Annonce
Leder

Det er ikke rimeligt, at psykisk syge mennesker kan blive ved med at terrorisere deres omgivelser, uden politiet har mulighed for at sætte en stopper for det

Det er jo ikke rimeligt, at et psykisk sygt menneske skal gøre hverdagen til et helvede for andre med en opførsel, som vedkommende på grund af sygdommen ikke kan gøre for

I lørdagsavisen stod en gruppe borgere i Bonnet frem med en offentlig bekymring over, at en psykisk syg mand skaber stor utryghed i den lille by med sin adfærd, hvor han ikke blot truer med vold, men også udsætter sine medborgere for ubehagelige oplevelser. Senest i sidste uge var der igen en voldsom episode, hvor manden smed med tunge jernspyd. Borgerne undrer sig over, at politiet sætter manden på fri fod igen, så han kan vende tilbage med nye trusler og voldshandlinger. Politiet kan kun sige, at det er Landsretten, der har løsladt manden, og så kan man ikke gøre mere. Manden kan blot vende hjem igen.

Det er så en ny sag i rækken af, hvor psykisk syge mennesker gør hverdagen til en ubehagelig oplevelse for andre. Vi skrev for nogle år siden her i bladet om en også psykisk syg mand, som hjemsøgte sit tidligere landbrug, hvor den familie, der nu boede der, levede i evig utryghed, fordi manden dukkede op i tide og utide. Ikke mindst børnene var skrækslagne, når der pludselig stod en mand og kiggede ind gennem vinduerne.

Også dengang kunne politiet ikke gøre andet end at komme gang på gang og fjerne manden. Der var ikke såkaldte "røde" papirer på manden, så han kunne tvangsindlægges, hvad man som menigmand jo kunne mene var den eneste rigtige løsning også for manden selv, der jo ikke kunne gøre for, han var psykisk syg. Men der skal meget til, før der tvangsindlægges, og man kan med rimelig stille det spørgsmål, hvem der skal være ofre i sådan en sag.

Det er jo ikke rimeligt, at et psykisk sygt menneske skal gøre hverdagen til et helvede for andre med en opførsel, som vedkommende på grund af sygdommen ikke kan gøre for, og som vedkommende ikke selv kan stoppe eller ændre. Selvfølgelig kan vi ikke spærre alle, der ikke lige følger normal-kurven, inde, men der må også være et hensyn at tage over for ofrene i sådanne sager. Det er et vanskeligt spørgsmål, for hvor ligger grænsen? Politiet kan kun med lægernes indgriben stoppe det, og der må kunne laves en praksis, hvor almindelige borgere som nu disse i Bonnet ikke bliver ofre. I Bonnet tør man ikke en gang stå frem med navn, for hvad er så det næste, der sker?

Annonce
Lederfoto fra Lokalredaktør Lars Kamstrup.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Ingen risiko for sort skærm

I denne uge blev min paratviden på det samtidshistoriske område sat på en alvorlig prøve. En læser ringede til mig for at tale om den tv-programoversigt, der hver dag er at finde i avisen. Han ville gerne have Kanal 5 og Canal 9 på en mere fremmelig placering i oversigten. Gerne allerførst, så han ikke skulle lede efter dem. På et tidspunkt i samtalen nævnte han i den med største selvfølgelighed en storpolitisk begivenhed fra 1985, og det var her, min paratviden kom til kort. "De forsvinder jo snart fuldstændig. Ja, det bliver jo nok ikke helt som under Påskestrejkerne, men det bliver altså noget rod. I burde skrive meget mere om det". Jeg havde for det første glemt alt om Påskestrejkerne, og for det andet havde jeg svært ved at se, hvad det havde med programoversigten og tv-kanaler at gøre. Indtil noget dæmrede. Faktisk husker jeg kun Påskestrejkerne i 1985 for præcis det samme som læseren her hentydede til. Jeg var blot otte år på det tidspunkt, så Schlüters kvaler med fagbevægelsen havde for mig primært én håndgribelig konsekvens - nemlig fjernsynet. En fagpolitisk kamp om den ugentlige arbejdstid kulminerede med generalstrejke, lockout og regeringsindgreb, og midt i det hele en sort skærm på landets eneste tv-kanal. Og det var det, læseren her tænkte tilbage på. Sort skærm. Hvis DR bliver ramt af strejke i morgen, vil det helt sikkert ikke blive husket om 35 år. Og da slet ikke af dem, der er otte år i dag. Medieudbuddet er siden monopolets tid blevet enormt. Markedet for tv-kanaler er eksploderet i en grad, så de let kan forsvinde i avisens programoversigt. Og læg dertil det store udbud af streaming-tjenester - altså tv afspillet over internettet på seerens præmisser. For nogle har det sidste gjort tv-kanalerne helt overflødige. Jeg har i mange år ikke modtaget "almindelige tv-signaler" derhjemme. Jeg klippede kablet i 2010 og tog således selv kontrollen over programoversigten. Jeg streamer underholdning og nyheder til min tv-skærm, når jeg har lyst. Men skulle jeg et øjeblik formaste mig til at tro, at tv - og dermed programoversigter - i den periode er blevet overflødige i samfundet, tager jeg ganske fejl. Det er blevet tydeligt de seneste uger, hvor en regulær tv-krig er brudt ud på det danske marked. Krigen er mellem kabeltv-udbyderen Yousee og tv-selskabet Discovery Networks, som står bag en række populære kanaler. Yousee vil fjerne Discoverys kanaler fra kabelpakkens faste indhold og lade dem overgå til at være tilvalg. Det passer ikke Discovery, og ingen af parterne vil give sig. Derfor mister Yousees omkring 1,2 millioner husstande fra nytår Discoverys kanaler i deres programpakker. Hvis altså ikke parterne når til enighed inden. Det var den udsigt, læseren syntes, vi skulle skrive noget mere om. Han er glad for fodbold, og det er der meget af på Kanal 5 og Canal 9. To kanaler, som forsvinder fra programpakkerne, hvis det ikke ender med en aftale. Det er et klassisk opgør mellem to parter, som begge mener, at den anden har mest brug for samarbejdet og derfor ikke vil give sig. I virkeligheden er det et udtryk for to virksomheder, der kæmper med at finde fremtidens form og indtægtskilde i takt med at flere overgår til streaming. Hvis det ikke ender med en fredserklæring inden nytår, kommer tv-krigen til at betyde markante ændringer på markedet. Yousee er den sidste store fællesnævner for danskerne - mange husker sikkert stadig nedbruddet hos tv-leverandøren nytårsaften i 2017, hvor 1,3 millioner husstande ikke kunne se Dronningens nytårstale. Den episode kan meget vel ende med at være det sidste kollektive minde om sort skærm.

Lemvig

Dronningens dragter trak folk

Annonce