Annonce
Debat

Debat: Medicinspild koster på miljøet, økonomien og i værste fald patienterne

Der produceres årligt over 8.000 ton medicinaffald og -emballage i Danmark. Det svarer til vægten af otte blåhvaler eller 450 bybusser.

Alt for meget medicin bliver forkert håndteret eller går til spilde. Det er en trussel mod både patientsikkerheden, miljøet og sundhedsøkonomien. Problemet kræver en bred indsats, og derfor er Gigtforeningen, Pharmadanmark, Lægeforeningen og Ældre Sagen nu gået sammen i Alliancen Stop Medicinspild.

Adgangen til livsvigtig medicin er en grundpille i vores velfærdssamfund. Men det sker, at der ordineres medicin, som ikke giver den ønskede effekt, som forstærker bivirkninger ved andre lægemidler - eller direkte modvirker behandlingen af andre sygdomme. Og hver anden af de såkaldt utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet – altså ting der ikke må ske – skyldes medicin.

Vores sundhedsvæsen tilbyder mange avancerede behandlinger, ofte i form af lægemidler, og mange af os lever længere. Det betyder, der vil være tyve procent flere danskere på 65 år eller ældre i 2030, og derfor også flere kronikere og ældre patienter med flere sygdomme. Vi skal sikre at flest muligt får rette medicin til den rette tid i den rette dosis. Det skal prioriteres, så vi kan stoppe medicinspild.

Der produceres årligt over 8.000 ton medicinaffald og -emballage i Danmark. Det svarer til vægten af otte blåhvaler eller 450 bybusser. Og så er kun korrekt bortskaffet affald talt med. Det er en trussel mod vores folkesundhed, vores natur og vores vandmiljø. Flere vandværker har målt medicinrester i drikkevandet. Det skyldes blandt andet, at meget medicin håndteres eller bortskaffes forkert ved eksempelvis at bliveskyllet ud i toilettet. Noget af den medicin, der kan måles i drikkevandet, er antibiotika.

Når antibiotika går i grundvandet, får vi alle sammen en lille smule af det. Det er med til at opbygge resistente bakterier, der er modstandsdygtige over for antibiotika. Det gør det sværere og måske umuligt at behandle infektioner, og uden behandling kan nogle infektioner blive dødelige. Antibiotikaresistens ventes i 2050 at koste flere menneskeliv end cancer. Det kan vise sig at blive alvorligt for os alle sammen, hvis vi ikke længere kan behandle eksempelvis lungebetændelser på grund af medicinspild.

WHO anslår, at halvdelen af den medicin, der ordineres til landets 900.000 kronikere, enten ikke bliver taget eller tages forkert. I en undersøgelse fra Gigtforeningen, har 83 procent svaret ja til, at de har oplevet at få lægeordineret medicin, som de kun har brugt få gange og dermed har et overskud af. Og knap 50 procent har smidt medicin til en værdi af 1-500 kr ud det seneste halve år. Mange kronikere har desuden store lagre af smertestillende medicin, fordi smerterne bliver ved, mens medicinens virkning ophører. Patienterne risikerer at ende i en situation, hvor de bruger penge på medicin, der ikke fjerner smerter som ønsket. Medicinspild er ikke alene en dyr affære for patienterne. Det offentlige spild som følge af forkert eller uhensigtsmæssig brug af medicin anslås at koste samfundet flere milliarder kroner om året. Penge der kunne gavne patienter andre steder i sundhedsvæsenet. Alliancen Stop Medicinspild ønsker et sundhedsvæsen, der bruger pengene rigtigt. Vi retter blikket mod medicin, der ordineres for meget af, ikke tages, tages forkert eller smides ud. Kampen mod medicinspild er ikke en spareøvelse. Tværtimod. For medicinspild betyder, at der er færre midler at investere i den bedste pleje og behandling.

Vi har taget initiativ til Alliancen Stop Medicinspild, fordi det kræver mere end flotte ord at stoppe medicinspild. Det kræver handling. Vi vil have den rette medicin i den rette dosis til den rette tid. Vi vil bruge pengene rigtigt. Og vi vil passe på naturen og hinanden. Derfor har vi forpligtet os til at investere både tid og penge i at bringe eksperter og praktikere sammen for at udvikle konkrete løsninger på medicinspild.

Vi skal se på sundhedsvæsenets vaner og rutiner, så patienterne får den rigtige medicin og øget livskvalitet.

Vi skal se på industriens produktion og distribution, så vi får mest og bedst for pengene.

Vi skal se på patienternes håndtering af medicinen, så de er trygge og skåner miljøet.

Alliancen Stop Medicinspild kalder til kamp mod medicinspild – og alle er inviteret.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Fra bølgedal til guldskvulp

Leder For abonnenter

Minimumsnormering er en glidebane

Det er svært at være politisk uenig i, at børnene skal have den bedst mulige pasning, som sikrer både trivsel og personlig udvikling for de små. Derfor er det også svært at være uenig i netop den del af regeringens finanslov, som sikrer flere penge til børneområdet. Det er til gengæld ret let at være uenig i den overordnede politik, som flytter styringen af midlerne og prioriteringerne i den enkelte institution væk fra de lokale politikere. De overvejelser ønsker regeringen med finansloven at flytte helt op til toppen - længst væk fra børnene. Minimumsnormeringer lyder måske nok besnærende, men reelt er der risiko for, at de mest udsatte børn bliver straffet for at sikre bedre forhold i de mest velfungerende institutioner. Minimumsnormeringerne er en lille sejr for de forældre, som tidligere på året gik på gaden i protest mod forholdene i institutionerne. I hvert fald hvis de planlægger flere børn eller har et stort alment samfundssyn. For med indførelsen i 2025 kommer ordningen ikke til at berøre de børn, som i barnevogne og klapvogne var med i demonstrationsoptogene. Faktisk er der endnu ikke klarhed over, hvem det kommer til gode. Det er uvist, hvordan den lov, der skal træde endelig i kraft i 2025 kommer til at se ud, men det er helt sikkert, at den vil tvinge kommunerne til at prioritere anderledes. Og det er en glidebane, at staten på den måde blander sig direkte i kommunens opgaver. Jo flere bundne regler, kommunerne skal leve op til, jo mindre råderum bliver der til individuelle hensyn. Som forælder kan man naturligvis være optimist og tro på, at ordet "minimum" kommer til at fylde mere end ordet "normering", når kommunerne skal leve op til kravet. Der er dog overvejende risiko for, at minimumsnormeringen i en presset økonomi de facto bliver en normering. En fælles målestok, som i mangel af fleksibilitet bliver lagt ned over alle landets børn og alle landets institutioner. Uagtet at der er stor forskel på behovet.

Annonce