Annonce
Debat

Debat: Hvordan går det hos unge og ældre?

Sundhed: I oktober markerer vi både den internationale ældredag og den internationale dag for mental sundhed 10. oktober. Selvom mange, både unge og ældre giver udtryk for god trivsel, så peger triste tal også på, at alt for mange mistrives, desværre. Hver ottende ældre over 74 år har en dårlig mental sundhed, men vi taler sjældent om det. Og hver tredje elev i gymnasiet har på et tidspunkt overvejet at droppe ud. Tallene viser også, at næsten 70 procent af gymnasiepigerne og knap 50 procent af drengene føler sig 'tit' eller 'meget tit' pressede. Det er triste tal, som kalder på handling. Der er ingen lette ”finger-knips-løsninger”, særligt fordi dårlig mental trivsel er et tabu. Det gælder både for unge og ældre.

Dårlig mental trivsel går ofte hånd i hånd med ensomhed. Ni procent af de ældre over 74 år angiver, at de ofte er uønsket alene. Vi ved, at mange har svært ved at håndtere skiftet fra et travlt arbejdsliv med kollegaer til en pensionisttilværelse. Og den dag hvor ægtefællen går bort efter et langt liv i tosomhed, ja, - så lurer ensomheden lige om hjørnet.

Oktober måned er en god måned, at tage livtag med tabuerne omkring ensomhed og mistrivsel. For der er brug for, at vi ser hinanden og ikke blot vender blikket bort, fordi det er svært. For de unge handler det især om, at vi bliver bedre til at se de første tegn på mistrivsel. Det kan f.eks. være pjækkeri fra skolen eller tristesse.

For ældre er det særligt isolation efter dødsfald og sygdom, som kan være udløsende faktor for, at man lukker sig om sig selv. De fleste af os bliver glade når nogen spørger: hvordan går det? Skulle vi ikke, sammen, bruge oktober til at spørge vores nærmeste, hvordan livet former sig netop nu. Vi kender alle til op og nedture, men får nedturen lov at bide sig fast, kan være det være svært at se lys forenden af tunnelen. Ingen har fortjent et liv i ensomhed.

Annonce
Jane Heitmann
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg vil også parkere helt henne ved døren

Jeg fik en lidt dum start på denne uge. Nogle af jer kender det helt sikkert. Min ellers så trofaste bil brokkede sig og kaldte med røde lamper på hjælp fra en kyndig hånd. Det kostede to dage på værkstedet og det besvær, som nu engang følger med den slags. Hver gang det sker, bliver jeg endnu mere opmærksom på, hvor afhængig jeg egentlig er af min bil. Den følelse er jeg næppe alene om i det nordvestjyske. Jovist, der går både tog og bus fra min bopæl til min arbejdsplads, men dagens mange gøremål bliver nu alligevel nemmere, hvis man selv bestemmer afgangstid og endestation. Privatbilen er unægtelig lige så svær at undvære, som den i disse klimaoplyste tider er udskældt. Og selv når den ikke er uundværlig, øger den komfort og bekvemmelighed i så høj grad, at det ligefrem bidrager til livsglæden. Tænk bare på fornøjelsen ved at kunne fragte sig i tørvejr hele vejen til destinationen. Og den ekstra glæden, hvis man ovenikøbet er heldig at finde en parkeringsplads lige ved døren. Det er da lykken, er det ikke? Jeg har tidligere underholdt med, hvordan jeg som grøn redaktør på denne avis fik ørerne i maskinen, da jeg i 2007 skrev en leder om parkeringssituationen i Holstebro. På avisens vegne talte jeg for, at der var rigeligt med parkeringspladser i byen, og at klager over manglende plads blot var et udtryk for, at bilisterne var forvente og ønskede at parkere helt henne ved døren. Og helst også med plads til traileren. Det er en holdning, som jeg gerne stod - og stadig står - på mål for, men alligevel måtte jeg nogle dage senere se min chef, daværende chefredaktør Erik Møller, skrive en leder om parkering med modsat fortegn. Han skrev om de udfordringer, som følger med, når der er rift om parkeringspladserne midt i byen. Unægtelig en anden tilgang til emnet og i reglen en irettesættelse. Min forgænger var nemlig yderst bevidst om, hvilken pris det koster byens handlende, hvis ikke kundernes magelighed imødekommes. Og jeg er helt enig med ham. Dårlige parkeringsmuligheder koster omsætning. Kunderne kører hellere et andet sted hen frem for at risikere kø og manglende plads. Men det ændrer ikke på, at vi rent faktisk er ret godt hjulpet på den front i Holstebro - og i hele Nordvestjylland for den sags skyld. Betalingsparkeringen er endnu ikke nået til vores område, og jeg har kun sjældent været ude for at måtte lede i længere tid efter en plads. Hvis jeg vel at mærke er indstillet på et gå det sidste stykke. Og det med at gå lidt længere kan meget vel blive fremtiden i Holstebro, hvis man skal tro på de forslag til en helhedsplan for Holstebros bymidte, som i denne uge blev fremlagt. Både vinderforslaget og de øvrige forslag gør op med års lappeløsninger og giver et bud på, hvordan midtbyen bør udvikles, hvis man skal gøre den attraktiv i fremtiden. Det betyder blandt andet, at mange parkeringspladser skal inddrages til bebyggelse og grønne områder. Bilerne skal - om ikke ud af byen - så ud af centrum. Det vækker helt sikkert glæde hos mange, men mon ikke det også giver anledning til bekymring her og der. Helhedsplanen for midtbyen rækker så langt ind i fremtiden, at ingen med rette kan påstå at kende behovet for privatbiler. Måske er de til den tid erstattet af moderne løsninger, som vi end ikke kan tænke os til lige nu. Så jeg er optimist. Også selv om jeg er lige så magelig og glad for min bil som enhver anden. I slutningen af 1800-tallet havde verdens storbyer udsigt til at drukne i hestemøg i takt med udviklingen. Det ændrede opfindelsen af bilen som bekendt. Så mon ikke også udviklingen sikrer, at vi kan klare os med lidt færre af de helt nære parkeringspladser i fremtiden. Alternativt kan vi jo blive tvunget ud af mageligheden.

Annonce