Annonce
Debat

Debat: Støjberg og Henriksen sikrede fremgang. Tanker om Lars Løkkes exit

I Kaare Quists TV-interview med Lars Løkke Rasmussen fik den "for­svund­ne" formand mulighed for at pynte på eftermælet. Jakob Ellemann-Jensen har gennem snart et par år været hans designerede efterfølger, men Quist forpassede muligheden for at forhøre sig om, hvordan dette kunne bekræftes. Og hvorfor Løkke aldrig nogensinde offentligt har de­men­teret den almindelige opfattelse af, at han på Odense-pressemødet rent fak­tisk indstiftede et "formandsskab" (hvilket han jo nu benægter - der var tale om en "fortalelse"). Med andre ord: hvorfor er Kristian Jensen og partiet gennem godt fire år blevet holdt i uvidenhed om Løkkes opfat­telse af, hvad der blev resultatet af det skandaløse møde?

Løkke insisterede på, at forretningsudvalget handlede udemo­kratisk ved straks at sætte ham fra bestillingen frem for at lade medlemsmødet til november gøre det. Samtidig med, at han åbent vedgik, at han i længere tid har sigtet imod at køre Ellemann i stilling. Men burde ikke også det valg træffes i tidens fylde af parti­med­lemmerne, ikke af ham egenmægtigt? Er dette ikke en in­direkte vedgåelse af, at for­man­den, ikke medlemmerne, bør køre showet?

Hvad formanden så ikke fik lov til. I det øjeblik, hvor Claus Hjort Frede­rik­sen stak kniven i Kristian Jensen, faldt fars hammer; da fik "baglandet" nok af det diktatoriske spil og slog bremserne i!

Løkke fik i interviewet også, igen, igen, lov til at tage æren for vælger­frem­gangen ved det nylige folketingsvalg. En sejr, der som bekendt atomiserede "det bor­gerlige Dan­mark". Men sejren var jo ikke Løkkes fortjeneste. Æren kan passende deles mellem Inger Støjberg og Martin Henriksen; ved at realisere Dansk Folkepartis udlændingepolitik lyk­ke­­des det at trække en god del af de væl­gere, der i fortiden forlod partiet, tilbage under dets skørter. Lagkagepoli­ti­ke­ren havde formået at gøre det lige så attråværdigt at vente på tusindårsriget dér som hos den pæne, men ansvarssky Kristian Thulesen Dahl. En mand, der på DF-landsmødet forleden fik ros og tilgivelse for sin svigtende dømmekraft, hvor altså Løkke Rasmussen sejrede ad H. til!

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Lad nu bare forældrene være forældre på deres måde

Ingen ferieuge uden historier i medierne, som til hverdag næppe havde fået stor opmærksomhed. Nogle kalder det lidt nedladende agurketids-historier, men ofte kaster den slags ret interessante ting af sig. Og ofte giver ferie hos politikere og embedsmænd mulighed for at fortælle noget om helt almindelige mennesker. Det er som udgangspunkt positivt. Denne efterårsferies store historie uden stor relevans er historien om forældre, der ønsker at få deres børns skolefoto manipuleret. Ikke mindst harmen over disse forældre og den massive afstandtagen til redigering af virkeligheden har fyldt meget. Meningsdannere og politikere - og mange andre - har med glæde delt deres egne gulnede skolefotos på sociale medier. Ledsaget af mere eller mindre harmdirrende kommentarer om nutidens forældres forkvaklede syn på udseendet. Det er en automatredaktion, og den er ærligt talt kedelig. Det er også helt ligetil at lange ud efter forældregenerationen og dennes tilgang til børn og opdragelse. For den er unægtelig anderledes end den forriges. For slet ikke at tale om forskellen, hvis vi går to generationer tilbage. Vi kan hurtigt blive enige om, at børn skal have lov at være børn, og at vi skal passe på med, hvor store krav om perfektion, vi flasker dem op med. Men udviklingen giver altså nye muligheder, som de unge ser som noget helt naturligt. Til hverdag er der digitale filtre på billederne, så det hele tager sig lidt bedre ud. Og selv måske skal være en af de rigtig gode dage, hvis vi i virkeligheden skal leve op til udseendet på billedet, foretrækker vi helt naturligt den pæne udgave, når vi viser os frem. Hvorfor skulle det være anderledes for børnene? Hvor langt skal man alternativt gå for at sikre autenticitet i billederne? Skal det tages om, hvis øjnene er halvt lukkede? Skolefotoet er i sig selv ret ligegyldigt for samfundet. Men historien er interessant, fordi den siger noget om os. Og det gør reaktionerne i høj grad også. Børnene skal have lov at være børn, ja. Men skal forældrene ikke også have lov til at være forældre på den måde, de nu finder rigtigt?

Annonce