Annonce
Debat

Debat: Nato-topmøde - Grønland bliver et varmt emne mellem Mette F. og Trump

Om to uger - den 3.- 4. december - mødes NATO's 29 stats- og regeringschefer i London for at fejre 70 årsdagen for grundlæggelsen i 1949. Dengang var der kun 12 medlemslande - herunder Kongeriget Danmark med Grønland og Færøerne (Island var trådt ud 1944).

Den seneste tids udvikling i forholdet mellem USA og Rigsfællesskabet og USAs stigende geopolitiske interesse for Grønland og Arktis kan næppe undgå at dukke op på topmødet - dersom ikke direkte på dagsordenen - som endnu ikke foreligger - så vel sagtens i separate og mere uofficielle samtaler i margenen af topmødet mellem Mette Frederiksen og Donald Trump.

Men først lidt mere om selve topmødet generelt: London husede NATO's første hovedsæde i to år, indtil dette 1951 flyttede til Paris og bliver derfor rammen om en en storslået begivenhed med Donald Trump med fru Melania i spidsen og modtagelse af Dronning Elizabeth II på Buckingham Palace.

Men topmødet bliver ikke bare pomp og pragt. Der er lagt op til en substantiel debat af aktuelle sikkerheds- og forsvarspolitiske temaer herunder ikke mindst USA's krav om en mere balanceret byrdefordeling, hvor i dag kun fem-seks medlemslande med USA, UK og Polen i spidsen lever op til tilsagnet fra 2014 i Wales om at anvende to procent af BNP til forsvarsudgifter.

Det fremgår tydeligt af forsvarsminister Trine Bramsens (S) referat af det seneste NATO-forsvarsministermøde den 24. - 25. oktober: Den amerikanske forsvarminister Mark Esper understregede her, at alle medlemslande senest på det kommende Nato-topmøde forventes at have "en plan for, hvordan de vil nå to procent". Danmark har indtil nu kun lovet 1,5 procent på linje med Tyskland og Holland. Men det er næppe nok for Trump.

Herudover drøftedes - i følge referatet - NATO's koncept for forsvar i hele det euro- atlantiske område. Og i den sammenhæng gjorde Trine Bramsen opmærksom på de særlige forhold i Arktis og omkring Grønland og den vægt Danmark " lægger på en tættere dialog i Rigsfællesskabet om sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål ". Dette punkt kan derfor meget vel dukke op på NATO-udenrigsminister mødet i morgen onsdag den 20. november som led i topmødeforberedelserne

I sidste uge mødtes udenrigsminister Jeppe Kofod (S) nemlig med sin amerikanske kollega Mike Pompeo i Washington D.C. - i øvrigt Kofods første besøg i USA's hovedstad som udenrigsminister. I mødet deltog også Grønlands minister for udenrigsanliggender Ane Lone Bagger. Kofod udtalte i den forbindelse , at "vi sammen med Grønland skal fortsætte vores konstruktive dialog med amerikanerne om udviklingen i Arktis og Grønland " Men opretholdelse af en "konstruktiv dialog" er næppe tilstrækkelig for USA, der tilsyneladende har betydelig større ambitioner med Grønland: USA har gennem de seneste år udviklet en helt ny strategi for Arktis som benævnes " Look North" .

I den sammenhæng har USA fået et godt øje til Grønland - ja måske lidt for godt i følge flere danske poltikere på Christiansborg:

- Et højtstående amerikanske delegationsbesøg i Grønland for nylig med eksperter fra Udenrigsministeriet, Pentagon og CIA har forhandlet direkte med grønlandske politikere og topembedsmænd.

- Chefen for USAs kystbevogtning, admiral Karl Schultz, har medio oktober besøgt Grønland og drøftet øget farvandsovervågning og beskyttelse.

- USAs ambassadør i Danmark Carla Sands har regelmæssigt besøgt Grønland det seneste par år og der er nu planer om at åbne et konsulat i Nuuk.

Men hvad er det egentligt der gør Grønland så attraktiv for USA? Først og fremmest den strategiske beliggenhed på det nordamerikanske kontinent som en "buffer" mellem USA (og Canada) og Rusland, hvis nærmeste missil- og luftbaser kun ligger mindre end 1000 kilometer fra Østgrønlands kyster. Også Kinas arktiske ambitioner - ikke mindst i Grønland - indgår naturligvis i denne strategi. Udover rene forsvarspoltiske interesser rummer Grønland en betydelige naturresourcer i form kollosale fiske- og rejeforekomster, ædle- og sjældne metaller og ikke mindst olie og gas, som klima ændringerne efterhånden vil gøre mere og mere tilgængelige. Det samme gælder den kommercielle og strategiske besejling af Nordøst- og Nordvestpassagerne, som kontrolleres af grønlandsk søterritorium. Hertil kommer den arktiske kontinentalsokkel, som vil kunne sikre Grønland en stor bid af Nordpols-kalotten og medfølgende ressourcer.

Alt i alt bliver det spændende at følge NATO-topmødet i London om få uger. Mette Frederiksen får nok sin sag for med to procents kravet og USAs udfordringer af Rigsfællesskabet. Men mon ikke London-mødet alligevel munder ud i en behørig fejring af den 70 år med den ubrydelige, transatlantiske forsvarsalliance, der har skabt så gode og stabile fredstider for Europa og den vestlige verden.

Annonce
Jørgen D. Siemonsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Fra bølgedal til guldskvulp

112

Måtte en tur på stationen

Leder For abonnenter

Minimumsnormering er en glidebane

Det er svært at være politisk uenig i, at børnene skal have den bedst mulige pasning, som sikrer både trivsel og personlig udvikling for de små. Derfor er det også svært at være uenig i netop den del af regeringens finanslov, som sikrer flere penge til børneområdet. Det er til gengæld ret let at være uenig i den overordnede politik, som flytter styringen af midlerne og prioriteringerne i den enkelte institution væk fra de lokale politikere. De overvejelser ønsker regeringen med finansloven at flytte helt op til toppen - længst væk fra børnene. Minimumsnormeringer lyder måske nok besnærende, men reelt er der risiko for, at de mest udsatte børn bliver straffet for at sikre bedre forhold i de mest velfungerende institutioner. Minimumsnormeringerne er en lille sejr for de forældre, som tidligere på året gik på gaden i protest mod forholdene i institutionerne. I hvert fald hvis de planlægger flere børn eller har et stort alment samfundssyn. For med indførelsen i 2025 kommer ordningen ikke til at berøre de børn, som i barnevogne og klapvogne var med i demonstrationsoptogene. Faktisk er der endnu ikke klarhed over, hvem det kommer til gode. Det er uvist, hvordan den lov, der skal træde endelig i kraft i 2025 kommer til at se ud, men det er helt sikkert, at den vil tvinge kommunerne til at prioritere anderledes. Og det er en glidebane, at staten på den måde blander sig direkte i kommunens opgaver. Jo flere bundne regler, kommunerne skal leve op til, jo mindre råderum bliver der til individuelle hensyn. Som forælder kan man naturligvis være optimist og tro på, at ordet "minimum" kommer til at fylde mere end ordet "normering", når kommunerne skal leve op til kravet. Der er dog overvejende risiko for, at minimumsnormeringen i en presset økonomi de facto bliver en normering. En fælles målestok, som i mangel af fleksibilitet bliver lagt ned over alle landets børn og alle landets institutioner. Uagtet at der er stor forskel på behovet.

Annonce