x
Annonce
Debat

Debat: Hvorfor har vi praktiserende læger kun fået en (1) maske mod virus?

Coronavirus: Chefredaktøren på Fyns Amts Avis beder i lederen om, at myndighederne løfter lidt af sløret for beredskabsplanerne for COVD19 (coronavirus, red.).

Det kunne jeg ikke stå for, så jeg vil fortælle alt, hvad jeg ved!

I Italien er en del af de smittede og karantæneramte praktiserende læger. De er de første, der ser de syge patienter og dermed også de første til at blive smittede. Ingen i Italien havde regnet med, at der var COVID. Ikke før der var nogle dødsfald og en fik den fikse ide at teste for COVID19. Men der var det for sent.

I min hverdag som praktiserende læge om vinteren ser jeg rigtig mange virussyge.

Og modsat, hvad myndighederne tror, så er det ikke muligt at vurdere om en patient er virussyg pr telefon hver gang. Derfor kommer der en del i konsultationen, der har virussygdom. Influenza, snot, COVID19. Symptomerne er cirka de samme. Feber. Ubehag. Hoste.

Den information, jeg får om COVID19, kan alle læse på Statens Serum Instituts hjemmeside. Lige nu er det kun patienter med høj feber og som har været særlige steder (som ændrer med lynets hast) eller har været sammen med nogen, der er mistænkt for COVID19, der skal mistænkes for COVID19.

Jeg spørger til rejsehistorik i telefonen og hvis den er negativ, så ser jeg patienterne. Hvis bare en af dem, er smittede med COVID19, og jeg bliver det, så spreder det sig som lynild blandt de allersvageste patienter.

Og vi finder først ud af det, når det er for sent. For patienterne bliver ikke testet medmindre de har en særlig rejsehistorik. I Italien troede de ikke, der var nogen, der havde COVID 19, før de begyndte at teste. Så havde de pludselig 300 med COVID19 i løbet af få dage og 11 dødsfald.

I Danmark tester vi ikke. Så vi finder dem ikke. Og det i sig selv er vel også en form for strategi.

Vi burde teste bredt som i influenzaepidemier, så vi har en mulighed for at bremse spredningen. Ellers lægger vi hele primær og sekundærsektoren ned i flere måneder. Og det kan koste menneskeliv.

Beredskabet anbefaler, at man i almen praksis bruger et mundbind til patienten, hvis man mistænker COVID19. Derfor har beredskabet sendt en (1) maske ud til alle lægehuse. Det er vores beredskab. Og det er fordi myndighederne må have en tyrkertro på, der ikke er spredning af COVID19 inden for landets grænser, og fordi de har for høje forventninger til effektiv telefonvisitation.

På sygehusene er beredskabet anderledes. De bruger masker og helkropsværnemidler.

Jeg kan til nød forstå, at man er villig til at ofre et par praktiserende læger under en epidemi. Men jeg forstår ikke, at myndighederne ikke gør et forsøg på at komme med brugbare oplysninger til frontlinjekæmperne. Og brugbare værnemidler.

Så beredskabet? Jeg ved det ikke. Men hvis du finder ud af noget, vil du så ikke ringe, chefredaktør?

Og masker? Hvilke masker?

Iza Alfredsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Annonce