Annonce
Debat

Debat: Den perfekte kultur - Hvorfor var der ingen, der retoucherede mit skolefoto?

At skolefotografering stadig findes, er i sig selv imponerende: At man i 2019 kan få børn og unge til at stille sig op foran en trist baggrund og lade en fremmed, akkordlønnet voksen tage deres billede må være den ypperste form for autoritetsunderkastelse.

Man kunne med god grund argumentere for, at skolefotoet er en anakronisme fra en tid, hvor det at vandkæmme håret og lade sig forevige til klassebilleder og julegaveportrætter kun skete én gang hver eller hverandet år.

I dag har vi alle et kamera indbygget i højre hånd, vi er alle fotografer og portrætterer konstant os selv og hinanden; især vores indfødte digitale yngel har et skarpt blik for motiver, vinkling, farver og ja, redigering.

En række skolefotografer var i denne uge kilder til en DR-historie om, at stadig flere voksne ringer og beder om at få deres børns foto retoucheret. En historie, der underbygger vores bekymring for perfekthedskulturen. For hvad er det vi gør ved vores børn, hvis vi lærer dem, at det ikke er ok at have bumser, eksem eller sår?

Sociolog Eva Steensig advarer om projektbørn, der bliver til skrøbelige unge, der ender med at stå alene om deres identitetsdannelse. Men når jeg kigger på mit skolefoto fra 7. klasse, taget en vinterdag i 1985 på Hammershøj Centralskole, ønsker jeg ikke den tid tilbage: Den skæve Tommy Seebach-permanent og den store røde bums på næsen vidner ganske rigtigt om, at der ikke var fokus på det perfekte, og at forældre ikke fejede foran deres børn. De arbejdede måske nok mindre og brugte mindre tid ved skærmen, men helt ærligt: De brugte ikke tiden på at tale med deres børn og på at forstå os og hjælpe os med at lempe den svære overgang til voksenlivet. Vi var nøjagtigt lige så alene om at danne vores identitet, som unge er det i dag. Vi så bare værre ud imens.

Annonce
Rikke Dal Støttrup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Moralske investeringer

Det er ganske fornuftigt, at politikerne i økonomiudvalget i Holstebro har valgt at sende et forslag om den fremtidige investeringspolitik til hjørnespark. Der er intet galt med at se på, om man forvalter skatteborgernes penge fornuftigt, og får det afkast, som man kan forvente. Men i oplægget til den nye investeringspolitik ønskede kommunen at forbyde investeringer i alkohol, voksenunderholdning (porno red.), alkohol, tobak, fossile brændstoffer og hasardspil. Det letteste i verden er at sadle en høj hvid hest, og ride ud i offentligheden og moralisere for skatteborgernes penge. Men det kan i den sammenhæng være værd at minde om, at Holstebros moderne historie delvist er skrevet med tobak fra Færchs fabrikker, og en af kommunens største arbejdspladser er stadig kasernen, der i disse tider får nyt materiel for millioner af kroner, der er med til at fastholde og udvikle regimentet. Vi er også alle medejere af Danske Spil via staten, og mon kommunen ville sige nej, hvis Carlsberg ville flytte sit hovedsæde til Holstebro? Det er fint, at kommunen har høje etiske og moralske standarder for sine investeringer, men der er ingen grund til at miste jordforbindelsen af den grund. Kommunen har allerede en investeringspolitik, der skal sikre, at investeringerne overholder FN’s anbefalinger om "Responsible Investment" - ansvarlige investeringer. Det handler om, at man ikke må investere i virksomheder, der lader hån om basale menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder med meget mere. Det må som udgangspunkt være fint. Kommunens opgave er at levere ydelser som skolegang, ældrepleje og meget andet. Det er ikke en kommunalpolitisk opgave at lege investeringspoliti. Når virksomheder driver deres aktiviteter lovligt, er det ikke kommunens ansvar at bedømme dem moralsk. Det risikerer at blive skruen uden ende, hvor politikerne giver sig selv så mange benspænd, at det bliver vanskeligt at forrente borgernes skattepenge på en bare nogenlunde tilfredsstillende måde.

Annonce