Annonce
Ulfborg/Vemb

Den nye havnechef har fundet sig til rette trods hård opstart

Det kræver sin kvinde at være havnechef på Thorsminde Havn. Men efter et halvt år føler Lisette Sønderby, at hun har fået styr på det meste. Men det er hårdt arbejde at overtage rollen. Foto: Morten Stricker
Det har krævet mange arbejdstimer at finde sig til rette i chefstolen på Thorsminde Havn. Men Lisette Sønderby er efter et halvt år så småt faldet til i jobbet.

Thorsminde: Det er ikke nogen lille opgave, at overtage posten som havnechef i Thorsminde. Det vidste Lisette Sønderby godt, da hun 1. marts i år satte sig bag skibsroret på havnekontoret.

Men det har nu alligevel været en hård nyser at æde sig igennem det ocean af dokumenter, arealaftaler, filer og mapper, som har præget især de første tre-fire måneder af jobbet. For et 37-timers job kan man ikke ligefrem sige, hun har haft.

- Jeg har haft lyst til hurtigst muligt at komme ind i tingene, så jeg har skulle grave mig lidt ned heroppe i alt det her administration. Det har været noget med at sætte sig heroppe fra morgenen af, gå hjem og spise aftensmad, og så herop igen indtil sengetid, siger Lisette Sønderby, der i den første tid har haft mange 12 og 13-timers dage.

Bedre blev arbejdsmængden ikke af, at havnens 40-år gamle sandsugerskib "Tønne" halvanden måned efter Lisettes tiltrædelse skulle igennem det hovedsyn, der skal foretages hvert femte år.

- Jeg har jo før haft en del med lovgivningen omkring skibe at gøre, men her skal jeg som havnechef pludselig stå for at drive et skib. Og der er mange udgifter med sådan et dyrt, aldrende skib, så man skal holde tungen lige i munden med, hvor man skal prioritere. Det har været en udfordring, men også en spændende én, siger hun.

Annonce

Slusen og den nye rolle

Især én ting er kommet bag på hende i rollen som havnechef. Det er slusen ind til Gammel Havn.

- Den er der utroligt mange interesser i. Nogle vil have den åben for afvanding af fjorden. Andre vil have den lukket, fordi de ikke vil have for meget saltvand ind. Og andre igen vil have den åben, så der kan komme fisk ind. Der er tusinde interesser, som jeg slet ikke havde set som en så stor del af havnens arbejde, siger hun.

Men selvom opstarten har krævet mange arbejdstimer, er hun nu landet meget godt:

- Jeg skulle lige over de første par måneder, men nu er jeg rigtigt ved at falde til, og jeg er ihvertfald ikke skræmt væk, griner Lisette Sønderby, der selv bor i byen med sin mand og to børn.

Rollen som havnechef har hun lige skullet vænne sig til:

- Jeg er jo stadig havnechef, selvom jeg har fri - og folk kommer jo også hen, når jeg har fri og vil snakke om ting, der har med havnen at gøre, siger hun og tilføjer:

- Men det oplever jeg som en positiv interesse for havnen.

Havnens fremtid

Efter flere måneder med lange dage i havnens "maskinrum" - på havnekontoret - er der nu blevet mere tid til at bevæge sig op på "dækket", finde kikkerten frem og se ud i fremtiden.

Blandt paletten af fremtidige projekter for havnen ligger planer om højvandsporte, fiskeopdræt, møllen på Fugleøen og renovering af auktionshallen.

- Auktionshallen er meget stor, og auktionsdelen benytter ikke det hele, så vi arbejder med muligheden for at få sat en skillevæg op, så der kan være muligheder i den anden del af bygningen. Hvad det er, ved vi ikke endnu, siger hun.

Et andet håb for havnen er, at planen om at opsætte en mølle på havnens areal på Fugleøen kan give 3-400.000 kroner ekstra i havnekassen om året.

De mange nye projekter er noget af det, der gør, at den "nye" havnechef ikke er i tvivl om, at havnen nok skal klare sig:

- Jeg tror ihvertfald ikke, at vi går nogen dyster fremtid i møde. Jeg kan ikke pt. se, hvilke parametre der skulle få omsætningen til at falde væsentligt. Men opgaven bliver jo så nu at finde nogle parametre, hvorpå omsætningen kan stige. Vi har jo blandt andet en del jord, som ikke bliver lejet ud, så det er der bestemt muligheder i, siger hun - uden at ville afsløre for meget.

Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce