Annonce
Debat

Debat: Er effektiviseringskrav til nye sygehuse grebet af den blå luft?

Sundhed: Det kan godt være, at historien fløj under massemediernes radar, men der er ingen tvivl om, at det var en vigtig afdækning, der skete i fredags. Her afslørede mediet Dagens Medicin nemlig, at grundlaget for de høje effektiviseringskrav fra staten til de nybyggede sygehuse mildt sagt er usikkert. Ja faktisk lader det ifølge Dagens Medicin til, at hverken Sundhedsministeriet eller de eksperter, der vejledte den daværende regering, der vedtog kravene, kan begrunde størrelsen på effektiviseringskravene. Der bliver henvist til nogle erfaringer fra Norge, hvor man angiveligt skulle have effektiviseret – altså sparet – 11 procent på det nybyggede hospital. Problemet er bare, at ingen i Norge åbenbart har kendskab til et nybygget hospital, der har oplevet de nævnte effektiviseringer.

Hvad har det så af konkret betydning for det danske sundhedsvæsen og ikke mindst for patienter, læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter med videre? Jo, se blot til Aarhus Universitetshospital. Her blev effektiviseringerne i første omgang de facto til et sparekrav, hvor man beskærer hospitalet svarende til procentsatsen, der skal effektiviseres for. Det er nu nedsat fra 8 til 6 procent med budgetaftalen i Region Midtjylland for 2020. Det er jo indlysende, at når sparekniven bliver ved med at skære løs, har det altså negative konsekvenser for patienterne. Det er ødelæggende for lægers og andre sundhedsprofessionelles betingelser for at give den bedste behandling.

Med tanke på, at der er nye sygehuse på vej i Odense, Køge, Aalborg, Gødstrup ved Herning, Bispebjerg og en række andre steder rundt i landet, kan det kun gå for langsomt med at få undersøgt grundlaget for effektiviseringskravene. Hvis det skulle vise sig, at der ikke er dokumentation for at have de høje effektiviseringskrav, er det selvfølgelig meget problematisk. Især hvis de høje krav også er urealistisk høje. Der er tale om så store beløb i de forskellige sygehusbyggerier, at det både får og har konsekvenser for vores muligheder for at hjælpe patienterne i et i forvejen underfinansieret sundhedsvæsen. Jeg er bekymret for, om de næste hospitalsbyggerier kommer til at gennemgå samme budgetøvelser som i Aarhus.

Derfor må og skal vi have fakta på bordet. Hvordan er det endt med effektiviseringskrav på op til 8 procent? Er det realistiske krav – og er der overhovedet grundlag for at holde fast i det? Jeg kan konstatere, at sundhedsministeren er blevet indkaldt til samråd om sagen. Det er jeg meget spændt på, hvad der kommer ud af. Ret skal være ret; effektiviseringskravene blev aftalt mange år, før den nuværende sundhedsminister satte sig på posten. Men afdækningen af problemerne og ikke mindst en løsning af dem ligger naturligvis på Magnus Heunickes bord, så Lægeforeningen holder øje med det videre forløb.

Man må sige, at det ganske enkelt er bekymrende, hvis kravene om milliardeffektivisering på nye sygehuse hviler på forkerte tal. Og det er en skandale, hvis de høje effektiviseringskrav også er urealistisk høje. Er de det, skal de naturligvis laves om. Det ligger fuldstændig fast. Vores sundhedsvæsen er i forvejen presset efter næsten et årti med underfinansiering. Derfor kan det kun gå for langsomt med at komme til bunds i denne sag.

Annonce
Andreas Rudkjøbing
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

De æreløse

Det er let at blive forarget. Det er endda berettiget at blive forarget, vred og måske endda også opgivende, når man i gårsdagens avis læser om, hvordan næsten fire ud af ti piger med anden etnisk herkomst oplever negativ social kontrol fra familie, venner og andre i deres omgangskreds. Selv efter flere generationer i Danmark, er der piger og drenge, der ikke selv kan få lov til at vælge deres ægtefælle, som ikke må gå ud med ""danske" venner og fortsæt selv listen af uhyrligheder. Det burde være enhver ung mand eller kvindes ret selv at bestemme, hvem de vil leve deres liv med, hvem de vil gå i seng med eller hvilken uddannelse, de vil have. Men forargelsen og vreden gør bare ingen forskel; Den ændrer ikke på noget. Derfor er det også ros værd, at Integrationsrådet nu går ind kampen mod social kontrol, der stortrives blandt specielt børn og unge af anden etnisk herkomst. Det handler om at give de unge mennesker mulighed for at få hjælp - og give dem mod til at stå op mod omgivelsernes krav om, at skulle leve livet på en speciel måde. Når 37 procent af piger med minoritetsbaggrund mener, at de er udsat for en form for negativ social kontrol i forhold til valg af kæreste og ægtefælle, mens det gælder for 24 procent af drengene, så har vi som samfund et stort problem. Men det er også et problem, der ikke kan løses med flere penge. I sidste ende kræver det, at de unge mennesker selv siger fra overfor tåbelige krav om at gifte sig med den rette, gå med tørklæde, og hvad der ellers kan blive stillet krav om. Det er de unge - uanset etnicitet og religion - der selv må tage kampen. Samfundet skal herefter være klar til at bakke op og samle op. Der er i den grad brug for mønsterbrydere, der viser, at det ikke har en pind med ære at gøre at efterleve familien eller omgivelsernes urimelige krav. Det til gengæld æreløst at tvinge nogen til at gifte sig mod deres vilje, forhindre dem i at gå til fester, sport eller vælge uddannelse - uanset om det er religiøst funderet eller har rod i en tradition, der ikke hører hjemme i Danmark anno 2019.

Annonce