Annonce
Debat

Debat: Urtehaven kan forme dit blik på verden

Det er i sig selv enormt meningsfuldt at arbejde på sit håb, i stort og i småt, hvad enten det handler om at dyrke sin egen urtehave, stoppe sine strømper, upcycle sin gamle stol, skabe bæredygtig forandring i sin lokale forening.

I klimadebatten fremføres ofte det synspunkt, at det har forsvindende lille betydning, hvad den enkelte gør. På samme måde argumenteres for, at det i en global sammenhæng ikke betyder noget, hvad lille Danmark gør. Det er de store spillere som Kina eller USA og de globale virksomheder, der kan rykke noget i klimaregnskabet.

Det er en sælsom logik, hvis primære funktion er individets ansvarsfralæggelse ved at fremstille verden alene som store politiske eller økonomiske enheder, der sætter den enkelte uden for reel indflydelse. Individets vilje og evne til at agere levnes ingen plads. Dette verdensbillede kan udspringe af alt fra dovenskab og magelighed til afmagtsfølelse og frygt, og det er det sidste, jeg her gerne vil kaste lidt lys over, for jeg mener det har helt afgørende betydning for vores fremtidshåb, at vi ikke alene sætter vores lid til ”magten”, men møder frygten og afmagten med betydningsskabende handling.

Frygten for ikke at slå til og for ikke at betyde noget for sine omgivelser er et gennemgående tema for mange mennesker i vores del af verden. Der tales i stadig større grad om, at vi presser hinanden for meget - især de unge. Begreber som perfekthedskultur, klimadepression og klimaskam er blevet en fast bestanddel af samfundsdebatten. Og der er meget om snakken, for mange mærker virkelig et enormt pres i fht. alle de idealer, de føler, de skal leve op til.

Men når vi for at beskytte folk imod depressionen, forsøger at skærme dem imod skræmmende viden eller ved at fratage dem incitamentet til at agere i stort og småt, fordi vi i stedet overlader ansvaret til dem, der har den politiske magt, så sætter vi både demokratiet, civilsamfundet og borgerlysten ud af spil. Og hvis denne følelse af pres betyder, at vi ikke må pålægge os selv og hinanden at tage ansvar for vores eget liv, for fællesskabet og for fremtiden, så er vi ilde stedt - for så dør blandt andet håbet, og uden håbet fortaber fremtidsudsigterne sig da først i apatiens afmægtiggørende tåger.

Håbet er den vigtigste byggesten, når vi skal lægge fundamentet for en bæredygtig fremtid, og derfor gør vi klogt i at skabe så mange støbekasser for håbet som muligt. I den proces må vi for alt i verden ikke forveksle håb med uvidenhed. Vi skal kende både de gode og de skræmmende fremtidsudsigter, for det er altid erkendelsen af en mangel, der fremkalder håbet om forandring. Så vi skal altså oplyses, men oplysning må ikke stå alene.

Der er en anden lige så vigtig ingrediens, og det er vores egen personlige indsats. Hvis håbet skal leve og gro, skal vi arbejde aktivt med den mangel, vi har erkendt. Vi skal med andre ord ”have jord under neglene” og arbejde på forandringen, for ud af selve dette arbejde springer håbet, også selvom effekten af vores indsats er forsvindende lille. Det er i sig selv enormt meningsfuldt at arbejde på sit håb, i stort og i småt, hvad enten det handler om at dyrke sin egen urtehave, stoppe sine strømper, upcycle sin gamle stol, skabe bæredygtig forandring i sin lokale forening eller om at gå aktivt ind i større politiske omvæltninger.

I et samfund, hvor meget handler om at måle og veje på enhver indsats effekt, kan det være svært at forstå, at arbejdet i sig selv og ikke arbejdets umiddelbare resultat i visse sammenhænge kan være det mest betydningsfulde. Men erfaringen af at handle på sit håb skaber både livsglæde og livsmod - og en heraf afledt klimaeffekt. Det gør det, fordi den bæredygtige og håbefulde tilgang til verden også ansporer den enkelte på en lang række andre områder. Det, der begyndte med at dyrke en urtehave eller indkøbe bæredygtige spilletrøjer i fodboldklubben, bliver en måde at forholde sig til verden på.

Så det handler faktisk ikke kun om den enkelte handlings målte effekt i det store klimaregnskab, men om at handle sig til håb, fordi håbet kommer til at definere måden, hvorpå vi vælger i alle mulige andre sammenhænge, og her er der en verden til forskel på, om vi agerer ud fra den overbevisning, at vores bidrag intet betyder, eller om vi tror på, at vi kan gøre en forskel - små som vi er i en stor verden.

Der er ikke andre end os til at forme fremtiden. Det store fælles ”os”, hvor enhver spiller en rolle. Vi er fremtidens forløsere, så lad os ikke tage håbet fra hinanden i et misforstået hensyn til hinandens velbefindende, men lad os i stedet give hinanden rum og opbakning til at handle og derved bære byggesten til det fælles håb, som nærer enhver drøm om fremtiden.

Annonce
Simon Lægsgaard Madsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Lyden af image-tab

Mens Struer Kommune forsøger at markedsføre sig som Lydens By, er det lige nu lyden af den ene dårlige historie efter den anden, som rammer byen og ikke mindst dens borgere. I januar var det den tidligere kommunaldirektør Mads Gammelmark, der kom i søgelyset, da det kom frem, at han havde brugt det kommunalt udleverede kreditkort til utal af privathævninger. Op til sidste weekend blev havnechefen så fritaget for tjeneste, da kommunen havde ”mistanke om uretmæssigheder i ansættelsen", som formuleringen lød. Og tirsdag var den gal igen, igen. Nu kom det frem, at flere chefer i kommunen havde brugt deres kommunale kreditkortet til formål, det er mere end vanskeligt at se det kommunale formål med. Hvorfor skal skatteyderne eksempelvis betale for et barbesøg i Vejle? Ret skal være ret, det er ude i småtingsafdelingen, at der er fundet uregelmæssigheder for i den seneste sag, der er kommet i kølvandet på Gammelmark-sagen. Men den er sammen med de andre sager med til at tegne et billede af, at der ikke har været ret meget styr på bilagene i kommunens top. Tidligere borgmester Mads Jakobsen (V) ærgrer sig forståeligt nok over sagerne:"Der sker rigtig mange gode ting i Struer, og det her kommer bare til at skygge for det, og det, synes jeg ikke, Struer fortjener”, siger han gårsdagens avis. Det har Mads Jakobsen ret i. Borgerne fortjener det hvert fald ikke. De har ikke kommunale kreditkort, og de har intet ansvar for den svigtende kontrol. Borgerne kan bare se til, mens deres kommune bliver sat i forbindelse med den ene dårlige sag efter den anden, som involverer personer, der har siddet i betroede offentlige stillinger. Retfærdigt eller ej, så koster sagerne i form af et stort overtræk på kommunens image-konto. Man må for borgerne håbe, at der ikke ligger flere skeletter og venter på at falde ud af de kommunale arkivskabe, og at en ny kommunaldirektør kan være med til at få sat en stopper for problemerne. Der er trods alt en grænse for, hvad man kan holde til at høre på og om - også i Lydens by.

Danmark

Sådan undgår du at få coronavirus: Tag bare til Norditalien, men kram ikke en italiener

Annonce