Annonce
Debat

Debat: Befrielsen fra vækstens vold

Selvfølgelig skal vi ikke tilbage til 1970, men bruge denne tænkepause til at komme frem til 2030 på en måde, så Jorden og dens indbyggere kan regenere.

Jeg er blevet fattigere under de sidste måneders nedlukning. Omsætningen i mit lille konsulentfirma er praktisk taget nul. Bedste scenarie er, at der langsomt kommer gang i forretningen hen mod 1. september, når de grønne omstillingshjul igen skal rulle.

Men jeg er også blevet rigere. Rigere på nærvær med de nærmeste, rigere på tid til at nyde foråret, følge med i gærdesmuttens redebyggeri og falde i staver over at bregnerne er blevet synligt højere siden i går. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været på omgangshøjde med at skabe en passende balance med havens kulturplanter og naturens generøse frøspredning. Samtidig er fryseren blevet fyldt med boller, kage og hjemmelavet mad, og jeg har igen haft tid til en af mine ynglingsaktiviteter: at forsvinde væk i tankevækkende faglitteratur og livgivende romaner.

Og ligesom mange andre har jeg opdaget, at himlen dette forår er mere blå og nattens stjernerne mere tindrende – en klar effekt af den markant lavere luftforurening, som ovenikøbet indtil nu har sparet omkring 80 dødsfald i Danmark.

Vi har været som et samfund på speed med fokus på vækst i produktion og forbrug. Større huse, flere biler, længere flyrejser, hyppigere udskiftninger af elektronik og samtalekøkkener. Vi har danset natten igennem på speed og ikke mærket konsekvenserne på hverken egen eller den kollektive krop i form af forurening, klimaforandringer, stigende ulighed og fravær i stedet for nærvær, mens stadig flere rammes af stress og depression – og masser af forsømte forår.

Men nu er vi blevet tvunget til at stoppe op, og midt i alle udfordringerne med hjemmeskoling og omsætningstab er det mulighed for overveje, om vi virkelig ønsker ’business as unsual’. Vil vi tilbage i hamsterhjulet med for meget arbejde, for lidt søvn, for mange kompromisser?

Kunne vi hver især trives og være lykkeligere med mindre materiel vækst og forbrug, men med mere rum for menneskelig vækst og sammen skabe et retfærdigt og levedygtigt samfund, hvor ’få har for meget og færre for lidt’?

Vi mennesker kan være utrolig omstillingsparate. Enten fordi vi forstår og accepterer pludselige tiltag, som her under coranakrisen, ligesom vi skruede ned for varmen og fandt rulleskøjterne frem på oliekrisens bilfrie søndage i 1973-74. Eller vi tilpasser os, fordi det kommer snigende – og vænner os til det øgede arbejdstempo, luftforureningen og forarmingen af vores natur. Det bliver langsomt den nye normal – altså indtil alting stopper og vi opdager, at det kunne være anderledes.

Personligt ville jeg foretrække et langsommere liv med en bedre balance mellem sprudlende aktivitet og regenererende pauser med tid til at passe barnebarn, køkkenhave og et arbejdsliv med spændende projekter, foredrag og skrivning. Måske er prisen en levestandard som i 1970, hvor mere var hjemmedyrket og lokalt, hvor der skulle spares op og prioriteres, hvis der skulle blive råd til sjælden charterrejse, en ny fryser eller den første bil. Og var det egentlig så slemt? Årstallet er valgt, fordi det var det sidste år, vi som danskere ikke brugte flere af klodens ressourcer, end de kunne genskabes til næste generation. Modsat nu, hvor vi forbruger, som havde vi 4,28 kloder og derfor lever på klods hos vores børn og børnebørn.

Selvfølgelig skal vi ikke tilbage til 1970, men bruge denne tænkepause til at komme frem til 2030 på en måde, så Jorden og dens indbyggere kan regenere.

Noget kan vi gøre som individer og borgere gennem vores prioriteter og valg af livsstil og politikere. Men først og fremmest skal vi sammen skabe de systemiske rammer, for at genstarten efter coronakrisen bliver bæredygtig. Både ved at investere i energiforbedringer og vedvarende energi, som både giver jobs og mindsker udledning af drivhusgasser, men også ved at sikre den nødvendige modstandskraft til at klare de næste kriser.

For coronakrisen er højst sandsynlig bare en generalprøve i forhold til nye pandemier, forstærkede konsekvenser af klimakrisen og økologiske nedbrud lokalt og globalt. Det kræver, at vi opbygger personligt og kollektivt beredskab. Vi kan ikke praktisere ’just-in-time’ og lige til kanten, men må udvikle buffere, produktionsformer og livsformer, der gør os mindre sårbare og mere resiliente.

Heldigvis har vi viden og teknologier til at skabe en bæredygtig fremtid, og de sidste måneder har vi også vist både mod, omstillingsevne og handlekraft. Så lad os derfor her den 5. maj, hvor vi fejrer befrielsen fra fem års besættelse, befri os fra vores maniske illusion om, at ubegrænset vækst er mulig i en begrænset verden. Lad os danse i gaderne – med passende afstand – og glædes over, at vi lever i et samfund med høj tillid og en grundlæggende omsorg for hinanden – et godt afsæt, når vi skal give slip, ændre vaner og holde op med alt det, som er ødelæggende for både menneskelig nærhed og trivsel samt vores fælles naturgrundlag.

Lone Belling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

To mænd sigtet for forsætlig brandstiftelse

Annonce