligt ansattes helbred.

Magthaverne må kigge op fra excel-arkene og spørge sig selv, hvilket Danmark vi vil have? Velfærdssamfundet udspringer af en vision om, at de gamle skal tages af, børnene skal passes i trygge og stimulerende omgivelser, de unge skal kunne uddanne sig, og at folket skal have adgang til vores fælles kultur på tværs af sociale skel – kort sagt en vision om et godt, sundt og indholdsrigt liv for alle. Jeg må minde regeringen om, at den offentlige sektor ikke er en irriterende ekstraudgift, vi skal skære ned på - den er selve rygsøjlen i det danske samfund.

Hvis man stadig insisterer på at kigge den offentlige sektor med økonomiske skyklapper, kan jeg citere en henvise til en analyse fra Dansk Industri, der konkluderer, at museerne bidrager med betydelig flere milliarder, end staten giver dem i støtte.

Kære politikere: Gør det ansvarlige, og giv Nationalmuseet og det offentlige Danmark den nødhjælp og økonomiske indsprøjtning, der er brug for!

0/0
Annonce
Læserbrev

Miljø. Ryd op ved Høfde 42

Læserbrev

Ulven. Umuligt at sikre store naturarealer

Leder For abonnenter

Godt set af Jyden i Bur

Leder For abonnenter

Valgplakater eller ej

To valg står for døren. Partimedlemmerne har haft rigtig travlt med at hænge valgplakater op til begge valg, så i denne tid er der ekstremt mange valgplakater, når man bevæger sig rundt ikke blot i bybilledet, men også når man kører på landevejene, hvor landmænd har lagt jord og halmballer til nogle meget store nogle af slagsen. Der er kamp om de bedste placeringer, og der konkurreres flittigt i at gøre dem så iøjnefaldende som muligt, og det ses ofte ved, at der hænger et meget stort antal plakater af den samme kandidat inden for et lille område. Har det nogen effekt? Ja, det kan jo nok diskuteres længe, men det kan ikke afvises, at det påvirker usikre vælgere, hvis der hænger et meget stort antal plakater for den samme kandidat, da det jo giver det indtryk, at der er en voldsom opbakning. Skal vi afskaffe dem? Nej, der er en god dansk valgtradition, som sætter kulør på den demokratiske proces. Men derfor kan man jo godt diskutere måden, det gøres på. Og det gør nogle så. Valgplakaterne giver ofte anledning til debat. Senest har det socialdemokratiske byrådsmedlem Lars Stampe fra Holstebro, været ude med, at der er for mange, og at de er lavet af miljøfarligt plastik. Han vil have dem samlet på dertil indrettede standere, så de ikke pryder hver en lygtepæl. Har han ret i, at de er produceret af miljøfarligt plastik, så er der en del partier, der har et problem, da de i deres valgkamp har fokus på netop miljøet og bekæmpelsen af overforbruget af plastik. Har man det som budskab, så må man selvfølgelig gribe i egen barm og finde et andet materiale til disse plakater. Problemet med de gamle af træ og pålimede plakater var jo, at et regnvejr kunne være særdeles hård ved disse plakater. Men skal der være dertil indrettede standere til plakater? Det ville i givet fald tage det "sjove" af plakaterne. Det er jo netop fantasien, der gør, at det kan være morsomt at se på plakaterne. Selvfølgelig skal de ikke hænge ulovligt, hvor der er mange, der hænger alt for tæt på vejkryds med risiko for trafiksikkerheden. Men skulle det hele sættes i system, så går det spændende af det, og så kan man lige så godt lade være. Vi ser ofte en kritik fra nogle partier om, at der er andre, der breder sig alt for meget. Det er klart, da der er små partier med få medlemmer til at gøre arbejdet og få penge til at betale, der føler sig trynet af de store med mange medlemmer og dermed penge og plakater. Men det er jo lige som spillets regler. Og når reglerne overholdes, så er plakaterne en del af den danske valgkultur.

Læserbrev

Ytringsfrihed. Fjernelse af blasfemiparagraffen - et udslag af politisk opportunisme

Læserbrev

EU. Ja til EU's kerneværdier – nej til fælles EU-skatter

Læserbrev

Valg. Now you see me, now you don't

Annonce