Annonce
Debat

Debat: »Far her« er hykleriets mester

Lige siden Søren Gade blev annonceret som kandidat til EU-Parlamentet var markedsføringen og fortællingen om ham selv klar: Han skulle til Bruxelles for at være en hård hund, der gav de lalleglade EU-elskere modstand.

Venstres Europa Parlamentariker, Søren Gade (V), er kun fire måneder inde i hans femårige mandat, men allerede nu står det klart, at den hårde linje er glemt hjemme i Danmark, når der skal stemmes i EU-systemet.

Lige siden Søren Gade (V) blev annonceret som kandidat til EU-Parlamentet var markedsføringen og fortællingen om ham selv klar: Han skulle til Bruxelles for at være en hård hund, der gav de lalleglade EU-elskere modstand.

Før EU-valgkampen var han endda ude efter sin egen kollega og gruppeformand, Morten Løkkegaard, der havde en ’’lalleglad tilgang til EU’’, når han proklamerede, at Venstre skulle være Danmarks mest pro-europæiske parti. Derimod var Søren Gade en EU-kandidat, der ville lytte til folkets virkelige bekymringer.

For få uger siden, i et indlæg i Jyllands-Posten, tordnede Søren Gade også mod EU-Kommissionen for ikke at have fået styr på bevogtningen af Europas grænser, og EU fik også en svada for stiltiende at have set til Erdogans ageren og trusler om massevis af migranter mod Europa. Venstres hårde EU-hånd var blevet træt af EU´s svage ageren i Middelhavet og stiltiende leflen for Erdogan, måtte man forstå.

Men én ting er, hvad man siger og skriver i indlæg - noget andet er, hvad man reelt stemmer i EU-Parlamentet. De seneste uger har min gruppe i EU-Parlamentet, Identitet og Demokrati, fremsat flere ændringsforslag vedrørende EU´s forhold til Tyrkiet, da vi selvfølgelig mener, at Tyrkiet aldrig nogensinde skal blive en del af EU.

Forslagene har derfor lydt på: At man en gang for alle bør afslutte optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet og dermed afskrive dem som kommende medlemsland. Samtidigt bør man omgående stoppe de førtiltrædelsesmidler som Tyrkiet modtager fra EU, der er en del af en klargøring til et EU-medlemskab. Til trods for, at Erdogan truer Europa med at sende millioner af migranter afsted, og selvom vi har set Erdogan forvandle Tyrkiet til et islamisk sultanat, valgte Søren Gade (og resten af de danske medlemmer af EU-Parlamentet) konsekvent stemme imod alle forslagene.

Med andre ord; Søren Gades (og de andre danske politikeres) ageren viser, at de, i modsætning til undertegnede, ikke vil stille Tyrkiet stolen for døren og stoppe fantasien om, at det nogensinde bliver medlem af EU. Og dermed stoppe den store pengestrøm fra Bruxelles til Ankara.

Også på migrantområdet står ordene fra Søren Gade i kontrast til handlingen, når der skal stemmes.

En spansk socialist fremsatte en resolution vedrørende redning og eftersøgning i Middelhavet. Rapporten skulle sikre lovlige migrant-veje ind i Europa og samtidig sørge for, at NGO-skibe, der ofte har været beskyldt for at smugle mennesker over Middelhavet, skulle have fri adgang til havne i Europa uden, at Italien eller Spanien kunne nægte skibene adgang. Dansk Folkeparti stemte selvfølgelig imod dette vanvid, da EU's ydre grænser skal lukkes fuldstændigt, og da EU's nationalstater selvfølgelig skal kunne afvise et NGO-skib med migranter, der givetvis er i uheldig alliance med menneskesmuglere.

Hos Søren Gade og Venstre mente man tværtimod, at ideerne var så gode, at man valgte ikke at stemme imod disse forslag.

Ikke nok med det valgte min gruppe, Identitet og Demokrati, også at fremsætte et ændringsforslag der påpegede, at de fleste mennesker, der forsøger at komme til Europa ved at krydse Middelhavet, er økonomiske migranter. Og på trods af, at EU´s egne tal viser, at to tredjedele af alle asylansøgninger til EU-landene i 2.kvartal 2019 bliver afvist, og dermed må betragtes som migranter, stemte Søren Gade imod ændringsforslaget.

Søren Gade og hans parti må selvfølgelig selv om, hvordan de vil stemme og udøve deres folkelige mandat. Men det er et grotesk tæppefald for Sørens Gades ellers påståede hårde linje, at han allerede efter få måneder i EU-Parlamentet, er faldet i samme gryde som de venstreorienterede EU-glade politikere. Dem, han ellers har ville kæmpe imod.

Mit ydmyge håb er, at danskerne holder deres folkevalgte op på, hvad de reelt stemmer når de kommer til Bruxelles, og ikke kun hvad de siger til vælgermøder på hjemmebane i Danmark.

Annonce
Peter Kofod Poulsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
TTH Herrer

Skjern snupper bagspiller i TTH

Leder For abonnenter

Den bedste vaccination

75 år er lang tid. Det er en menneskealder - og mere skal der måske ikke til, for at glemslen om Holocausts rædsler slår igennem. I går var det 75 år siden, at russiske soldater befriede Auschwitz, og ingen længere kunne benægte det vanvid og massemord, som tyskerne havde sat i system på Europas jøder. I dag ser vi over hele Europa desværre nye angreb på jøder. Vi har set det senest i Danmark, hvor en jødisk kirkegård i Randers er blevet vandaliseret, og hvor jødiske medborgere har fået sat gule stjerner på deres postkasser. Der er naturligvis langt fra manglende respekt og hærværk fra historieløse højreradikale til nye koncentrationslejre. Men den antisemitisme, som man skulle tro, verden for evigt var blevet vaccineret mod med Anden Verdenskrig, trives desværre stadig. Det gør den i Danmark, og det gør den ude i verden. I et indlæg i nyhedsmagasinet Der Spiegel advarer den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, ligefrem om, at fornærmelser og angreb på jøder er blevet dagligdags forekommende, og at næsten hver anden jøde i Tyskland har overvejet at forlade landet. Truslen mod den jødiske befolkning kommer mange steder fra. Den kommer fra højreradikale, den kommer fra muslimer, og den er sågar tidligere også set komme fra venstrefløjen, hvor man har sympatiseret med og økonomisk støttet grupperinger, der mest af alt ønskede staten Israel opløst. I alt seks millioner jøder blev myrdet under Anden Verdenskrig. Langt de fleste i udryddelseslejre som Auschwitz, der lå i det sydlige Polen. Og når antisemitismen viser sit grimme ansigt igen, så er det ikke kun et problem for den jødiske befolkning. Den er vores alles problem. Den viser, at vi ikke lært en dyt af historien, at vi stadig er nødt til at minde om rædslerne fra koncentrationslejrene, og hvad galoperende vanvid kan føre til. 75-året for befrielsen af Auschwitz og enden på Holocaust er en glimrende lejlighed til at genfortælle historien - og minde hinanden om, at den bedste vaccination mod gentagelse af fortidens dumheder og den stigende antisemitisme er at huske fortiden.

Annonce