Annonce
Debat

Debat: Aggressioner med støtte fra Trump.

Israel går igen til valg, og det vil være en ulykke for både israelere og palæstinensere, hvis Benjamin Netanyahu vinder. Han ligger selv langt ude på højrefløjen og vil der ud over basere sin regering på religiøse fundamentalister fra det endnu mere ekstreme højre. Der er i bogstaveligt forstand ingen grænser for Netanyahus aggressioner. Han er desuden opmuntret af støtten fra Trump, der sjældent undgår at puste til konflikten.

Netanyahu leger som sædvanlig med ilden og har i valgkampen spillet ud med et kynisk stunt. Nu vil han inddrage de israelske bosættelser i Jordan-dalen og på den måde udvide Israels territorier yderligere. Dette brud på Folkeretten og international ret vil bombe fredsprocessen langt tilbage. Lige her og nu til ubodelig skabe for den palæstinensiske befolkning, men også til stor skabe for israelerne selv på bare lidt længere sigt.

Palæstina reduceres til en endnu mindre enklave midt i Israels territorium, og palæstinenserne står tilbage som taberne med færre rettigheder. FN advarer mod udviklingen, og Danmark må også på banen med klare meldinger.

En to-stats-løsning med sikre grænser og gensidig respekt mellem befolkningsgrupperne er den eneste langtidsholdbare og civiliserede vej at gå. Netanyahu er farlig for israelere, palæstinensere og muligheden for fred.

Annonce
Karsten Hønge
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Lad nu bare forældrene være forældre på deres måde

Ingen ferieuge uden historier i medierne, som til hverdag næppe havde fået stor opmærksomhed. Nogle kalder det lidt nedladende agurketids-historier, men ofte kaster den slags ret interessante ting af sig. Og ofte giver ferie hos politikere og embedsmænd mulighed for at fortælle noget om helt almindelige mennesker. Det er som udgangspunkt positivt. Denne efterårsferies store historie uden stor relevans er historien om forældre, der ønsker at få deres børns skolefoto manipuleret. Ikke mindst harmen over disse forældre og den massive afstandtagen til redigering af virkeligheden har fyldt meget. Meningsdannere og politikere - og mange andre - har med glæde delt deres egne gulnede skolefotos på sociale medier. Ledsaget af mere eller mindre harmdirrende kommentarer om nutidens forældres forkvaklede syn på udseendet. Det er en automatredaktion, og den er ærligt talt kedelig. Det er også helt ligetil at lange ud efter forældregenerationen og dennes tilgang til børn og opdragelse. For den er unægtelig anderledes end den forriges. For slet ikke at tale om forskellen, hvis vi går to generationer tilbage. Vi kan hurtigt blive enige om, at børn skal have lov at være børn, og at vi skal passe på med, hvor store krav om perfektion, vi flasker dem op med. Men udviklingen giver altså nye muligheder, som de unge ser som noget helt naturligt. Til hverdag er der digitale filtre på billederne, så det hele tager sig lidt bedre ud. Og selv måske skal være en af de rigtig gode dage, hvis vi i virkeligheden skal leve op til udseendet på billedet, foretrækker vi helt naturligt den pæne udgave, når vi viser os frem. Hvorfor skulle det være anderledes for børnene? Hvor langt skal man alternativt gå for at sikre autenticitet i billederne? Skal det tages om, hvis øjnene er halvt lukkede? Skolefotoet er i sig selv ret ligegyldigt for samfundet. Men historien er interessant, fordi den siger noget om os. Og det gør reaktionerne i høj grad også. Børnene skal have lov at være børn, ja. Men skal forældrene ikke også have lov til at være forældre på den måde, de nu finder rigtigt?

Annonce