Annonce
Danmark

Det antropocæne kulturlandskab

Illustration: Gert Ejton
Annonce

Restriktionerne på udlandsrejser får os til at vende blikket mod indenrigs feriedestinationer. Men tiden er også kommet til, at vi besinder os på det liv, vi har fået med den globale opvarmning. Det moderne Danmark er virkelig blevet hot. Ca. to grader Celsius er den gennemsnitlige vintertemperatur steget i de sidste godt 100 år - noget over den globale stigning i samme periode.

Vi går stadigt hyppigere ind i en ny måned, der sætter rekord som den varmeste eller den vådeste i mands minde, og vi mærker på egen krop, at menneskeheden er indtrådt i en ny geologisk epoke, antropocæn.

Antropocæn dækker over den seneste periode, hvor mennesket som art øver afgørende indflydelse på Jordens fremtid, blandt andet som følge af den globale opvarmning. Vejret, som vi engang kendte det, er blevet historisk. Det er for altid er forsvundet på samme måde, som landbosamfundet for 100 år siden forsvandt med modernisering, urbanisering og teknologiske landvindinger.

Talrige hjemstavnsmuseer landet over minder os om ”gamle dage” - typisk ca. 1850-1930 - og så fortæller de om deres egen tilblivelsestid for ca. 100 år siden. Nu er det tid at overveje, om ikke den nye tids vejr byder os at overveje vores eksistens og vores historie i den kulturarv og det foranderlige kulturlandskab, vi befolker.

Der er nok at kigge på i Danmark. Man kunne jo booke en delebil og starte turen ved i Kalundborg, for dernæst at køre tværs over landet mod Nordjylland. På havnen i Kalundborg skrev Shu-bi-dua efter sigende landeplagen "Costa Kalundborg" i 1982. Dengang kunne vi more os over, at ”de varme lande er noget lort”. Det er i mellemtiden blevet dårlig stil at pege fingre ad andre lande og kulturer, og de andre fire fingre peger tilbage på os selv.

Nu er vi selv blevet et af de varme lande. Fra Kalundborg kan man i bil følge kysten ned til Storebæltsbroen. På vej over højbroen er der måske tid til at fantasere om dengang, Storebælt jævnligt var plaget af isvintre om vinteren. Den udsigt har bilisten aldrig haft, for den seneste var i 1995-96, før bilister kunne køre over. I 1814 tilbragte Kong Frederik 6 hele fem dage på Sprogø, fordi ismasserne forhindrede ham i at nå tilbage til København efter fredsslutningen med England. For dusinvis af fiskere, færgemænd og andre kystboere ved Storebælt gav isvintrene derimod en ekstra indtægt fra isbådssejlads, så post, passagerer og diverse fragt kunne deles mellem landsdelene.


Nu er vi selv blevet et af de varme lande. Fra Kalundborg kan man i bil følge kysten ned til Storebæltsbroen. På vej over højbroen er der måske tid til at fantasere om den gang, Storebælt jævnligt var plaget af isvintre om vinteren.


Senere blev vintersejladsen hjulpet gennem isdækket af isbrydere som Danbjørn og Isbjørn. De kraftfulde fartøjer har ikke været i aktiv tjeneste i 25 år, og i 2016 satte staten dem til salg. Siden har de ligget ved kajen i Hals, for i de smeltende polers verden er markedet for isbrydning stærkt vigende. De seneste planer går i retning af ophugning. På Vestfyn gør vi holdt i det bakkede morænelandskab. Klassiske afgrøder som byg, rug og hvede, har fået energiske konkurrenter i majs og raps over de seneste årtier. Raps ses endda være en del af løsningen på klimakrisen, i form af bioethanol, der kan bruges som brændstof i stedet for den stærkt CO2-udledende olie. Produktionen af biobrændsler optager dog plads, der ellers kunne bruges til fødevareproduktion.

På den anden side af Lillebælt holder vi mod højre mod Vejle. Nørreskoven breder sig under bilisten på Motervej E45, og et sted dernede lå en gang i skihopbakke. Sneen er sjælden, og bakken er overtaget af vovehalse på mountainbike. Danmarks skihopbakker ligger hen som fysiske levn fra koldere tider. Der blev også blev dystet på ”Holmekollen” i det sydlige Aarhus, i skovene omkring Silkeborg og i Hjørring. Hjørring lagde i 1967 bakke til DM i skihop, hvor den lokale Peter Jacobi sprang ud som vinder med et spring på 20 meter.

Om føje år bevidner kun fotografier og film fortidens vintersport. Hvis de fysiske minder om holocænet skal bevares som kulturarv, skal de sikres, som man gør det med oldtidens gravhøje. Op gennem Jylland tager vi en vestlig rute langs hærvejen til Limfjorden. Her er det kirkerne, kornsiloerne og vindmøllerne, der for alvor markerer landskabets silhuet. På en bakke i Løgstør bor en mand, der kan se 72 vindmøller blot ved at knibe øjnene sammen, og ved Østerild Plantage i Thy finder man det nationale testcenter for vindenergi. Møllerne er historiske minder om pionertiden, hvor mange gik sammen i møllelav for at producere lokal og grøn strøm.

Både vand og vind kommer hyppigere og voldsommere ind mod Danmark fra Nordsøen. Havspejlet stiger og der er grund til bekymring for, hvordan vi skal indrette os på de nye tider. Den bekymring omsættes allerede i forhøjede barrierer langs havnen i Løgstør, Struer og Lemvig.

Hver gang havet kommer, sparer de millioner af kroner i ødelagte huse og installationer. Det er på tide, at bevidstheden om den øgede varme stiger os til hovedet. Det kan vi gøre ved at se os omkring, analysere og fortælle om de helt lokale konsekvenser af den globale opvarmning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce