Annonce
Debat

Indvandrere og flygtninge på kontanthjælp - prisen for benægtelse er alt for høj

Illustration: Gert Ejton

Tal lyver ikke. Det er kun politikernes tolkning af tallene, der ofte har en tvivlsom sandhedsværdi. Det burde egentlig ikke være muligt at løbe fra, at den manglende integration af flygtninge og indvandrere i Danmark er en kæmpe underskudsforretning. Men det lykkes alligevel ofte politikere at påstå, at de tal, vi kender, er udtryk for diskrimination.

Det er selvfølgelig også lettere end at gøre noget ved, at vi i Danmark oplever en særligt ringe beskæftigelsesfrekvens blandt borgere med ikke-vestlig baggrund. Således er hver fjerde kvinde, der uafbrudt har været på kontanthjælp i 10 år en ikke-vestlig baggrund og helt overordnet er hver tredje ikke-vestlige indvandrer i Danmark på offentlig forsørgelse.

Når dertil kommer, at en del af årsagen skal findes i værdimæssige udfordringer, såsom manglende ligestilling i etniske miljøer, så har vi et problem.

En spørgeskemaundersøgelse blandt 400 jobcentermedarbejdere i Københavns Kommune viste, at en tredjedel af medarbejderne har oplevet, at ledige etniske minoritetskvinder direkte giver udtryk for, at de presses af deres familie eller omgangskreds til ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det er altså dokumentation for, at fastholdelse af traditionelle kønsrollemønstre og negativ social kontrol forhindrer kvindernes deltagelse i samfundet. Og det koster samfundet rigtig mange penge.

Regeringen har fremlagt en plan om at indføre 37 timers beskæftigelse/aktivering af indvandrere og andre udlændinge med integrationsbehov. Men helt forudsigeligt har det affødt de sædvanlige påstande om diskrimination. Det er blandt andet Radikale Venstre, som er på banen, men også Dansk Socialrådgiverforenings formand, Mads Bilstrup, som mener at: "det nytter ikke at stille flere krav til kvinderne om at optjene ret til ydelser. Vi risikerer at støde kvinderne endnu længere fra os" - og Fagbevægelsens Hovedorganisation, hvor næstformand Ejner K. Holst har holdningen: "vi har ikke behov for nogen, der bliver gode til at sætte flåede tomater på hylden".

Desværre bidrager kritikerne ikke rigtig med andre forslag til integration. Heller ikke selv om, det burde stå klart, at de tal, der belyser den hidtidige indsats, viser et alvorligt problem. Og min påstand er, at integration via arbejde faktisk virker. Jeg har været der selv. Da jeg kom til Danmark, blev jeg heldigvis sat i aktivering som kontanthjælpsmodtager, så jeg har brugt mange måneder på at blive god til at sætte toiletpapir og håndklæder på hylder, feje gulv og vaske op.

Roya Moore

Og jeg husker faktisk de forløb som min unikke mulighed for sætte gang i integrationsprocessen. Selvfølgelig var meget af det aktivering for aktiveringens skyld, og der var da heller ingen jobgaranti på de ”opkvalificeringsforløb”, jeg var igennem. Men det var altså de forløb, som gjorde, at jeg lærte dansk, fik indsigt i den danske arbejdskultur, lærte mine rettigheder i samfundet at kende og ikke mindst opbyggede et solidt netværk. Aktivering var min vej til min integration.

Vi er simpelthen nødt til at være mere ambitiøse i forhold til indvandrere og flygtninge på kontanthjælp. Økonomisk har vi ikke råd til at have 8000 ikke-vestlige indvandrere gående rundt på kontanthjælp i mindst 10 af de seneste 15 år. Og i forhold til integration af også anden generation skubber vi et problem, som bliver ved med at vokse, foran os.

Dansk Arbejdsgiverforenings analyse fra 2019 af ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp viste, at gruppen i gennemsnit sættes i aktivering blot 12 procent af den tid, de modtager kontanthjælp. Altså i gennemsnit under fem timer om ugen - og i den øvrige tid foregår der ingen beskæftigelsesindsats. I 2018 var der hele 40 procent af de ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp, som ikke deltog i et eneste aktiveringsforløb. Og for kvinderne ser det endnu værre ud; for ikke-vestlige kvinder bliver kun sendt ud i virksomhedsrettet aktivering halvt så ofte som ikke-vestlige mænd. Og på trods af den mangelfulde aktivering viste tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet sidste år, at omkring en tredjedel af flygtninge og familiesammenførte udeblev fra danskundervisning på en gennemsnitlig dag.

Vi er nødt til at stille os selv spørgsmålet, om det virkelig er rimeligt, at danske skatteborgere skal betale milliarder, for at en så stor gruppe af mennesker får lov til at gå på passiv forsørgelse uden at bidrage det mindste?

Specielt når vi kan se, at vi i fremtiden vil mangle arbejdskraft. Og nej, det betyder ikke, at så vil problemet løse sig selv. For de ikke-vestlige indvandrere og flygtninge, som til den tid har gået 15 år på kontanthjælp, kan ikke uden videre komme i ordinær beskæftigelse, og de forstokkede kønsroller eksisterer stadig og forhindrer kvinderne i at komme ud på arbejdsmarkedet. Og vi lader det ske, fordi vi har berøringsangst.


Vi er nødt til at stille os selv spørgsmålet, om det virkelig er rimeligt, at danske skatteborgere skal betale milliarder, for at en så stor gruppe af mennesker får lov til at gå på passiv forsørgelse uden at bidrage det mindste?


Situationen er uholdbar for samfundet, men også for vores ikke-vestlige borgere og for deres børn, som vokser op i Danmark. Deltagelse i samfundet er et afgørende skridt i kampen mod negativ social kontrol og kampen for ligestilling i etniske miljøer. Integration via arbejde - også selv om det i første omgang er tvungen aktivering - vil gavne familierne og samfundet. Og på sigt er det vejen til at give tusindvis af mennesker mulighed for at klare sig selv, frem for at leve af offentlig forsørgelse. Det vil styrke integrationen og give selvværd og respekt for det danske samfund for flere generationer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce