x
Annonce
Holstebro

Det gælder om at trække vejret dybt

Den italienske teatergruppe Teatro tascabile med stylter og den franske hesteteatergruppe Théâtre du Centaure sørgede for nogle billeder i en græsk tragedie, som de mange tilskuere nok ikke glemmer med det første. Foto: Morten Stricker

Stylter og skræppende skeletter samt heste og hestekræfter fik omkring 300 tilhørere at se i Råsted på en almindelig onsdag med en ikke helt almindelig forestilling.

Råsted: - Hov, døde han ikke i den første scene?

Et ungt menneske fra sin plads på de i alt 35 tons halmballer i Råsted havde som sådan ret. En sortklædt mand på stylter fra den italienske teatergruppe Teatro tascabile di Bergamo var tilsyneladende død i den første scene, men mod slutningen af "Theatrum Machinae" var han der altså igen. Det kunne man så spekulere over - eller blot nyde den halvanden time lange forestilling på stylter, teleskoplæsser, hesteryg og på ATV. De to sidste transportmidler styrede nogle lokale ansigter i form af Johanne Rahbek, Dicte Maarbjerg Thornvig og Karl Stjernholm Andersen fra Idom.

- Nej, erkendte otteårige Karl blankt på spørgsmålet, om han forstod alt i "Theatrum Machinae", men så skal det rettelig tilføjes, at hans motorkræfter blot krævede to dage med øvelser inden showet.

Johanne og Dictes hestekræfter derimod krævede et halvt års forberedelse, og det gav en bedre forståelse.

- Forestillingen handler om disse børn, der skaber et Festjylland efter et Big Bang, der har slettet hele Vestjylland. Og så viser det sig, at der er mange flere, der har overlevet, forklarede 11-årige Dicte Maarbjerg Thornvig.

Annonce

Theatrum Machinae

Theatrum Machinae er en del af Holstebro Festuge og indeholder både internationale og lokale aktører.Forestillingen er instrueret af Kai Bredholt (Odin Teatret).

De internationale aktører er Teatro tascabile di Bergamo (Italien) og Théâtre du Centaure (Frankrig). Derudover medvirker: Idom-Råsted Borgerforening, Idom-Råsted skole, Landsby laboratoriet, Plexus, De sorte perler (en gruppe af danske frieserheste), Erika Sanchez (Danmark), Heste fra Stalden ved Gryde Å, "Humørgruppen" Holstebro Seniorhus, lokale børn og voksne med maskiner, Holstebro Folkedanserforening, Bøggild Blomster og Planter Outlet og Jacob Stensig St. Blæsbjerg.

Theatrum Machinae vises også i Vemb (15. juni) og i Thorsminde (16. juni).

Kilde: Holstebro Festuge

Dicte Maarbjerg Thornvig er en af de centrale figurer i "Theatrum Machinae", der i festugen turnerer rundt i kommunen. Adskillige lokale aktører deltager, heriblandt Dicte og Johanne Rahbek på hesteryg samt otteårige Alfrida Lund Mikkelsen på stylter. Foto: Morten Stricker

Det hjælper

Et bud kunne lyde på, at "Theatrum Machinae" en onsdag klokken 11 om formiddagen trak omkring 300 tilskuere bestående hovedsageligt af det grå guld og det pureste guld i form af børn fra Solkær Børnehave, Idom, Borbjerg og Margrethe Reedtz Skolen.

De var indlagt til både dans på stylter og skræppende skeletter, der med deres noget særegne sange snart fik vendt eventuelle dirrende mundvige til smil og grin.

Og så var der hestene. Undervejs kom én godt nok på afveje bag halmballerne på den ene langside, men den blev snart vist på rette vej igen. Ellers blev alt dirigeret roligt og efter bogen.

Tre af de lokale var da også enige om, at det var "sjovt" at være med.

- Det var meget sjovt, men man var også nervøs undervejs, indrømmede Karl, Dicte og Johanne.

Og hvad gør man så?

- Man tager nogle dybe vejrtrækninger. Det hjælper, sagde Dicte Maarbjerg Thornvig.

Karl Stjernholm Andersen så ud til at tage alt meget roligt, hvad enten han styrede en fjernstyret bil, en ATV, en havetraktor eller havde et skelet på bagsmækken. Foto: Morten Stricker
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce