Annonce
Debat

Debat: Hospitalsflytning giver underskud, men de mindre sygehuse skal have deres bid af kagen

Det kan ikke være gået mange næser forbi, at vi i Region Midtjylland har været igennem en række hårde besparelser, hvad end det har været på sygehuse eller busser.

Livremmen er blevet spændt mere og mere ind, og det kan desværre mærkes. Særligt hårdt ramt er Aarhus universitetshospital (AUH), hvor en række store uforudsete udgifter pludseligt har skabt et kæmpe underskud. Da regeringen og Danske Regionerne forhandlede for lidt tid siden, blev det til 1,5 milliarder ekstra til regionerne, for Region Midtjylland betyder det cirka 300 millioner kroner ekstra til budgettet, og et engangsbeløb på 100 millioner kroner nu og her, som altså er øremærket til AUH's flytteudgifter.

Fokus i både medierne og hos politikerne har derfor også været på at redde AUH, og med god grund. AUH skal fungere ordenligt og dermed basta!

Men det store fokus på AUH har desværre også den konsekvens for de andre mindre hospitaler i regionen, at deres problemer er blevet forklejnet eller glemt. Men selvom AUH har det største behov har de ikke det eneste behov. Langt de fleste andre hospitaler har også brug for en håndsrækning fra regionen, og det skal vi give dem.

Derfor er det en vigtig prioritet for mig og Dansk Folkeparti, at vi sørger for at alle de mindre hospitaler også får en bid af kagen i de kommende budgetforhandlinger. Sådan at regionen ikke skævvrides mere end den allerede er.

Annonce
Ole Revsgaard Andersen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Lad nu bare forældrene være forældre på deres måde

Ingen ferieuge uden historier i medierne, som til hverdag næppe havde fået stor opmærksomhed. Nogle kalder det lidt nedladende agurketids-historier, men ofte kaster den slags ret interessante ting af sig. Og ofte giver ferie hos politikere og embedsmænd mulighed for at fortælle noget om helt almindelige mennesker. Det er som udgangspunkt positivt. Denne efterårsferies store historie uden stor relevans er historien om forældre, der ønsker at få deres børns skolefoto manipuleret. Ikke mindst harmen over disse forældre og den massive afstandtagen til redigering af virkeligheden har fyldt meget. Meningsdannere og politikere - og mange andre - har med glæde delt deres egne gulnede skolefotos på sociale medier. Ledsaget af mere eller mindre harmdirrende kommentarer om nutidens forældres forkvaklede syn på udseendet. Det er en automatredaktion, og den er ærligt talt kedelig. Det er også helt ligetil at lange ud efter forældregenerationen og dennes tilgang til børn og opdragelse. For den er unægtelig anderledes end den forriges. For slet ikke at tale om forskellen, hvis vi går to generationer tilbage. Vi kan hurtigt blive enige om, at børn skal have lov at være børn, og at vi skal passe på med, hvor store krav om perfektion, vi flasker dem op med. Men udviklingen giver altså nye muligheder, som de unge ser som noget helt naturligt. Til hverdag er der digitale filtre på billederne, så det hele tager sig lidt bedre ud. Og selv måske skal være en af de rigtig gode dage, hvis vi i virkeligheden skal leve op til udseendet på billedet, foretrækker vi helt naturligt den pæne udgave, når vi viser os frem. Hvorfor skulle det være anderledes for børnene? Hvor langt skal man alternativt gå for at sikre autenticitet i billederne? Skal det tages om, hvis øjnene er halvt lukkede? Skolefotoet er i sig selv ret ligegyldigt for samfundet. Men historien er interessant, fordi den siger noget om os. Og det gør reaktionerne i høj grad også. Børnene skal have lov at være børn, ja. Men skal forældrene ikke også have lov til at være forældre på den måde, de nu finder rigtigt?

Annonce