Annonce
Debat

Debat: Et sundt liv bliver grundlagt i barndommen

Hvis man vil gøre noget effektivt ved den sociale ulighed og udviklingen af sygdomme, er det derfor strukturelle indsatser, som vi ved virker.

Ulighed i sundhed rammer skævt og fordeler lidelse uretfærdigt. Omkostningerne er store, i yderste konsekvens handler det om liv eller død. For den enkelte handler det om at blive ramt af sygdom, arbejdsløshed og dårlig livskvalitet. For samfundet som helhed om menneskelige og økonomiske ressourcer, der går tabt.

Grundstenen for sundhedsindsatsen i Danmark er, at den skal være lige tilgængelig for alle. Alligevel ved vi, at borgere med lavere løn og kortere skolegang oplever mere sygdom, dårligere behandling og tidligere død. Hvad gør vi ved det? Hvor skal vi sætte ind? Hvordan kan vi hente tabte leveår? Hvem er det, der skal gøre noget anderledes?

Hvis vi for alvor skal gøre noget ved ulighed i sundhed, så skal vi arbejde ud fra WHO's motto om, at sundhed skal være en del af politikudvikling i alle sektorer. Vi ved, at sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige faktorer er afgørende, når det gælder sundhed og sundhedsadfærd. Vi skal derfor tænke på tværs – det vil sige i daginstitutioner, skoler, på kultur- og fritidsområdet og ude på arbejdspladserne

Og der, hvor vi skal sætte ind allerførst, er der, hvor vi har med børn og unge at gøre. Det er som barn og ung, at vi lægger ”planen” for vores sundhedstilstand som voksen.

Derfor er det særligt vigtigt, at vi har fokus på børns kognitive, sociale og motoriske udvikling – både i daginstitutioner og i skolen. Det er et helt grundlæggende fundament for et sundt liv, at alle unge gør grundskolen færdig og får en kompetencegivende uddannelse bagefter. Arbejdsløshed blandt unge har betydning for tilknytning til arbejdsmarkedet på lang sigt, og når det gælder muligheden for at kunne prioritere at leve et sundt liv, spiller det en vigtig rolle, om man har et arbejde eller ej.

Samtidig ved vi, at børn og unge, som lever et aktivt liv har et bedre helbred, også når det gælder den mentale sundhed. Derfor giver det rigtig god mening at se på, hvordan flere unge kan deltage i fritidstilbud i det foreningsliv, der er i Danmark.

Når det gælder risikofaktorer som rygning, alkohol, inaktivitet, usund kost og svær overvægt, så rammer uligheden også benhårdt her, og det har betydning for, hvor mange der får for eksempel KOL, muskel-skeletlidelser og diabetes. Det betyder også, at der er mange med kortere uddannelse, som både ryger, er svært overvægtige og ikke aktive i deres fritid. De er særligt udsatte for at få flere samtidige sygdomme.

Uligheden i risikofaktorer står alene for 60 procent af den samlede ulighed i dødelighed.

Der er altså mange gode grunde til at gøre noget ved uligheden. Men det er ikke gjort ved at stille krav om, at borgeren selv skal ændre den måde, de lever på. Det kræver nemlig både tid, kræfter og overskud – noget, den enkelte ikke altid har. Hvis man vil gøre noget effektivt ved den sociale ulighed og udviklingen af sygdomme, er det derfor strukturelle indsatser, som vi ved virker. Det drejer sig for eksempel om aldersgrænser for køb af alkohol, og om at gøre sund billig mad tilgængelig for alle, og at indrette byer, så de indbyder til fysisk aktivitet.

Også på arbejdspladserne kan man tænke i at tilbyde målrettet fysisk træning i arbejdstiden. Det er der allerede gode erfaringer med både i det private og i det offentlige.

Vi fødes og vokser op med ulige betingelser for at opnå en god sundhedstilstand, men det sundhedsvæsen som skulle bidrage til at modvirke ulighed i sundhed gør nogen gange det modsatte. Der er således systematisk forskel i, hvem der får mest gavn af tidlig opsporing, behandling og rehabilitering.

Eksempelvis har mennesker med lav løn og kortere uddannelse, som samtidig bor alene, højere risiko for at få kræft, men herudover bliver de i nogle tilfælde udredt senere og tilbudt en mindre effektiv behandling.

Der er simpelthen barrierer indbygget i sundhedsvæsenet, som gør det svært for nogle mennesker at navigere. Hvis man for eksempel er i flere behandlingsforløb på samme tid, mangler et personligt netværk, har en kort uddannelse, så kan det bidrage til, at man ikke får den behandling, man burde.

Vi i væsnet skal arbejde med at finde systematiske løsninger, så vi sikrer sammenhæng og koordination. Men samtidig har vi brug for individuelle løsninger, der kan tilpasses afhængigt af, hvad borgeren selv kan klare. Ellers svigter vi de særligt sårbare.

Helene Probst
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce