Annonce
Debat

Debat: Da Martin Rossen kiggede forbi…

Politik: En søndag formiddag i begyndelsen af august 1999 sad jeg på mit kontor i Socialdemokratiet på Thorvaldsensvej, da telefonen ringede. I røret var Martin Rossen; i dag statsministerens stabschef. Vi var en slags kolleger, da Martin var international sekretær i DSU, jeg i Socialdemokratiet. Samtidig klikkede vi og var blevet venner; ordnede gerne verdenssituationen over en kop kaffe, kørte motorcykel og hudflettede politiske modstandere - og venner der var på afveje - i ramsaltede avis kommentarer.

Martin havde brug for, at vi sås snarest og en halv time senere sad han på mit kontor: Han og en ven var blevet overfaldet i Fælledparken aftenen forinden. Ganske uprovokeret havde en flok indvandrerdrenge overfaldet de to med spark og slag – hans ven havde fået en flaske i ansigtet. Martin var mest bekymret for, om vennen ville få varige skader på øjet.

Martin havde samme nat skrevet en kommentar, som han gerne ville vende med mig. Som altid var indlægget velskrevet. Pointen var vrede og frustration over angrebet. Men Martin fremhævede samtidig, at han forstod indvandrernes magtesløshed og frustration over en stadig større samfundsmæssig isolation. Martin lagde i både indlægget og vores samtale vægt på, at han støttede en bedre og mere human udlændingepolitik og at han var stærkt bekymret over den tiltagende racisme. Martin konkluderede, at han fortsat troede på, at Danmark ”kan blive et samfund for alle med plads til alle og brug for alle”. Indlægget blev bragt i Politiken den 14. august 1999.

Jeg havde ikke før oplevet Martin Rossen i en krisesituation. Og var ærlig talt imponeret over, hvordan han – i en alder af 23 – evnede at holde hovedet koldt. Han håndterede angrebet med omtanke og var samtidig meget opmærksom på, at en sådan enkelt hændelse – hvor ubehagelig den end var – ikke måtte få lov til at vælte hans verdensbillede og hans tro på det gode i mennesket.

Jeg kom til at tænke på denne episode, da regeringen for nylig fremlagde sin såkaldte sikkerhedspakke, angiveligt for at komme bandekriminaliteten til livs. En pakke, der indeholder ”en massiv udvidelse af overvågning af borgerne” med statsministerens egne ord. Samt etablering af en grænsekontrol mellem Sverige og Danmark, som er endnu en pind til den frie bevægeligheds ligkiste i Norden og EU. I betragtning af, at kriminaliteten er faldende, er statsministerens alarmistiske ageren og tone både voldsom og ude af proportion – og risikerer at gå ud over den tillid mellem borgerne, som Mette Frederiksen hylder ved andre lejligheder.

I stedet for at handle i panik burde statsminister Mette Frederiksen lade sig inspirere af Martin Rossens kloge og tænksomme reaktion. Dengang i sommeren 1999…

Annonce
Erik Boel
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Den bedste vaccination

75 år er lang tid. Det er en menneskealder - og mere skal der måske ikke til, for at glemslen om Holocausts rædsler slår igennem. I går var det 75 år siden, at russiske soldater befriede Auschwitz, og ingen længere kunne benægte det vanvid og massemord, som tyskerne havde sat i system på Europas jøder. I dag ser vi over hele Europa desværre nye angreb på jøder. Vi har set det senest i Danmark, hvor en jødisk kirkegård i Randers er blevet vandaliseret, og hvor jødiske medborgere har fået sat gule stjerner på deres postkasser. Der er naturligvis langt fra manglende respekt og hærværk fra historieløse højreradikale til nye koncentrationslejre. Men den antisemitisme, som man skulle tro, verden for evigt var blevet vaccineret mod med Anden Verdenskrig, trives desværre stadig. Det gør den i Danmark, og det gør den ude i verden. I et indlæg i nyhedsmagasinet Der Spiegel advarer den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, ligefrem om, at fornærmelser og angreb på jøder er blevet dagligdags forekommende, og at næsten hver anden jøde i Tyskland har overvejet at forlade landet. Truslen mod den jødiske befolkning kommer mange steder fra. Den kommer fra højreradikale, den kommer fra muslimer, og den er sågar tidligere også set komme fra venstrefløjen, hvor man har sympatiseret med og økonomisk støttet grupperinger, der mest af alt ønskede staten Israel opløst. I alt seks millioner jøder blev myrdet under Anden Verdenskrig. Langt de fleste i udryddelseslejre som Auschwitz, der lå i det sydlige Polen. Og når antisemitismen viser sit grimme ansigt igen, så er det ikke kun et problem for den jødiske befolkning. Den er vores alles problem. Den viser, at vi ikke lært en dyt af historien, at vi stadig er nødt til at minde om rædslerne fra koncentrationslejrene, og hvad galoperende vanvid kan føre til. 75-året for befrielsen af Auschwitz og enden på Holocaust er en glimrende lejlighed til at genfortælle historien - og minde hinanden om, at den bedste vaccination mod gentagelse af fortidens dumheder og den stigende antisemitisme er at huske fortiden.

Danmark

Mette F: Østdanmark skal betale mere for et land i balance

112

Stjal dåseøl og mad fra båd

Annonce