Annonce
Debat

Debat: Hovsa, hvor blev regeringens nye retning af?

Politik: Regeringen er kommet godt fra start: Unge, kompetente ministre med masser af ny energi. Godt hjulpet af nedsmeltningen i blå blok, står regeringen fint i meningsmålingerne. Statsministeren trådte hurtigt i karakter med en tiltrængt undskyldning til Godhavn-børnene. Og udviste sikker og effektiv dømmekraft og håndtering af først Trumps besøg så Trumps ikke-besøg.

Vist er der taget positive politiske initiativer: De værste excesser i udlændingepolitikken rulles tilbage af den dygtige minister Tesfaye: Lindholm droppes, Mint kommer hjem til Danmark og integrationsydelsen sættes op.

Andre gode eksempler kan nævnes: Havbrug afvikles for at sikre vort vandmiljø. Regionerne har fået tilført 1,5 milliard kroner for 2020.

Alligevel er det med udspillet til finanslov svært at få øje på den "nye retning for Danmark", som regeringen bebudede før valget. Regeringen har det tilsyneladende lidt med det grønne som andre med vejret: Den taler om det, men gør ikke rigtig noget ved det. Målsætningen om reduktion af CO2-udslippet med 70 procent i 2030 er flot og rigtig. Imidlertid forudsætter en realisering af målsætningen, at vi kommer i gang her og nu med at omstille produktion og forbrug. Men regeringen spiller ikke på banen. Danmarks CO2 udslip bliver ikke reduceret i 2020.

Uligheden som er blevet mere markant de senere år - også under S-regeringen fra 2011-15 - bliver der ikke gjort noget ved foreløbig.

Før valget sagde Socialdemokratiet, at partiet ville arbejde for et mere humant flygtningesystem. I dag afviser regeringen at være med til at støtte et fransk-tysk-italiensk- maltesisk forslag om en mere retfærdig EU-fordeling af asylansøgere. Det er aldeles usolidarisk.

Alle de gode ting regeringen lovede før valget forudsætter penge, det vil sige økonomiske reformer, da finansminister Wammen næppe har et pengetræ stående i baghaven. Det kunne være bedre muligheder for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Heller ikke her har vi hørt et kvæk fra regeringen.

Det kan undertiden virke som om, regeringens højeste mål er politisk ro. Det kan man selvfølgelig godt med en del god vilje kalde for "en ny retning". Men det er uambitiøst og ikke den grønne, solidariske profil, regeringen lovede før valget.

Regeringens evige mantra er: Klap nu hesten, Rom blev ikke bygget på en dag, der kommer en løsning på et tidspunkt.

Statsministeren gjorde i åbningstalen et stort nummer ud af den tillid, der angiveligt mangler i det danske samfund. Men regeringen kunne yde sit bidrag til at genskabe tilliden ved at vise det gode eksempel og leve op til egne valgløfter.

Måske er jeg for utålmodig. Men jeg spørger bare: Hvorfor ikke komme i gang, her og nu?

Annonce
Erik Boel
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg vil også parkere helt henne ved døren

Jeg fik en lidt dum start på denne uge. Nogle af jer kender det helt sikkert. Min ellers så trofaste bil brokkede sig og kaldte med røde lamper på hjælp fra en kyndig hånd. Det kostede to dage på værkstedet og det besvær, som nu engang følger med den slags. Hver gang det sker, bliver jeg endnu mere opmærksom på, hvor afhængig jeg egentlig er af min bil. Den følelse er jeg næppe alene om i det nordvestjyske. Jovist, der går både tog og bus fra min bopæl til min arbejdsplads, men dagens mange gøremål bliver nu alligevel nemmere, hvis man selv bestemmer afgangstid og endestation. Privatbilen er unægtelig lige så svær at undvære, som den i disse klimaoplyste tider er udskældt. Og selv når den ikke er uundværlig, øger den komfort og bekvemmelighed i så høj grad, at det ligefrem bidrager til livsglæden. Tænk bare på fornøjelsen ved at kunne fragte sig i tørvejr hele vejen til destinationen. Og den ekstra glæden, hvis man ovenikøbet er heldig at finde en parkeringsplads lige ved døren. Det er da lykken, er det ikke? Jeg har tidligere underholdt med, hvordan jeg som grøn redaktør på denne avis fik ørerne i maskinen, da jeg i 2007 skrev en leder om parkeringssituationen i Holstebro. På avisens vegne talte jeg for, at der var rigeligt med parkeringspladser i byen, og at klager over manglende plads blot var et udtryk for, at bilisterne var forvente og ønskede at parkere helt henne ved døren. Og helst også med plads til traileren. Det er en holdning, som jeg gerne stod - og stadig står - på mål for, men alligevel måtte jeg nogle dage senere se min chef, daværende chefredaktør Erik Møller, skrive en leder om parkering med modsat fortegn. Han skrev om de udfordringer, som følger med, når der er rift om parkeringspladserne midt i byen. Unægtelig en anden tilgang til emnet og i reglen en irettesættelse. Min forgænger var nemlig yderst bevidst om, hvilken pris det koster byens handlende, hvis ikke kundernes magelighed imødekommes. Og jeg er helt enig med ham. Dårlige parkeringsmuligheder koster omsætning. Kunderne kører hellere et andet sted hen frem for at risikere kø og manglende plads. Men det ændrer ikke på, at vi rent faktisk er ret godt hjulpet på den front i Holstebro - og i hele Nordvestjylland for den sags skyld. Betalingsparkeringen er endnu ikke nået til vores område, og jeg har kun sjældent været ude for at måtte lede i længere tid efter en plads. Hvis jeg vel at mærke er indstillet på et gå det sidste stykke. Og det med at gå lidt længere kan meget vel blive fremtiden i Holstebro, hvis man skal tro på de forslag til en helhedsplan for Holstebros bymidte, som i denne uge blev fremlagt. Både vinderforslaget og de øvrige forslag gør op med års lappeløsninger og giver et bud på, hvordan midtbyen bør udvikles, hvis man skal gøre den attraktiv i fremtiden. Det betyder blandt andet, at mange parkeringspladser skal inddrages til bebyggelse og grønne områder. Bilerne skal - om ikke ud af byen - så ud af centrum. Det vækker helt sikkert glæde hos mange, men mon ikke det også giver anledning til bekymring her og der. Helhedsplanen for midtbyen rækker så langt ind i fremtiden, at ingen med rette kan påstå at kende behovet for privatbiler. Måske er de til den tid erstattet af moderne løsninger, som vi end ikke kan tænke os til lige nu. Så jeg er optimist. Også selv om jeg er lige så magelig og glad for min bil som enhver anden. I slutningen af 1800-tallet havde verdens storbyer udsigt til at drukne i hestemøg i takt med udviklingen. Det ændrede opfindelsen af bilen som bekendt. Så mon ikke også udviklingen sikrer, at vi kan klare os med lidt færre af de helt nære parkeringspladser i fremtiden. Alternativt kan vi jo blive tvunget ud af mageligheden.

Annonce