Annonce
Leder

Der ligger en vigtig signalværdi i, hvem Venstre-medlemmerne vælger som deres næstformand

Når ikke en gang Ellen Trane Nørbys gamle fødeegn og hjemmebane i Lemvig på nuværende tidspunkt vil melde ud, hvem man støtter, så er der mange interne forhandlinger og aftaler, der skal klares frem til 21. september.

Det er jo selvfølgelig Venstre-medlemmerne, der nu skal bestemme, hvem de vil have som formand og næstformand, så vi kan som objektive iagttagere jo ikke blande os i, hvem de vælger. Men vi følger det alligevel tæt, fordi det er vigtige valg for dansk politik. Hvordan vil Venstres profil være fremover? Som det største oppositions-parti er det meget afgørende, også om man med den nye besætning formår at lave et samlet borgerligt alternativ til den siddende regering.

Og man må sige, der er god tid til at komme i stilling, da man må forvente, der går en rum tid - måske næsten de fire år, inden vi skal til stemmeurnerne igen.

Formandsposten er jo afgjort, men der er stor spænding om posten som næstformand, efter Ellen Trane Nørby har meldt sig på banen - sandsynligvis efter hun har stukket fingeren godt og grundigt i jorden og fundet ud af, der måske er et flertal i Venstres bagland, der foretrækker hende frem for den mere kontroversielle Inger Støjberg. Og hvorfor er det så vigtigt med denne post som næstformand? Det er jo formanden, der tegner partiet, og som er frontfiguren i det politiske billede.

Det er vigtigt, fordi der er en stor signalværdi i, hvem der er næstformand. Vil man have Inger Støjberg for at neutralisere de mange stemmer, som kunne tænkes at forsvinde igen til Dansk Folkeparti, hvis Venstre slækker på den skarpe tone i udlændinge-politikken? Eller vil man have Ellen Trane Nørby, som vil være et tegn på, at nu vil man have ro på bagsmækken og samlet fronterne i partiet? Det er svært at forudsige udfaldet. Når ikke en gang Ellen Trane Nørbys gamle fødeegn og hjemmebane i Lemvig på nuværende tidspunkt vil melde ud, hvem man støtter, så er der mange interne forhandlinger og aftaler, der skal klares frem til 21. september.

Kandidaterne skal på turné rundt i landet før valget. Det bliver trængsel på de møder. Venstres interne kamp har sat sig fuldstændigt på det politiske fokus i Danmark. Nu er det snart kun, hvis Lars Løkke Rasmussen melder ud, han starter et nyt parti, at overskrifterne vil ændre sig.

Annonce
Lederfoto fra Lokalredaktør Lars Kamstrup.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Spritbilist: I får aldrig mine nøgler

Leder For abonnenter

16 år er gammel nok

Det er på mange måder paradoksalt. Er man 16 år, må man købe alkohol, man kan komme i fængsel, få lov til at betale skat og blive tvunget til at spare op til pension. Men stemme, det må man ikke. Nu findes den optimale valgretsalder næppe, men der er bestemt rigtige mange og rigtig gode argumenter for at nedsætte valgretsalderen, som Demokratikommissionen, der er nedsat af Dansk Ungdoms Fællesråd og består af en række eksperter, politikere og meningsdannere, anbefaler. Det første og bedste argument for at nedsætte valgretsalderen ligger naturligvis lige for. En udvidelse af demokratiet, så flere bliver en del af beslutningerne, er naturligvis med til at styrke det. Jo flere der er en del af beslutningsprocessen, jo bredere er beslutningerne forankret. Spørgsmålet er så, om 16-årige er modne nok til at kunne gennemskue komplekse problemstillinger. Det findes der næppe noget entydigt svar på. Nogle vil være, nogle vil ikke. Og den bekymring har man givet haft hver gang, man har sænket valgretsalderen – senest i 1978, hvor den nuværende på 18 år blev vedtaget. Vores demokrati - herunder valgretsalderen - er ikke en statisk størrelse. Så havde valgretsalderen stadig været 25 år eller mere. Demokrati kræver noget af os. Det kræver tro på egne og andres evner til at engagere sig og til at påtage sig et medansvar for det samfund, vi alle er en del af. Vi lever i dag med en af de mest oplyste generationer af unge, der har et højt medieforbrug, og som gennem deres skolegang er blevet proppet med kritisk tænkning og opdragelse i demokrati. Det er også i høj grad de unge, der har drevet klimaet helt op i toppen af den politiske bevidsthed. Der er således intet, der tyder på, at de unge ikke vil leve op til det ansvar, som en sænkning af valgretsalderen vil give dem. Spørgsmålet er nærmere, om det er os på +18 år, der er nervøse for at overlade noget ansvar til de yngre? Hvis man stadig er bekymret, så kan man bare skele ud i Europa, hvor man blandt andet i Østrig har sænket valgretsalderen til 16 år, mens mange andre lande også ventes at følge trop.

Annonce