Annonce
Debat

Debat: Lad os hylde medarbejderne i sundhedsvæsenet

Et dansk medie lavede for nylig en øvelse, hvor man udnævnte de 100 mest magtfulde mennesker i det danske sundhedsvæsen.

Udnævnelsen af magtfulde personer er interessant, fordi den er meget symptomatisk for den måde, som mange ser på sundhedsvæsenet for tiden. Medier og politikere fokuserer på magt, økonomi og antallet af eksempelvis sygeplejersker på sygehusene, og det er selvsagt vigtigt, fordi de strukturelle forhold har stor betydning.

Men engang imellem savner jeg, at vi også sætter fokus på dem, det hele handler om: Menneskerne i sundhedsvæsnet i form af det dedikerede personale, der gør en stor indsats for patienterne på sygehusene og i kommunerne. Personalet er ikke bare tal i et Excel-ark, og masser af sygeplejersker, læger og andre i sundhedsvæsenet har stor betydning for patienterne, selvom de hverken er chefer eller har formel magt.

Mottoet på det tidligere amtssygehus i Aarhus lød: ”Helbrede, lindre og trøste”. Hvis vi ikke kan helbrede, skal vi lindre, og kan vi ikke lindre, skal vi trøste. De tre nøglebegreber er centrale i ethvert pleje- og behandlingsforløb, og vi bør tale langt mere om de medarbejdere, der i hverdagen gør en indsats for at understøtte og forbedre denne pleje og behandling, end om hvem der er placeret hvor på en magtliste.

I virkeligheden burde man lave en liste med de medarbejdere i sundhedsvæsenet, der har haft den største betydning for patienternes pleje og behandling gennem tiderne. Listen kan indeholde personer fra hele landet, der for eksempel har udviklet nye metoder, gjort en stor faglig indsats eller iværksat initiativer, der har betydet meget for patienternes hverdag.

På Fyn kan det eksempelvis være de sygeplejersker, læger og IT-ingeniører, der på Odense Universitetshospitals telemedicinske enhed har udviklet en patientkuffert til patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). KOL-kufferten er en bærbar PC med webcam, og den har givet særdeles gode resultater, som blandt andet kan ses direkte i antallet af genindlæggelser og patienttilfredsheden.

I Østjylland kan det være initiativtagerne bag et tilbud om netværksfokuseret sygepleje til unge med kræft udviklet på Aarhus Universitetshospital. Her rustes de pårørende og det øvrige sociale netværk, så de kan støtte den unge med kræft under behandlingsforløbet. Gennem den netværksfokuserede sygepleje skabes rum for den unges normale vækst og udvikling.

I Sydjylland kan det være folkene bag et akutteam, som er er oprettet af Esbjerg Kommune i samarbejde med Sydvestjysk Sygehus. Akutteamet sikrer, at borgerne oplever sammenhængende og trygge forløb ved at give borgerne mulighed for at få akut sygepleje i eget hjem, hvilket forebygger unødvendige indlæggelser og genindlæggelser.

I det nordjyske kan det være den sygeplejerske på Aalborg Sygehus, som i samarbejde med Region Nordjyllands innovationsenhed Idéklinikken har opfundet en iltsut for at sikre bedre iltbehandling af børn. Sutten er udformet, så den samtidig fører to slanger med ilt op til barnets næsebor og har vakt så stor begejstring, at den sælges til resten af verden.

Og på Sjælland kan det være de sygeplejersker og læger, der står bag ordningen med en børneonkologisk udgående sygepleje på Rigshospitalet. Ordningen aflaster kræftsyge børn og deres familier, der i hjemmet kan få besøge af en sygeplejerske, som kan medicinere, tage blodprøve og oplære familien i pleje- og behandlingstiltag.

Jeg anerkender fuldt ud ledernes store betydning for de nævnte initiativer og alle de øvrige formidable initiativer, jeg ikke har nævnt. Uden ledelsesopbakning går det ikke. Samtidig er det bare vigtigt at anerkende, at ildsjælene bag initiativerne også har en stor betydning for patienterne i hverdagen.

På trods af besparelser, manglende ressourcer og tidspres gør de en stor forskel ved at skabe omsorg, tryghed og pleje, og det er dem og deres resultater, vi bør få frem i lyset, så mennesker andre steder i sundhedssektoren kan lade sig inspirere af deres arbejde.

Lad os sammen hylde dem for at understrege den store betydning, som de har for patienterne, for menneskeheden og ikke mindst velfærdsstaten.

Annonce
Pia Dreyer
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Kiosk ramt af indbrud

Leder For abonnenter

Mellem to onder

Skal man være mest glad for Politiets Efterretningstjeneste, der med en storstilet aktion onsdag anholdte 20 personer, som det mistænker for at have forsøgt at skaffe sprængstoffer og våben til brug for en ikke nærmere defineret terroraktion? Eller skal man være mere bekymret over, at der stadig findes radikale grupperinger, der bor mellem alle os andre - i det her tilfælde islamister - der er klar til at bruge terror som våben? Svaret er nok, at man både skal være glad for PET og bekymret over de radikale grupperinger. PET og Politiet får med rette megen ros for at have stoppet et muligt terrorangreb. Og som operativ chef i PET Flemming Drejer siger: "Vi skal ikke lade os kue af terror. Vi skal leve vores liv normalt". Det er naturligvis rigtigt. Men det er stadig vanskeligt ikke at vågne en anelse mere bekymret op i disse dage. Det er desværre ikke den første sag om støtte til eller forsøg på at begå islamistisk terror, som vi ser her i landet. Bemærkelsesværdigt er det dog, at den har grene ud til adskillige politikredse, og at de radikaliserede miljøer derfor ikke "kun" er et storbyfænomen. Lige så afskyelig terroren er, lige så komplekst er det at bekæmpe den, fordi den begås af fanatikere, der ganske enkelt er uden for pædagogisk rækkevidde. Gerningsmændene ønsker ofte bare at se de vestlige frihedsværdier gå op i en sky af røg fra et bombebælte. Modsvaret bliver ofte fakkeloptog og fællessang, som ingen terrorister eller fanatikere frygter - eller måske endnu værre; flere muligheder for at politiet kan overvåge os alle sammen. Senest er debatten om at brugen af kameraer med ansigtsgenkendelse dukket op, som politiet ønsker blandt andet med baggrund i terrortruslen. Ønsket er sådan set forståeligt. Og hvem vil ikke gerne forhindre terror? Men hver gang vi skærper myndighedernes mulighed for at overvåge ikke bare potentielle terrorister men os alle sammen, får vi også alle indskrænket lidt af vores frihed i forsøget på at bevare den. Terror skal naturligvis bekæmpes. Men midlerne vil altid blive valg mellem to eller flere onder.

Annonce