Annonce
Debat

Debat: EU skal have sæde i FN’s Sikkerhedsråd

Det er langt fra første gang, at forskellige franske præsidenter har sat sig i spidsen for udviklingen af et fælles europæisk forsvarspolitisk samarbejde.

Den franske præsident Emmanuel Macron har i et større interview med tidsskriftsmagasinet The Economist i stærke vendinger udtrykt sine bekymringer og frustration omkring NATO-samarbejdet.

Ifølge den franske præsident kan vi i Europa ikke længere foranledige os på USA, som har vendt ryggen til det europæiske projekt, ligesom det er uvist hvad Artikel 5 (læs: musketereden) kommer til at betyde på længere sigt.

Derfor er det tvingende nødvendigt, at vi påtager os ansvar for egen skæbne, og spørger man Emmanuel Macron, så har Europa kapacitet til at forsvare sig selv. Forudsætningen herfor er dog, at vi må accelerere det europæiske forsvar, ligesom Europa må betragte sig selv som en geopolitisk magt.

Det er ikke første gang at Frankrig har slået på tromme for et mere selvstændigt og af USA uafhængigt optrædende Europa.

Men skal Europa spille en mere fremtrædende rolle på verdensscenen, og begynde at betragte sig selv om en geopolitisk magt, ville det være både logisk og oplagt at få EU indrømmet en permanent plads i et reformeret FN’s Sikkerhedsråd.

FN’s Sikkerhedsråd har 15 medlemmer, hvoraf de permanente pladser er besat af sejrherrerne fra Anden Verdenskrig. Det vil derfor ikke være forkert, at beskrive FN’s Sikkerhedsråd som en anakronisme fra fortiden,

Diskussionen om et reformeret Sikkerhedsråd i FN er dog langtfra ny. Allerede i 2004 gjorde den daværende FN-generalsekretær Kofi Annan forsøg på, at fremme udviklingen og reformeringen af FN’s Sikkerhedsråd.

I januar 2005 fastslog den daværende østrigske EU-kommissær for udenrigsanliggender Benita Ferrero-Waldner, at EU's politiske rolle og vægt i sig selv legitimerede eller burde legitimere en plads som permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Noget som Italien og Holland bakkede op om. Opbakningen fra Tyskland var derimod vanskeligt at øjne.

Når den daværende tyske udenrigsminister Joschka Fischer ikke troede på forslaget, var det fordi han nægtede at tro, at Storbritannien og Frankrig ville opgive deres pladser til fordel for en fælles europæisk plads. Begge lande har stolte traditioner, og betragter sig stadig som selvskrevne stormagter.

At lande med en glorværdig historie og stolte traditioner har det ovenud vanskeligt med at lægge fortiden bag sig, kan ikke udtrykkes meget bedre end med den tidligere franske diplomat Jean Monnets ord om briternes kompleks med det Europa, som de aldrig har betragtet sig selv som værende fuldgyldigt medlem af.

Jean Monnets skulle engang have sagt: “Storbritanniens største ulykke var, at have vundet krigen”. Spørger man det konservative medlem af det britiske Overhus Lord William Waldegrave, så henviser Jean Monnet til Anden Verdenskrig.

Samtidig har de britiske institutioner i det 20. århundrede aldrig svigtet i en sådan grad, at man måtte begynde forfra. Noget som har stor indflydelse på den britiske selvforståelse, og dermed kun gjort det vanskeligere for briterne selv med at affinde sig i rollen som blot en blandt flere i det europæiske fællesskab.

Om det er historien som gør sig gældende i de franske bestræbelser på, at få Europa gjort til en fuldgyldig aktør på verdensscenen skal være usagt. Men det er langt fra første gang, at forskellige franske præsidenter har sat sig i spidsen for udviklingen af et fælles europæisk forsvarspolitisk samarbejde.

Men hvis ambitionen går på, at gøre Europa til en geopolitisk magt, og gøre sig gældende på verdensscenen, kunne man passende begynde med og i FN’s Sikkerhedsråd. Ikke mindst hvis Europa som politisk aktør ikke skal forsvinde fra verdenskortet, som frygtet af Emmanuel Macron.

Storbritannien vil selvfølgelig og logisk nok holde fast i sit permanente sæde i FN’s Sikkerhedsråd, især når landet træder ud af EU. Dermed er Frankrig det eneste EU-medlem med permanent plads i FN’s Sikkerhedsråd, som kunne konverteres til et EU-sæde om franskmændene vil.

Med andre ord, Emmanuel Macron har alletiders og mest oplagte mulighed for at (be)vise sin oprigtighed ved at overlade Frankrigs permanente sæde i FN’s Sikkerhedsråd til EU, og lade det til enhver tid siddende formandskab i unionen repræsentere og prioritere de europæiske interesser.

Annonce
Preben Bonnén
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer For abonnenter

Mens han stod fast på retfærdighed, hævede han penge på kommunens kreditkort

Leder For abonnenter

Åbenhed er eneste middel mod svindel

Struer Kommunes tidligere kommunaldirektør er sigtet for mandatsvig - altså tyveri. Det kunne vi endelig fortælle i fredagsavisen efter længere tids ihærdige forsøg på at få sandheden om hans pludselige afgang fra jobbet i august 2019 frem i lyset. Hvor informationer holdes skjult, tager rygter og halve sandheder som regel over, og lige siden direktørens fratrædelse er vi på avisen stødt på begge dele. Ikke noget konkret nok til, at vi kunne fortælle det til de borgere i kommunen, som ifølge anklageskriftet er blevet snydt for deres skattekroner. Men nok til, at vi har gravet i sagen. Struer Kommune har holdt det hele hemmeligt for offentligheden, og først nu hvor anklageskriftet er tilgængeligt, har borgerne udsigt til at få svar på nogle af de mange spørgsmål, der melder sig i kølvandet på sådan en sag. Hvis anklageren har ret i, at direktøren gennem godt to år har stoppet mere end 120.000 kroner i egen lomme, efterlader det en række spørgsmål til kommunen. Hvordan kunne det finde sted så længe, uden at blive bemærket i den interne revision? Ethvert træk på kreditkortet skal følges af et bilag for udgiften, så lavpraktisk tyveri på denne måde burde være umuligt at gennemføre over længere tid. Er der styr på revisionen nu? Og hvorfor gik der mere end en måned fra direktørens afgang til en politianmeldelse? Sagen er endnu en alvorlig ridse i lakken på den engang så flotte danske tillid til håndteringen af vores fælles pengekasse. Engang var tyveri og underslæb i det offentlige nærmest utænkeligt, men sagen her er blot en af flere - og langt mere omfattende - sager om embedsmænd, der har stoppet offentlige penge i egne lommer. Svindel med vores fælles midler er gift for samfundet, men det må og skal frem i lyset. Fuld offentlighed er yderst vigtigt, hvis vi skal have tilliden tilbage. Her på avisen stiller vi spørgsmål og kræver svar, fordi ingen kan være tjent med, at kontrollen med vores skattekroner sejler. Der vil altid være uærlige personer, og de mange sager har vist, at kontrolapparatet er nødvendigt. Og hemmelighedskræmmeri når kontrollen svigter hører ingen steder hjemme.

112

Spritbilist: I får aldrig mine nøgler

Annonce