Annonce
Debat

Debat: Byg en bæredygtig bro over generationskløften

Hvis bedsteforældregenerationen ville aflyse en enkelt rejse i ny og næ, udskyde golfspillet til næste weekend eller tage et par ugentlige timer mindre foran tossekassen - og i øvrigt insistere trods den nye generations manglende entusiasme for alt det, de endnu aldrig har prøvet.

Vi har haft ”Sharing Brandbjerg”-weekend på Brandbjerg Højskole. Betegnelsen dækker over den grønne omstillingsproces, vi tilstræber og bruger som pædagogisk rum for bæredygtig dannelse.

”Sharing” fordi tanken er, at det er de erfaringer og erkendelser, vi opnår undervejs, der er det egentlige guld - og i bæredygtighedssammenhænge bør guld smides på gaden, hvor alle kan få del i det. Det er en af årsagerne til, at bæredygtighed og kapitalisme ikke altid går hånd i hånd. Vi bruger et engelsk udtryk, fordi bæredygtighed er et grænseoverskridende anliggende, og fordi 25 procent af vores elever kommer fra resten af verden.

Weekenden er helt særlig, fordi vi inviterer tidligere elever ind til i samarbejde med nuværende elever helt frivilligt at knokle på skolens arealer med grøn omstilling på mange niveauer. Det handler om at skabe bæredygtig forandring i direkte forstand, men også i mere indirekte forstand ved at skabe uderum, der inviterer folk tættere på den natur, vi er en del af. Vi planter en nøddelund, skaber en sansehave, oprenser voldgrav og bygger fuglekasser.

Med 400 ekstra hænder og fødder sker der virkelig noget i løbet af sådan en weekend, men fordi vi er en skole, er det primære produkt slet ikke det, de skaber sammen, men AT de skaber sammen og mærker naturen og de bæredygtige forandringer på egen krop. Vi skaber et rum for bæredygtig dannelse, hvor den unge generation med egne hænder og krop mærker, at de er i direkte kontakt med verden, og at deres aftryk på den er helt reelle og håndgribelige. Det kan virke banalt. Det er det ikke. Vi oplever en generation, som i høj grad er digitalt distanceret fra den fysiske verden, der udgøres af naturen og det håndværksmæssige arbejde, hvis opgave det er i respekt for dette fælles livsgrundlag at omskabe naturen til alt fra fødevarer til byggematerialer.

På Brandbjerg har vi en almindelig kendt diskussion om bæredygtig forandring. Begynder det hos den enkelte, eller begynder det på den store politiske skala? Jeg er overbevist om, at det er en vekselvirkning. Enhver politisk beslutning begynder med en personlig motivation, og vores opgave som skole er at give det enkelte menneske redskaberne til at træffe en beslutning på et oplyst grundlag. Derfor skal vores elever også have fingrene ned i mulden, hænderne på træ og hammer og opleve biodiversiteten og naturens kredsløb med egne sanser for at kunne forholde sig til de store politiske dilemmaer. De skal mærke, hvad de har at vinde og miste for at kunne træffe kvalificerede beslutninger. De rekreative og betydningsskabende funktioner ved mødet med natur og håndværk har jeg ikke plads til at udfolde her.

Det er aldrig for sent at opdage vores fælles livsgrundlag, men det er en enorm fordel for alle, hvis flere opdager det før end siden. Håndværk og naturkendskab fylder ikke meget på skoleskemaerne anno 2019, men det betyder ikke, at den opvoksende generation behøver at vente med at få et forhold til disse ting, indtil de selv finder på højskole. Vi har en enorm ressource, som generelt alt for sjældent kommer i spil i disse sammenhænge, men som kunne have en mægtig betydning for verdens fremtid. Passivt betragtet anskuer nogen denne ressource som en stor klump af åbne munde, røve der skal tørres og rystende, krævende hænder.

Den har endda fået eget navn. De kalder den Ældrebyrden. Men der skal ikke megen perspektivændring til for at anskue den som et reservoir af viden, erkendelser og lidenskaber, som kan inspirere og smitte kommende generationer med alt fra kærlighed til naturen til håndværksmæssig kunnen og ikke mindst en før-overforbrugssamfundsmentalitet, som næsten ingen unge kender. Det er ved at være sidste chance for at tappe ind i en generation, der ikke er vokset op med forbrugshysteriet som selvfølgelig følgesvend. Omvendt, tro mig, har ”de gamle” så meget at lære af de unge, også om bæredygtig udvikling.

Hvis bedsteforældregenerationen ville aflyse en enkelt rejse i ny og næ, udskyde golfspillet til næste weekend eller tage et par ugentlige timer mindre foran tossekassen - og i øvrigt insistere trods den nye generations manglende entusiasme for alt det, de endnu aldrig har prøvet. Hvis I gamle gad at lokke, hive eller slide børn og unge væk fra skærmene og i stedet tage dem med en tur i skoven, hugge brænde, fiske, luge, bygge, bage, synge, fortælle eller tusind andre ting, så ville I ikke alene styrke båndet til børnebørnene eller naboernes børn på vejen, I ville også kunne skabe rum for et generationsmøde på tværs af lidenskaber, mentaliteter og erkendelser, som i den grad ville kunne give liv til sammenhængskraft og bæredygtig udvikling i vores samfund og gensidigt kunne kvalificere den enkelte generations kamp for den grønne omstilling. Frem med værktøjet! Der skal bygges bæredygtige broer over generationskløften!

Annonce
Illustration: Gert Ejton

Tirsdagstænketanken

Opinion har samlet et panel af skribenter, der på skift hver tirsdag sender begrebet bæredygtighed tæt på os ved at fortælle, hvordan de ser, at vi kan komme fornuftigt ind i fremtiden og håndtere de problemer, der er i både lokalt og i det store perspektiv.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Overskud, der ikke kan beskattes

Man skal nærmest have et hjerte af sten, hvis man ikke kan blive bare lidt glad i låget af gårsdagens historie om de 350 ældre borgere, der var til julefrokost med steg, sild, Richard Ragnvald og brune kartofler. Er man i tvivl om, hvorvidt det var en succes, der skabte glæde blandt de ældre, skal man bare se på de medfølgende fotos, der er en sand eksplosion af glæde. Deltagerne var alle "brugere" af Kær.dk, Privathjælpen og TKC Mad, der havde lavet julefrokosten for deres private kunder, der i det daglige får leveret pleje, omsorg eller mad - og som sådan kan man godt kalde det "kundepleje" og "loyalitetsopbyggende". Man kan også bare lade mundvigene vende opad og anerkende, at de ældre faktisk havde en dejlig og festlig dag sammen med andre ligesindede - hvilket man alt for sjældent hører om. Når der kommer historier fra ældre- og plejesektoren er det oftest rædselsberetninger om dårlig bemanding, uværdige forhold med for få bade og borgere, der må finde sig i først at blive taget op ad sengen til middag af et evigt skiftende personale, der sætter dagsordenen. Der er næppe megen tvivl om, at mange kommuner enten ikke har prioriteret ældreservicen højt nok eller for længe har ignoreret den demografiske udvikling, og dermed ikke i tide har taget højde for det stigende pres på ældresektoren. Og der er næppe heller tvivl om, at man mange steder i ældresektoren vil have gavn af at være nogle flere hænder. Men historien om julefrokosten viser bare også, at alt ikke drejer sig om flere penge. De ansatte i de tre firmaer bag arrangementet bruger deres fritid på at servere og sikre, at julefrokosten kan afholdes. Det er et udtryk for både arbejdsglæde og nærvær. Det er overskud af den slags, som heldigvis ikke kan beskattes, men som der er så meget brug for. Det gælder både i forhold til at rekruttere personale til ældreplejen, og det gælder i forhold til troen på, at alt ikke bare kan måles og tidssættes i et kommunalt Excel ark. Godt gået.

Annonce