Annonce
Mærkedage

Den folkelige polsk-svenske discounttiger

Manden bag Flying Tiger Copenhagen, Lennart Lajboschitz, fylder 60 år tirsdag den 13. august. Han blev mangemillionær på kæden, som han solgte i 2012, hvorefter han blandt andet kastede sine kræfter i at etablere et folkehus i en nedlagt kirke i København. Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Lennart Bent Lajboschitz blev milliardær på sine Tiger-forretninger, som han solgte for blandt andet at lave folkehus i en kirke. Den 13. august fylder han 60.

60 år: Det er de færreste forundt at kunne opgøre sin formue i milliarder, og endnu færre kan takke både en afrikansk planteæder og et asiatisk rovdyr for sin økonomiske succes.

Den kan Lennart Bent Lajboschitz, der tirsdag den 13. august fylder 60 år. Lajboschitz er bedst kendt som grundlæggeren af Tiger-butikkerne, der i dag har spredt sig til det meste af verden under navnet Flying Tiger Copenhagen.

Hvad færre nok ved er, at den massive succes er grundlagt i en beskeden butik med navnet Zebra på Islands Brygge i København.

Her fandt Lennart Lajboschitz og hustruen Suzanne en sommer i slutningen af 1980'erne på at sælge alt i butikken til en enhedspris på ti kroner.

Og selv om nogle af varerne faktisk tidligere havde været billigere, blev det så stor en succes, at den driftige søn af en polsk mand og en svensk kvinde valgte at åbne flere butikker med ti-kroners-konceptet.

De blev i 1995 omdøbt til Tiger, fordi navnet spillede bedre sammen med prisen på varerne.

Frem mod årtusindskiftet voksede kæden sig stor, og i 2001 åbnede Lajboschitz sin første udenlandske butik i Islands hovedstad, Reykjavik.

Siden har lavpriskæden etableret sig med næsten 1000 butikker fordelt over 30 lande. Heraf ikke færre end 255 i Italien og Spanien.

Selv har Lennart Lajboschitz delvist forladt den skude, han satte i søen.

I 2012 solgte han kæden til kapitalfonden EQT for 1,5 milliarder kroner.

Han beholdt dog en del af aktierne og blev i ledelsen frem til 2015.

Dette år startede han imidlertid også sit næste store projekt op, da han for godt 10 millioner kroner købte Absalon Kirke på Vesterbro.

Kirken omdannede han til et tilløbsstykke af et folkehus, hvor borgere fra det meste af København dagligt kommer for at bruge stedets faciliteter eller for at deltage i den økonomisk overkommelige fællesspisning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

Nye afsløringer af sjusk og rod: Kommunens kort betalte for værtshusbesøg, boksebilletter og Apple Watch

Leder For abonnenter

Den socialdemokratiske pølsefabrik

Politik er sjældent kønt. Som den tidligere tyske rigskansler Bismark sagde: "Jo mindre folk ved om, hvordan man laver pølser og politik, jo bedre sover de." Det er sikkert ikke helt forkert. Der er næppe mange, der har fået væsentligt meget mere tillid til landets politikere efter at have set den mail, som blev lækket fra Socialdemokratiet omkring de forestående forhandlinger om en ny kommunal udligningsordning. Her fremgår det, at finansministerens særlige rådgiver sammen med to ledende medarbejdere i AIA (Socialdemokraternes informationskontor red.) skal stå for ”historier på Venstre (…) på baggrund af svar fra forhandlinger og andet”.” Med andre ord; regeringens folk skal angribe Venstre på sociale medier og i rigtige medier, mens man samtidig forhandler med dem. Man fristes naturligvis til at spørge, hvorfor dog begynde at angribe sin forhandlingspartner, mens man forsøger at lande en aftale i et fortroligt rum? Men det svar får man aldrig som et rigtigt svar, der giver nogen objektiv mening uden for Christiansborgs tykke mure. Sådan er politik åbenbart bare. Sådan er det at lave pølser. Nu er Socialdemokraterne næppe ene om at have strategier for, hvordan man bedst mulig nedgør og forsøger at ydmyge sine politiske modstandere. Man kan dog med rette undres over, at det skal ske ved at bruge skattebetalte personlige rådgivere og statsfinansierede partiapparater til at lave smudskampagner. I tilfældet Socialdemokraterne kan det desuden virke helt overflødigt. Modsat Venstre har partiet jo vist, at det faktisk godt kan lade sig gøre at have en et-parti regering, der ikke hele tiden balancerer på randen af sammenbrud. Læg dertil at oppositionen anført af Venstre satdig virker som om, at den ikke har nogen form for selvstændig politik. Det værste i mail-sagen er dog, at udligningsreformen faktisk er rigtig vigtig for kommunerne, der hver dag forsøger at levere den mest borgernære service til landets borgere. De har fortjent en mere seriøs indgang til udligningsspørgsmålet end et stykke absurd politisk skuespil anført af Socialdemokraterne.

Annonce