Annonce
Danmark

Derfor fejrer vi luciadag

Arkivfoto: Lise-Lotte Markvard
Hvert år den 13. december fejres luciadag med optog rundt i hele landet. Men hvorfor går vi egentlig rundt på række og synger med lys hænderne - og hvem er hende Lucia?

En flok syngende, hvidklædte skikkelser går på rad og række med lys i hænderne. Forrest går bruden med krans og lys på hovedet. Mange steder går børn luciaoptog i børnehaver, skoler og på plejehjem den 13. december. Men hvad fejrer vi egentlig på luciadag?

Oprindeligt er dagen en fest for den katolske helgen Santa Lucia, som vi også synger om i den sang, de fleste af os kender fra optogene.

Historien fortæller, at Lucia, hvis navn betyder lys, var en ung kristen kvinde, der levede i 300-tallet på Sicilien. Dengang så romerne de kristne som fjender af Romerriget, fordi de kristne ikke ville ofre til kejseren som en gud, som det var pålagt indbyggerne, da kristendommen kun accepterede én gud. Derfor var det ikke helt ufarligt at leve som kristen. Alligevel sneg Lucia sig ud midt om natten for at dele mad ud til de fattige. På hovedet havde hun en krans med lys, så hun kunne se i mørket og samtidig have hænderne fri.

Den unge kvinde nægtede at gifte sig med den mand, som hendes familie efter datidens skik havde lovet hende væk til. Derfor hævnede manden sig ved at angive den kristne Lucia til myndighederne, hvorefter hun blev arresteret og senere henrettet.

Indtil reformationen i 1536 fejrede man dagen i Danmark, men det stoppede brat da protestantismen kom til Danmark. Imens fortsatte man traditionen i Sverige, hvor luciaoptogene i 1920 blev en fast del af traditionen.

I 1946 var den dengang seksårige prinsesse Margrethe luciabrud på Den Svenske Ambassade i København, og derefter bredte traditionen sig igen til Danmark, hvor optogene nu også blev en del af fejringen.

Kilder: Folkekirken.dk, Kristendom.dk samt det danske kongehus

Annonce
Annonce
Annonce
Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
TTH Herrer

Skjern snupper bagspiller i TTH

Leder For abonnenter

Den bedste vaccination

75 år er lang tid. Det er en menneskealder - og mere skal der måske ikke til, for at glemslen om Holocausts rædsler slår igennem. I går var det 75 år siden, at russiske soldater befriede Auschwitz, og ingen længere kunne benægte det vanvid og massemord, som tyskerne havde sat i system på Europas jøder. I dag ser vi over hele Europa desværre nye angreb på jøder. Vi har set det senest i Danmark, hvor en jødisk kirkegård i Randers er blevet vandaliseret, og hvor jødiske medborgere har fået sat gule stjerner på deres postkasser. Der er naturligvis langt fra manglende respekt og hærværk fra historieløse højreradikale til nye koncentrationslejre. Men den antisemitisme, som man skulle tro, verden for evigt var blevet vaccineret mod med Anden Verdenskrig, trives desværre stadig. Det gør den i Danmark, og det gør den ude i verden. I et indlæg i nyhedsmagasinet Der Spiegel advarer den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, ligefrem om, at fornærmelser og angreb på jøder er blevet dagligdags forekommende, og at næsten hver anden jøde i Tyskland har overvejet at forlade landet. Truslen mod den jødiske befolkning kommer mange steder fra. Den kommer fra højreradikale, den kommer fra muslimer, og den er sågar tidligere også set komme fra venstrefløjen, hvor man har sympatiseret med og økonomisk støttet grupperinger, der mest af alt ønskede staten Israel opløst. I alt seks millioner jøder blev myrdet under Anden Verdenskrig. Langt de fleste i udryddelseslejre som Auschwitz, der lå i det sydlige Polen. Og når antisemitismen viser sit grimme ansigt igen, så er det ikke kun et problem for den jødiske befolkning. Den er vores alles problem. Den viser, at vi ikke lært en dyt af historien, at vi stadig er nødt til at minde om rædslerne fra koncentrationslejrene, og hvad galoperende vanvid kan føre til. 75-året for befrielsen af Auschwitz og enden på Holocaust er en glimrende lejlighed til at genfortælle historien - og minde hinanden om, at den bedste vaccination mod gentagelse af fortidens dumheder og den stigende antisemitisme er at huske fortiden.

Annonce