x
Annonce
Debat

Debat: Udligning skal give mere velfærd

Velfærd: Der er gået talgymnastik og Christiansborg-fnidder i den vigtige debat om økonomisk udligning mellem kommunerne. Det er ærgerligt, for en reform af udligningssystemet er vigtig for velfærden i kommunerne. Udligning handler i sin essens om, hvad for et Danmark vi ønsker.

I alt for mange år har vi oplevet, at kommunerne samlet set er blevet presset. Skiftende regeringer har holdt kommunernes økonomi i et jerngreb. Samtidig skal kommunerne løse flere og flere opgaver. Det kan mærkes i den borgernære velfærd som daginstitutioner, skoler, ældrepleje, på handicapområdet og i socialpsykiatrien. Det er faktisk en afgørende del af forklaringen på, hvorfor der i dag er for få voksne på rød stue i børnehaven, og hvorfor SOSU’en må drøne videre, selvom fru Hansen egentlig også har brug for hjælp med støttestrømperne.Samtidig er der sket en skævvridning kommunerne imellem. Danmark er simpelthen blevet skævere. For nogle kommuner er blevet ramt hårdere af fraflytning, flere borgere på varig forsørgelse som førtids- og folkepension, og flere ældre der skal have pleje. De kommuner sidder nu tilbage med en høj skatteprocent og et lavt serviceniveau. Det er ikke retfærdigt.

Derfor er opgaven med en reform af udligningssystemet både at sikre et samlet løft til velfærden i kommunerne, og at sikre en bedre fordeling af midlerne – socialt, såvel som geografisk.

Det er der da også positive takter til i regeringens udspil.

Men for Enhedslisten er det helt afgørende, at vi får tilført flere penge til velfærden i kommunerne, og at vi får løsnet på de snærende økonomiske bånd, der begrænser kommunerne. Det skal være en hjørnesten for reformen, at vi skal have mere velfærd, og at ingen kommuner skal lades i stikken.

I regeringens udspil er der 36 kommuner, som skal bidrage mere end de gør i dag. Men der er simpelthen ikke 36 kommuner, der flyder over med daginstitutioner og ældrepleje.Samtidig er det løft, som de fattigste kommuner får, ikke stort nok til at løse de særlige problemer, de står med.

Enhedslisten vil arbejde benhårdt for, at der samlet kommer flere penge til kommunerne, så vi kan få mere velfærd, uden at det skal gå ud over dem, som allerede i dag er pressede.

Jette Gottlieb
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce