Annonce
Debat

Debat: Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Dilemmaet ved at blive gammel

Tænk, hvis vi gamle viste ansvar og fravalgte vores høje klimaaftryk og til gengæld kunne tilvælge meningsfyldte fællesskaber.

Nogle gange er det rarest at se sig selv i spejlet uden briller på. Der er en vis mildhed over det uklare billede, som toner frem igennem duggen fra brusebadets varme vand. Men når så brillerne er pudset, og den fugtige luft lukket ud af vinduet, så er det, at det er svært at undgå sandhedens øjeblik. Med mindre, man skynder sig ud til morgenkaffen og konens overbærende blik.

Og det er nok, hvad mange af os gør. Skynder os ud til morgenkaffen i stedet for at se efter nye rynker og grå hår. Men så er det, at der af og til kommer et wake-up call. Som forleden, da jeg modtog en indbydelse til at deltage i et seniorakademi på Rude Strand Seniorhøjskole. For seniorer over 60 år stod der i brevet, og det skulle handle om klima og bæredygtighed.

Som en 59-årig klimaengageret, næsten ældre herre følte jeg mig ramt og kaldet til møde med de andre gamle.

Og det blev en skøn dag. For der er masser af liv, selv om man er over 60 og eventuelt føler sig skubbet ud af arbejdsmarkedet. På stolene i foredragssalen sad den ene efter den anden med lange arbejdslivserfaringer inden for stort set alle fagområder. Men de fleste var på pension, og det var tydeligvis ikke altid så let at få erfaringen omsat i et stille seniorliv. Og derfor viste det sig i kaffepausernes samtaler, at mange af mine ældre meddeltagere for at bekæmpe den truende kedsomhed valgte at rejse en hel del.

Ja faktisk så det ud til, at vi ældre dernede til klimamødet var ganske godt med, når det gjaldt om at sætte CO2-aftryk i himlen. Og med det scenarie klimaprofessor Katherine Richardson tegnede for os med truende klimatiske trippelpunkter, var det jo ikke så godt. For var det ikke klart inden, så stod det helt klart efter dagens fremragende række af foredrag, at den er helt gal fat med fremtidens vejr. Og at det er med vores generation og vores forbrug, at kloden er skubbet på vej ud over en klimakant.

Dybe sukke og måske et par tanker til alle de store biler, der havde bragt os til højskolen. For hvad skal man gøre, når der er pensionsopsparing, friværdi, billige flybilletter og et samfund, der signalerer, at man har overskredet den normale brugbarhedsalder på arbejdsmarkedet?

Det er et dilemma at blive gammel. Stå med et livs erfaring og så opleve, at der ikke længere er bud. At man ikke længere har plads i samfundets indbyggede nytteværdi-skabende bæredygtighed. Samfundet bæres i effektivitetens navn af de yngre generationer. Ældre skal trække sig tilbage og nyde. Og skal de yde, ja da er det helst som aktive i en genbrugsbutik eller som barnepassende bedsteforældre.

Som jeg sad dernede omgivet af sprudlende gamle med masser af ideer og mod på livet, gik det op for mig, at bæredygtighed ikke kun handler om forbrug. Bæredygtighed har først og fremmest at gøre med et blik på livet, hvor alt i naturen og alle mennesker tilskrives en værdi i sig selv som del af livets kredsløb.

På konferencen talte den gamle anti-vækst-nestor, dr. teol. Ole Jensen om poesiens nødvendighed for at skabe bæredygtighed og mening. Med det pegede han på, at det først er, når man ser på livet som mere og andet end noget, der skal overstås, at livet åbner sine muligheder for skønhed, glæde, virkelyst og kærlighed.

Bæredygtighed bliver ofte reduceret til noget med CO2 og genbrug. Men bæredygtighed er at have del i livets kredsløb på en måde, så man bidrager og bruger i et omfang, som er med til at opretholde en livsduelig balance. Og samtidig er i stand til at fastholde et poetisk blik på det levende underværk, man for en tid er en del af.

Dér i salen på Rude Strand Seniorhøjskole, da jeg lyttede til kloge ord og så på powerpoints, kom jeg til at overveje, om det var muligt at lave en ny kultur omkring det at blive gammel. En samfundsmæssig bæredygtig ældrekultur. Hvor vi gamle afstod fra at flyve væk fra kedsomheden og i stedet overdrog kloden noget af den sparede CO2 og overlod en anden del til vores børnebørn via en CO2-’bank’. Derved kunne alvorligt klimabevidste unge med relativ god samvittighed rejse ud på en dannelsesrejse og se verden. For de vidste, at de rejste på den ældre generations afståede CO2-forbrug. Tænk, hvis vi gamle viste ansvar og fravalgte vores høje klimaaftryk og til gengæld kunne tilvælge meningsfyldte fællesskaber.

De meningsfyldte fællesskaber kunne for eksempel opstå, hvis yngre mennesker lagde deres mobiltelefoner til side og i stedet gav opmærksomhed og tid ind i samtalen med vi ældre, der havde valgt at blive hjemme og nu havde brug for menneskelig opmærksomhed. Det ville være bæredygtigt i mere end en forstand.

Eller hvis alle de iderige unge fandt sammen med erfarne ældre og på værksteder eller i tænketanke fremtryllede modeller og opfindelser, som kunne pege ind imod en mere bæredygtig fremtid. Hvilken kreativ mulighed og hvilket jublende poetisk rum, der kunne komme ud af det.

Tænk, hvis vi opdagede det skønne i at lave praktisk havearbejde sammen på tværs af generationerne for efter anstrengelserne med jorden at kunne drikke kaffe og spise en kage sammen.

Ja, faktisk sad jeg dér på bagerste række som nybagt senior på Rude Strand og blev helt optimistisk på fremtiden. Hvis bare vi får mod til på tværs af generationerne at tage klarhedens briller på og så betragte os selv i spejlet med det meningsfyldte og alvorlige spørgsmål: ´Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Ikke alene, men sammen med andre´.

Annonce
Anders Laugesen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

De æreløse

Det er let at blive forarget. Det er endda berettiget at blive forarget, vred og måske endda også opgivende, når man i gårsdagens avis læser om, hvordan næsten fire ud af ti piger med anden etnisk herkomst oplever negativ social kontrol fra familie, venner og andre i deres omgangskreds. Selv efter flere generationer i Danmark, er der piger og drenge, der ikke selv kan få lov til at vælge deres ægtefælle, som ikke må gå ud med ""danske" venner og fortsæt selv listen af uhyrligheder. Det burde være enhver ung mand eller kvindes ret selv at bestemme, hvem de vil leve deres liv med, hvem de vil gå i seng med eller hvilken uddannelse, de vil have. Men forargelsen og vreden gør bare ingen forskel; Den ændrer ikke på noget. Derfor er det også ros værd, at Integrationsrådet nu går ind kampen mod social kontrol, der stortrives blandt specielt børn og unge af anden etnisk herkomst. Det handler om at give de unge mennesker mulighed for at få hjælp - og give dem mod til at stå op mod omgivelsernes krav om, at skulle leve livet på en speciel måde. Når 37 procent af piger med minoritetsbaggrund mener, at de er udsat for en form for negativ social kontrol i forhold til valg af kæreste og ægtefælle, mens det gælder for 24 procent af drengene, så har vi som samfund et stort problem. Men det er også et problem, der ikke kan løses med flere penge. I sidste ende kræver det, at de unge mennesker selv siger fra overfor tåbelige krav om at gifte sig med den rette, gå med tørklæde, og hvad der ellers kan blive stillet krav om. Det er de unge - uanset etnicitet og religion - der selv må tage kampen. Samfundet skal herefter være klar til at bakke op og samle op. Der er i den grad brug for mønsterbrydere, der viser, at det ikke har en pind med ære at gøre at efterleve familien eller omgivelsernes urimelige krav. Det til gengæld æreløst at tvinge nogen til at gifte sig mod deres vilje, forhindre dem i at gå til fester, sport eller vælge uddannelse - uanset om det er religiøst funderet eller har rod i en tradition, der ikke hører hjemme i Danmark anno 2019.

Annonce