Annonce
Debat

Debat: Da spionen Lenz fik sin julemad i arresten

Hans Jørgen Bonnichsen fortæller om sin vej til spionernes verden
Annonce

Spionagen under den kolde krig udartede sig i mange bizarre former. Da sovjetlederen Nikita Krustjov besøgte København i 1964, sendte efterretningstjenesten folk ind på Hotel Royal og fik pillet ved kloakrørene på sovjetlederens toilet, så tarmindhold og urin, kunne fiskes op og sendes til analyse af pågældendes helbredstilstand,

Uanset de excentriske metoder er der vel næppe nogen, der vil benægte, at spionagen medvirkede til, at vi ikke fik en varm krig. De danske efterretningstjenester var aktive aktører i denne fornemme opgave, men var også, knap så excentrisk, genstand for spionagen.

Noget måtte være gået galt den påske i 1971, da Victor Kedrov spadserede lige igennem paskontrollen i Københavns lufthavn uden at blive stoppet og sendt tilbage til Moskva. Victor Kedrov var tidligere udvist fra England identificeret som KGB-agent og dermed persona non grata i alle vestlige lande. Han var tilknyttet KGB's X-linje, spionageenheden for teknik og videnskab, hvor opgaven var at skaffe ulovligt teknologi til gavn for det sovjetiske styre.

I København var han legalt ansat ved den sovjetiske handelsdelegation. Men alligevel besluttede PET klogt at skygge ham. På et tidspunkt konstateredes en tæt kontakt til en ingeniør og grosserer i avanceret teknologi til brug for militæret. De mødtes på byens restaurationer til middage med bøf og rødvin. Offeret skulle smøres. Mistanken burde være vakt, da han fik besked på kun at kommunikere via telefonbokse. Ligesom han hurtigt lærte at køre formålsløst rundt i Københavns gader på såkaldte ”rysteture”, hvor han forsøgte at komme af med PET's observatører.

I 1971 var Sovjetunionen sakket bagud i det teknologiske kapløb med Vesten. Og da det på grund af embargo-regler, var umuligt for Sovjetunionen at købe den vestlige verdens højteknologi, måtte de ”stjæle” den. Det var det, sagen mod Kedrov og grossereren handlede om.

I en større ordre, der skulle leveres hurtigt, kom grossereren uforsigtigt - men præcist som Kedrov havde håbet på - til at levere en del ulovlige elektroniske komponenter. Kedrov vidste, at han havde grossereren i saksen. Enten en anmeldelse til PET eller et samarbejde med KGB. Det blev det sidste.

Efter tre års overvågning var PET overbevist om, at materialet var stærkt nok til en anholdelse sigtet for spionage. Sagen blev overdraget til Rejseholdet, hvor jeg sammen med PET fik opgaven at sparke sagen i mål. Hurtigt blev jeg sikkerhedsgodkendt. Jeg kunne nu træde ind i spionernes verden.

I alt blev der blev leveret elektroniske komponenter for en million kroner som et specielt, brandhæmmende plastmateriale, der blev anvendt af USA's luftvåben til at beskytte flyene samt en række avancerede måleapparater til ballistiske afprøvninger af våben og ammunition. Leveringerne fandt sted på mystiske steder som en rasteplads ved motorvejen ved Køge, hvor elektronisk militærudstyr blev læsset over i KGB's kassevogn.

Sagen førte til udvisning af tre KGB-folk. Grossereren blev af et enigt nævningeting idømt otte års fængsel.

Jeg havde fået min debut i efterretningstjeneste og havde talt med min første spion. Der skulle komme flere. En af dem var STASI-spionen med dæknavnet Lenz. Han var én af over 50 danske STASI-spioner, vi forsøgte at identificere i de 150 kilometer hylder, som STASI-arkiverne fyldte. Dygtigt - og før os - kom Ekstra Bladet på sporet, så de på forsiden kunne skrive ”STASI-SPION I UDENRIGSMINISTERIET”. Det satte os under pres, for i modsætning til Ekstra Bladet kunne vi identificere personen bag dæknavnet. En højtplaceret embedsmand i EU og tidligere ansat i Udenrigsministeriet.

Under juleferien i Danmark blev han anholdt. Det var mig, der foretog afhøringen. Han nægtede ethvert kendskab til sigtelserne og blev løsladt i dommervagten. Nyt materiale blev præsenteret for landsretten den 24. december 1999. Lenz blev nu fængslet, og Vestre Fængsel måtte dække op til en ekstra julekuvert.

Vi var ikke længere i kapløb med Ekstra Bladet, men med forældelsesfristen. Her tabte vi stort til trods for. at vi kunne påvise, at Lenz havde leveret 101 informationer til STASI, hvoraf de 64 kom fra Udenrigsministeriet og hvoraf de 25 havde en så alvorlig karakter, at de havde skadevirkninger for Danmark. Lenz blev den 7. juni 2000 frifundet på grund af forældelse. Disse ord blev fællesnævneren for de mange sager, hvor danskere havde spioneret for STASI. Afsløringen af STASI-agenter havde ikke politisk topprioritet i Danmark i 1090'erne. Det tog 3 justitsministre og næsten 10 år, før der kom gang i sagerne. Og da var det for sent.

Politisk opmærksomhed på allerhøjeste niveau fik det, da PET konstaterede, at der fra en telefonboks på Østerbro blev rettet kontakt til den ”afhoppede” leder af Danmarks Kommunistiske Parti, og nu stifteren af SF, Aksel Larsen for at aftale et møde ”det gamle sted”. PET´s observationshold var på pletten. Her iagttog man en ventende person med en brun dokumentmappe. Aksel Larsen dukkede ikke op. Personen blev skygget gennem byen til indgangsdøren til den amerikanske ambassade. Ledelsen i PET var målløs. Opfattelsen var, at det hemmelige møde skulle foregå med KGB-agent, da telefonboksen befandt sig nær den russiske ambassade.

Det medførte en alvorlig krise mellem PET og CIA, hvor der blev talt med store ord. Udenlandske efterretningstjenester - uanset venlige eller fjendtlige - må ikke operere på dansk jord. Regeringens sikkerhedsudvalg blev informeret. Her betragtede man det som en handling, der ikke stod til at ændre, så hvorfor ikke udnytte situationen. Konflikten blev løst ved, at PET fik kopier af mødereferaterne og kunne stille supplerende spørgsmål til Aksel Larsen.

Kontakten mellem CIA og Aksel Larsen varede med pauser i 10 år, og der blev leveret oplysninger om situationen i Østblokken, forbindelserne til Moskva, kommunistpartiets virksomhed med videre. Det var et chok for de fleste, da denne forbindelse mange år efter blev offentliggjort i rapporten om ”Danmark under den kolde krig”.

Den 9. november i år var det 30 år siden Murens Fald. Den kolde krig og dens danske spioner er slut. Vi har intet lært af historien. Skændigt bygges der stadig mure og sættes hegn op mellem nationer og mennesker og spionagen foregår stadig med fuld styrke. Og den vil fortsætte, for med den usikkerhed, der i øjeblikket eksisterer i verden, er der i høj grad brug for efterretninger, der kan medvirke til at forhindre, at kriserne tilspidses og handlinger mistolkes, så de får alvorlige konsekvenser.

Hans Jørgen Bonnichsen

Kort om Bonnichsen

Hans Jørgen Bonnichsen er født i Haderslev i 1943, har arbejdet som chefkriminalinspektør hos Rigspolitichefen og arbejdet som chefkriminalinspektør for Politiets Efterretningstjeneste (1997-2006). Han har modtaget en række udmærkelser, han har i sin fritid læst en BA i litteraturvidenskab med kunsthistorie ved Københavns Universitet. Han skriver hver anden uge klummen På kant her i avisen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

Venø Færgen fylder 10 år

Annonce