x
Annonce
Debat

Debat: Kæmpe svigt ikke vil hjemsende syrere til sikre områder

Asyl: Flygtningenævnet er kommet med en ny vurdering, der siger, at området omkring den syriske hovedstad Damaskus nu er så sikkert, at Danmark godt kan sende syrere, der har fået afslag på asyl i Danmark, hjem til den del af landet. Det er jo en god nyhed.

Derfor skal vi selvfølgelig begynde at hjemsende syrere, der midlertidigt har haft ophold i Danmark, mens de ikke har kunnet være i deres hjemland på grund af borgerkrigen. Nu er tiden inde til, at de skal hjem og være med til at genopbygge deres hjemland. Det er der – desværre – brug for.

Men regeringen vil ikke! Før valget lovede Mette Frederiksen og andre socialdemokrater ellers højt og helligt, at de ville videreføre den stramme udlændingepolitik, som DF og VLAK-regeringen havde ført. Det inkluderer den hjemsendelsespolitik, som blev vedtaget (med stemmer fra Socialdemokratiet!) med finansloven for 2019.

Hjemsendelsespolitikken går helt kort fortalt ud på, at mennesker, som er på flugt fra krig og ødelæggelse, kun skal have hjælp og beskyttelse i Danmark på midlertidig basis, indtil det er sikkert for dem at rejse hjem igen. Et godt og fair princip.

Og for en række syriske asylansøgere er det tidspunkt altså nu! Der er sikkert i dele af Syrien, og derfor skal de selvfølgelig rejse hjem. Men nogle af dem nægter. Og regeringen vil ikke udsende dem med tvang, fordi de ikke vil samarbejde med Assad-regimet i Syrien. Assad er en skidt karl. Det kan der ikke være to meninger om. Men Danmark kan jo ikke diktere, hvilken regering der skal være i Syrien eller andre lande.

Og de syrere, der står overfor hjemsendelse gennemskuer selvfølgelig hurtigt, at regeringen ikke vil tvinge dem til at rejse, hvis bare de nægter at tage af sted. Det er jo fuldstændig uholdbart.

Og det er et klokkeklart løftebrud fra Mette Frederiksens regering! Det er desværre blot det seneste eksempel på, at regeringen aktivt undergraver den hjemsendelsespolitik, som man ellers har selv har stemt for. Det er et kæmpe svigt!

Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce