x
Annonce
Debat

Debat: Vi skal have en fair debat om jobcentrene

Arbejdsmarked: Jobcentrene i de danske kommuner er i øjeblikket under hård beskydning fra flere sider.

Arbejdsgiverne mener ikke, jobcentrene gør nok for at skaffe kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne. Enhedslisten er parat til at lukke jobcentrene, som man mener bedriver hetz mod de arbejdsløse. SF og Liberal Alliance mener, jobcentrene har skabt et kontrolmonster, som fordrer håbløshed i stedet for håb. Og senest har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i sine beskæftigelsespolitiske mål rettet blikket mod en mere værdig behandling af de ledige i jobcentrene.

Det er ingen hemmelighed, at vi i 3F langtfra var tilfredse med kommunaliseringen af beskæftigelsesindsatsen, som den blev udformet i forbindelse med kommunalreformen i 2007.

Der er da heller ingen tvivl om, at jobcentrene har udfordringer, og at der på en række indsatser – især håndtering af ledige med helbredsmæssige udfordringer, hvor der er potentiale for forbedringer. Men der er samtidig grund til at nuancere det kritiske billede, når det gælder beskæftigelsesindsats over for de forsikrede ledige.

Vi har i 3F via vores 65 afdelinger over hele landet et tæt samarbejde med jobcentrene især i forhold til vores forsikrede ledige. Vores erfaringer er overvejende positive. De fleste steder bliver de ledige behandlet med værdighed og fornuft, og indsatsen målrettes både den lediges og beskæftigelsesbehovet på det lokale arbejdsmarked.

Der er selvfølgelig også kommuner, hvor vores samarbejde med det lokale jobcenter går mindre godt. Her vil vi godt opfordre kommunerne til at se os i A-kasserne og fagforeningen som samarbejdspartnere. Vi har en fælles interesse i at få de ledige i gang på arbejdsmarkedet, og vi løfter bedst opgaven i fællesskab.

Endelig er der enkelte kommuner, hvor vores samarbejde med jobcenteret er udmærket, men hvor en enkelt borgmester eller to fumler lidt rundt i regler, lovgivning og indsats og dermed kaster et uberettiget negativt lys på jobcenterets indsats.

I vurderingen af jobcentrenes arbejde skal man huske en vigtig pointe, nemlig at kommunernes beskæftigelsesindsats grundlæggende er underlagt centralt fastsatte refusionsordninger. For eksempel betyder det, at kommunerne ikke har økonomiske incitamenter til at sende ledige i uddannelse, men til gengæld stærke incitamenter til at bruge virksomhedspraktik. Udfordringen er, at jobcentrene og kommunerne gør det, der økonomisk er mest rationelt her og nu, også selvom det ikke er i den lediges bedste interesse.

Nogle gange får kommunekassen altså forrang for den gode indsats. Det er forståeligt, men det er på ingen måde hensigtsmæssigt, og kommunerne bør være mere opmærksomme på, når det bliver refusionshensyn og ikke arbejdsmarkedspolitiske hensyn, der styrer indsatsen.

Der er kommuner, som har taget investeringstankegangen til sig, og som ikke kun tænker i kortsigtet refusion men også i langsigtet arbejdsmarkedstilknytning. Det er den vej, vi skal henad, hvis vi skal skabe den beskæftigelsesindsats, som er langtidsholdbar.

A-kasserne, heriblandt 3F’s A-kasse, har netop i en forsøgsordning overtaget kontaktforløbet til de ledige i den første del af ledighedsforløbet. Det fungerer rigtig godt, men det kræver et fortsat tæt og tillidsfuldt samarbejde med jobcentrene. Det har vi i dag i langt de fleste kommuner, og jeg håber, at det også vil ske i de kommuner, hvor det halter lidt lige nu.

Grundlæggende er beskæftigelsesindsatsen i jobcentrene bedre, end hvad man lige nu kunne få indtryk af i den offentlige debat. Meget fungerer godt, og der er kun grund til at intensivere og bygge videre på det gode samarbejde til glæde for vores ledige kolleger, for virksomhederne og for det danske samfund.

Søren Heisel
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce