Annonce
Mærkedage

Den folkelige polsk-svenske discounttiger

Manden bag Flying Tiger Copenhagen, Lennart Lajboschitz, fylder 60 år tirsdag den 13. august. Han blev mangemillionær på kæden, som han solgte i 2012, hvorefter han blandt andet kastede sine kræfter i at etablere et folkehus i en nedlagt kirke i København. Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Lennart Bent Lajboschitz blev milliardær på sine Tiger-forretninger, som han solgte for blandt andet at lave folkehus i en kirke. Den 13. august fylder han 60.

60 år: Det er de færreste forundt at kunne opgøre sin formue i milliarder, og endnu færre kan takke både en afrikansk planteæder og et asiatisk rovdyr for sin økonomiske succes.

Den kan Lennart Bent Lajboschitz, der tirsdag den 13. august fylder 60 år. Lajboschitz er bedst kendt som grundlæggeren af Tiger-butikkerne, der i dag har spredt sig til det meste af verden under navnet Flying Tiger Copenhagen.

Hvad færre nok ved er, at den massive succes er grundlagt i en beskeden butik med navnet Zebra på Islands Brygge i København.

Her fandt Lennart Lajboschitz og hustruen Suzanne en sommer i slutningen af 1980'erne på at sælge alt i butikken til en enhedspris på ti kroner.

Og selv om nogle af varerne faktisk tidligere havde været billigere, blev det så stor en succes, at den driftige søn af en polsk mand og en svensk kvinde valgte at åbne flere butikker med ti-kroners-konceptet.

De blev i 1995 omdøbt til Tiger, fordi navnet spillede bedre sammen med prisen på varerne.

Frem mod årtusindskiftet voksede kæden sig stor, og i 2001 åbnede Lajboschitz sin første udenlandske butik i Islands hovedstad, Reykjavik.

Siden har lavpriskæden etableret sig med næsten 1000 butikker fordelt over 30 lande. Heraf ikke færre end 255 i Italien og Spanien.

Selv har Lennart Lajboschitz delvist forladt den skude, han satte i søen.

I 2012 solgte han kæden til kapitalfonden EQT for 1,5 milliarder kroner.

Han beholdt dog en del af aktierne og blev i ledelsen frem til 2015.

Dette år startede han imidlertid også sit næste store projekt op, da han for godt 10 millioner kroner købte Absalon Kirke på Vesterbro.

Kirken omdannede han til et tilløbsstykke af et folkehus, hvor borgere fra det meste af København dagligt kommer for at bruge stedets faciliteter eller for at deltage i den økonomisk overkommelige fællesspisning.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Ingen risiko for sort skærm

I denne uge blev min paratviden på det samtidshistoriske område sat på en alvorlig prøve. En læser ringede til mig for at tale om den tv-programoversigt, der hver dag er at finde i avisen. Han ville gerne have Kanal 5 og Canal 9 på en mere fremmelig placering i oversigten. Gerne allerførst, så han ikke skulle lede efter dem. På et tidspunkt i samtalen nævnte han i den med største selvfølgelighed en storpolitisk begivenhed fra 1985, og det var her, min paratviden kom til kort. "De forsvinder jo snart fuldstændig. Ja, det bliver jo nok ikke helt som under Påskestrejkerne, men det bliver altså noget rod. I burde skrive meget mere om det". Jeg havde for det første glemt alt om Påskestrejkerne, og for det andet havde jeg svært ved at se, hvad det havde med programoversigten og tv-kanaler at gøre. Indtil noget dæmrede. Faktisk husker jeg kun Påskestrejkerne i 1985 for præcis det samme som læseren her hentydede til. Jeg var blot otte år på det tidspunkt, så Schlüters kvaler med fagbevægelsen havde for mig primært én håndgribelig konsekvens - nemlig fjernsynet. En fagpolitisk kamp om den ugentlige arbejdstid kulminerede med generalstrejke, lockout og regeringsindgreb, og midt i det hele en sort skærm på landets eneste tv-kanal. Og det var det, læseren her tænkte tilbage på. Sort skærm. Hvis DR bliver ramt af strejke i morgen, vil det helt sikkert ikke blive husket om 35 år. Og da slet ikke af dem, der er otte år i dag. Medieudbuddet er siden monopolets tid blevet enormt. Markedet for tv-kanaler er eksploderet i en grad, så de let kan forsvinde i avisens programoversigt. Og læg dertil det store udbud af streaming-tjenester - altså tv afspillet over internettet på seerens præmisser. For nogle har det sidste gjort tv-kanalerne helt overflødige. Jeg har i mange år ikke modtaget "almindelige tv-signaler" derhjemme. Jeg klippede kablet i 2010 og tog således selv kontrollen over programoversigten. Jeg streamer underholdning og nyheder til min tv-skærm, når jeg har lyst. Men skulle jeg et øjeblik formaste mig til at tro, at tv - og dermed programoversigter - i den periode er blevet overflødige i samfundet, tager jeg ganske fejl. Det er blevet tydeligt de seneste uger, hvor en regulær tv-krig er brudt ud på det danske marked. Krigen er mellem kabeltv-udbyderen Yousee og tv-selskabet Discovery Networks, som står bag en række populære kanaler. Yousee vil fjerne Discoverys kanaler fra kabelpakkens faste indhold og lade dem overgå til at være tilvalg. Det passer ikke Discovery, og ingen af parterne vil give sig. Derfor mister Yousees omkring 1,2 millioner husstande fra nytår Discoverys kanaler i deres programpakker. Hvis altså ikke parterne når til enighed inden. Det var den udsigt, læseren syntes, vi skulle skrive noget mere om. Han er glad for fodbold, og det er der meget af på Kanal 5 og Canal 9. To kanaler, som forsvinder fra programpakkerne, hvis det ikke ender med en aftale. Det er et klassisk opgør mellem to parter, som begge mener, at den anden har mest brug for samarbejdet og derfor ikke vil give sig. I virkeligheden er det et udtryk for to virksomheder, der kæmper med at finde fremtidens form og indtægtskilde i takt med at flere overgår til streaming. Hvis det ikke ender med en fredserklæring inden nytår, kommer tv-krigen til at betyde markante ændringer på markedet. Yousee er den sidste store fællesnævner for danskerne - mange husker sikkert stadig nedbruddet hos tv-leverandøren nytårsaften i 2017, hvor 1,3 millioner husstande ikke kunne se Dronningens nytårstale. Den episode kan meget vel ende med at være det sidste kollektive minde om sort skærm.

Lemvig

Dronningens dragter trak folk

Annonce