Annonce
Debat

Debat: Giv nye, små lande en chance i EU

Politik: I dag er det 30 år siden, at Berlinmuren faldt. Gennem tre årtier var den østtyske befolkning blevet holdt i et jerngreb af et stadig mere aldrende og forstenet styre. Med ét var det slut med arbejder- og bondestaten. Utopien om det socialistiske paradis på jord var for de fleste bag jerntæppet en dagligdag præget af varemangel, ufrihed og overvågning.

Berlinmuren symboliserede alt det, der var galt med de kommunistiske diktaturer, og derfor gav de glædelige begivenheder for 30 år siden anledning til en enorm optimisme. Euforien blev hurtigt vekslet til et konkret politisk mål om at forene Europa gennem muligheden for at optage landene i Central- og Østeuropa i EU. Det var en visionær beslutning, som ikke blot har medført stabilitet og økonomisk vækst i de nye EU-lande, men faktisk gjort os alle sammen rigere. Danmarks eksport til eksempelvis Polen er blevet mangedoblet, og uden let adgang til østeuropæisk arbejdskraft, så er der store dele af dansk fødevareproduktion, som ganske enkelt ikke ville eksistere.

Heldigvis havde datidens europæiske beslutningstagere modet og visionerne til at give friheden en chance. Ved at tilbyde et medlemskab af EU blev landene sendt på en selvvalgt reform-stroppetur. På den måde er et medlemskab af EU ikke blot perspektivløs udviklingsbistand, men et forpligtende fællesskab, hvor det forventes at alle yder uanset størrelse og velstand.

Her 30 år efter murens fald er det desværre lidt mere småt med visionerne for at samle kontinentet og dermed sikre en demokratisk udvikling. Makedonien og Albanien har fået nej til at kunne gå i gang med optagelsesforhandlingerne med EU. Det er ærligt talt beskæmmende! Det er små lande, hvorimod Tysklands genforening og optagelsen af Polen i EU krævede politisk mod og vilje. I stedet for at bekymre sig om den næste meningsmåling burde EU’s politiske ledere, inklusiv den danske statsminister, se på de kolde facts. Udvidelsen af EU har skabt en historisk velstand i hele EU og forankret demokratiet i de lande, som gennem årtier var fanget i Moskvas jerngreb.

Det er en succes, og den skal fortsætte. Derfor skal EU være åben overfor de lande, som er klar til at give den en skalle med reformerne, således at de kan blive optaget, når de er klar.

Hvis man blæser på fællesskabets regler og grundlæggende værdier, så bør det have mere klare konsekvenser end det har i dag, hvor Ungarn har kunnet slippe afsted med alt for meget. Det er en fornuftig forudsætning for et forpligtende fællesskab.

Annonce
Jens-Kristian Lütken
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

For dyrt at spare her

I Struer Kommune tager det 12 måneder, inden PPR får lagt en plan for, hvordan et barn med udfordringer skal hjælpes. Det er en tidshorisont, både politikere og embedsfolk erkender er alt for lang tid, og det arbejdes nu at få denne lange behandlingstid sat ned. I søndagsavisen kunne vi læse, at i nabokommunerne er det lykkedes at få sagsbehandlingstiden sat ned i forhold til tidligere. i Holstebro Kommune er den på et halvt år, mens man med en midlertidig opnormering i Lemvig Kommune er nået ned på fire måneder. Begge steder er ønsket og ambitionen også, at sagsbehandlingen kommer meget længere ned. Det er heller ikke godt, at der skal gå mange måneder, inden der bliver lagt den plan, som et barn og dermed familien skal hjælpes med. Naturligvis er det ikke inden for økonomiske muligheder at have et dyrt beredskab, der bare sidder og venter, så der kan laves en plan i samme øjeblik, der opstår problemer - selv om det jo ville være perfekt. Men det kan ikke nytte, at der skal gå så mange måneder. Det er i det fleste tilfælde meget afgørende, at der bliver sat hurtigt ind, når der er problemer, da de ellers bare vokser sig større. Det er en ond cirkel, da der så skal sættes ind med meget dyrere tiltag, og så ruller den dårlige økonomi, der er med til at øge tidshorisonten, fordi kassen løber tør - eller man vælger nogle billige løsninger, som så alligevel ikke hjælper. De lange sagsbehandlingstider er i første omgang et problem for børnene og familierne. Men det er også et problem for medarbejderne, der er under stadig stress, fordi de selvfølgelig godt kan se, at der burde sættes ind hurtigere, men at de på grund af mængden af sager ikke har en chance for at følge med. Der bliver flere og flere sager for PPR, og det kan man så tage en selvstændig diskussion af, hvorfor det sker. Men det sker, så derfor er kommunerne nødt til at lave en prioritering, så man kan følge med stakken af sager, da de menneskelige omkostninger ellers bliver for store - på begge sider af skrivebordet. Og ja, de penge skal findes ved at spare et andet sted. Men det er for dyrt at spare her, da det på sigt giver nogle langt større udgifter - økonomisk og menneskeligt, hvis man ikke hjælper børn i tide.

Annonce