Annonce
Debat

Debat: Mød mennesker uden filter og bliv menneskelig

Jeg glemmer aldrig besøget i flygtningelejr nær Nakuru i det centrale Kenya for 12 år siden. Der var udbrudt borgerkrig efter et præsidentvalg, hvor Kikuyu-stammen igen havde besat landets højeste embede.

Jeg glemmer især ikke et kig ind i et telt, der bestod af to presenninger hægtet fast på et par stolper. Her sad en mor og hendes tre børn på et tæppe, der var deres seng. Jeg glemmer ikke morens øjne, der var som to sorte brønde af håbløshed og alligevel rakte desperat ud efter hjælp.

Kort efter besøgte jeg en landsby med en kirkegård, hvor rækker med nye grave vidnede om en massakre. Befolkningen havde søgt tilflugt i landsbyens enkle kirke, da flokke af fulde og skæve unge løb med fakler mod dem og råbte: Dræb kikuyuerne! En kvinde og hendes tre børn søgte ly i kirken, men de unge bødler satte ild til den, og moren måtte kaste sine børn ud ad et vindue og derefter følge efter selv. De nåede at flygte, men fandt senere deres mand og far slagtet af en machete.

Jeg sad ved mandens grav og hørte kvinden fortælle sin historie. Og jeg stillede hende det ubarmhjertige spørgsmål: Kan du tilgive din mands mordere? Og hun svarede: Gud hjælper mig...

I begge kvinder så jeg mennesker. Ikke hudfarve. Ikke køn. Ikke kultur. Ikke religion. Kun mennesker.

Ifølge Danmarks Statistik har 9,6 procent af Danmarks befolkning ikke stemmeret, fordi de ikke kan få statsborgerskab. Mange af dem er efterkommere, der er født her til lands og føler sig danske, fordi Danmark er det eneste land, de kender. Det er unge, der har energi, livsmod, vilje og masser af kompetencer til at drive dette land fremad. Men de får ikke lov til at deltage på lige fod med andre danskere.

Jeg bliver vred over den strukturelle diskrimination, som politikere systematisk fører ud i livet gennem frygtbaserede lovstramninger. Men vrede fører ingen vegne. Det, der virkelig flytter noget, er at få øje på mennesket bag facaden, bag sløret, så at sige, ja bag vores egne konstruerede forestillinger.

Jeg glemmer i hvert fald ikke kvinden og hendes børn i flygtningelejren og slet ikke kvinden ved graven i den nedbrændte landsby. Det gjorde noget ved min menneskelighed.

Svend Løbner
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce