Annonce
Debat

Debat: Vi har for mange fejl ved tvangsanbringelser

Tvangsfjernelser: Målet må være bedre hjælp til trivsel i familier og færre tvangstiltag fra myndighederne, ikke flere. Der sker desværre en del fejl i sager om tvangsanbringelser. En undersøgelse af 77 sager i Københavns kommune viste i 2017 små og store fejl i samtlige undersøgte sager.

Hver anden klage over akutte tvangsfjernelser i kommunerne har fået medhold af Ankestyrelsen. Området har virkelig behov for et grundigt eftersyn. I en sådan situation kan man undre sig over, at statsministeren er ude med et nytårsønske om flere tvangsfjernelser og tvangsadaptationer. Samme ide som tidligere socialminister Mai Mercado var ude med i 2018. Problemet er, at hvis forholdene ikke ændres til de bedre, så vil flere tvangsinterventioner, alt andet lige, føre til endnu flere fejl.

I dag er der cirka 14.000, det vil sige cirka en ud af hundrede børn og unge i Danmark anbragt uden for hjemmet. Det er et stort tal, som viser, at der er mange familier, som står med alvorlige problemer. Vi kan ikke komme uden om, at tvang i nogle situationer kan være den eneste vej, men målet må være at hjælpe familierne, så det ikke bliver nødvendigt med tvang.

Målet må være færre tvangsanbringelser og færre tvangsadaptationer, og det kan ske ved investering i psykosocialt arbejde med udsatte børn og familier. Det kan for eksempel ske ved, at socialrådgiverne får færre familiesager (højst 25), at socialrådgiverne opkvalificeres endnu mere, plejefamilier får bedre forhold, at der kommer socialrådgivere på skoler og daginstitutioner, at børn og familier medinddrages og lyttes til, og at der sker tidlig opsporing og forebyggelse gennem tilstrækkelig hjælp til familierne. Vi skal lytte til de mennesker, som arbejder med området og høre hvad der er behov for, og vi skal værre villige til at afsætte flere ressourcer.

Der findes ikke nemme løsninger kære statsminister.

Annonce
Reza Javid
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En fiasko(le)

Det er næppe en overraskelse, at folkeskolereformen fra 2015 ikke er blevet en succes. Det har mange børn og forældre kunnet mærke på egen krop på dag til dag basis. Men at det fem år efter reformen står så elendigt til, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, nu har analyseret sig frem til, er alligevel bemærkelsesværdigt. Den helt grundlæggende tanke bag folkeskolereformen var sådan set rigtig nok; der var brug for at løfte fagligheden, især i kernefagene. Men i praksis har reformen ført til alt for rigid styring, alt for meget spildtid, alt for mange vikartimer, alt for mange frustrerede børn, lærere og forældre. De svageste elever, der skulle løftes med blandt andet understøttende undervisning, har ikke rykket sig en tøddel - de har i bedste fald stået stille. Og et af de mest konkrete og mærkbare resultater af den store reform er, at andelen af elever med høj trivsel i skolen er faldet. Folkeskolen er en grundsten i velfærdssamfundet. En god folkeskole med et højt fagligt niveau er dét, der kan give alle børn lige muligheder på trods af ulige udgangspunkter. Derfor skal man naturligvis tage VIVE’s konklusioner seriøst, inden alle landets børn og forældre finder ud af, hvor slemt det egentlig står til. Men der er næppe brug for en helt ny folkeskolereform - forskerne peger selv på, at det kan tage mellem fem og 15 år før store reformer for alvor slå igennem. Det har de færreste forældre nok tålmodighed til, og derfor kan der være brug for justeringer, inden den sidste elev har søgt tilflugt på en af landets mange succesfulde friskoler. Man kunne jo begynde med at sætte folkeskolen mere fri. En stor del af de bindende mål, der nok er indført i bedste mening, er endt som spændetrøje, og kunne afskaffes helt, og afløses af mere frihed til den enkelte skole i forhold til at opfylde folkeskolens formål. Det kunne måske give tid til ægte forældreinddragelsen og større metodefrihed. Og det bedste af det hele: Det koster ikke en krone.

Annonce